Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goethe, Johann Wolfgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med stor Iver, og mangen en improviseret
Dilettantforestilling (hvor Hoffet og G. selv
agerede, bl. a. i »Iphigenie«) blev givet, dels i et
Privatteater i Byen (hertil knytter sig Digtet
»Auf Miedings Tod«), dels paa Slottene i
Tiefurt og Ettersburg. I denne Tid forfattede G.
de dramatiske Smaating »Die Geschwister«,
»Lila« og »Der Triumph der Empfindsamkeit«
(1777), i hvilket sidste han parodierer det
Werther’ske Føleri; herhen hører ogsaa Digtet
»Hans Sachsens poetische Sendung«, i
hvilket han bringer den af Paryktiden miskendte
gl. Digters Minde til Ære. I de første Aar i
Weimar beskæftigede han sig ogsaa med
Udkastene til fl. af sine Storværker, som
»Iphigenie«, »Wilhelm Meister«, »Egmont og »Tasso«
og skrev en Mængde lyriske Digte og Ballader.
»Faust«, som han i et første Udkast førte med
sig til Weimar (»Urfaust«, genfundet i Frk. v.
Göchhausen’s Efterladenskaber og udgivet af
Er. Schmidt 1887), blev læst op for de ny
Venner, som med Utaalmodighed saa
Fuldendelsen i Møde.
Imidlertid viste det sig snart, at »Besøget« i
Weimar var blevet til et fast Ophold med en
fast Virksomhed. Allerede Juni 1776 havde
Hertugen, trods den Modstand, der rejste sig mod
dette usædvanlige Skridt, udnævnt G. til
Legationsraad med Sæde i Konseillet og en Gage paa
1200 Daler samt foræret ham det berømte
»Gartenhaus« i Slotsparken ved Ilm-Floden,
hvor G. boede til 1782. I Beg. levnede G.’s
Embedsvirksomhed ham tilstrækkeligt Otium til at
digte, dog voksede Forretningerne
efterhaanden; Septbr 1779 blev han Geheimeraad og Apr.
1782 ophøjet i Adelsstanden. Det personlige
Forhold til Hertugen var saa godt, som tænkes
kunde; 1778 rejste G. med ham til Berlin og
Potsdam; Septbr 1779 ledsagede han Hertugen
paa en 4 Maaneders Rejse i Schweiz, som var
adskillig mere nydelsesrig og frugtbar end den
første; den skabte Syngespillet »Jery und
Bätely« og det skønne Digt »Gesang der Geister
über den Wassern« (Staubbach), ligesom den
affødte »Briefe aus der Schweiz« (til Vennerne
der hjemme: Knebel, Merck, Lavater, specielt
dog til Fru v. Stein, udg. i Schiller’s Tidsskr. »Die
Horen«, 1796). Paa en ny Rejse i Harzen og
Thüringen 1783 skrev han i en Bjerghytte paa
Gickelhahn det lille Digt Ȇber allen Gipfeln
ist Ruh«. Paa disse Rejser var det dog ikke
alene de umiddelbare Naturindtryk, der
beskæftigede G.; han søgte ogsaa at fastholde,
hvad der var ham nyt i Naturkundskabens
Rige; han anlagde en hel Samling af Tegninger,
især af mineral, og geol. Genstande, og hans
Beskæftigelser med Vejbygningsvæsenet gav
ham rig Anledning til geognostiske Studier. Han
interesserede sig for Bjergdriften, og det
lykkedes ham efter 8 Aars Arbejde at faa et
sammenstyrtet Bjergværk ved Ilmenau genaabnet. I
de første 10 Aar i Weimar havde G. foruden
den Nytte og Lykke, han skabte i den
hertugelige Familie, ogsaa rig Lejlighed til at
hjælpe andre. Han skaffede Herder Stillingen som
Generalsuperintendent i Weimar (1776); han
understøttede underhaanden den ulykkelige
Digter Bürger; han tog sig langt mere end
fortjent af den uvorne og hensynsløse Digter Lenz,
og han protegerede den talentfulde
Skuespillerinde Corona Schröter.
Endnu havde G. ikke udg. nogen Samling af
sine Digte, men en Boghandler Himburg i
Berlin havde under Partikularismens
Beskyttelse udsendt ikke mindre end 3 Opl. af G.’s
Ungdomsarbejder (1775—79). Nu fandt G. dog,
at det var paa Tiden, selv at lægge Haand paa
Udgivelsen af sine Værker, og der blev truffet
Aftale med Göschen i Leipzig om 4 Bd, men
Udgivelsen blev afbrudt ved Rejsen til Italien,
hvis klassiske Jordbund G. længe havde længtes
efter at betræde. Juli 1786 tog han til Karlsbad,
hvor han fuldendte Gennemsynet af de aftalte
4 Bd, men derefter bestemte han sig til en
yderligere Revision og en Udvidelse til 8 Bd,
hvilket altsaa maatte opsættes til efter
Hjemkomsten, og 3. Septbr rejste han, uden at have
taget Afsked med sine Venner i Weimar — kun
Carl August fik Besked derom i sidste Øjeblik
— over München, Brenner-Passet og Trient til
Verona og derefter med korte Ophold i Vicenza
og Padua til Venedig, hvor han blev et Par
Uger. Herfra tog han til Rom, hvor han
opholdt sig i 3 Maaneder hos sin Ven, Maleren
Wilhelm Tischbein, og rejste saa med denne til
Neapel. Efter et 5 Ugers Ophold i Neapel med
Bestigning af Vesuv gjorde han sammen med
Maleren Kniep en Sørejse til Sicilien og en
Rundtur til Øens klassiske Steder. Atter
opholdt han sig 3 Maaneder i Rom, hvor han
arbejdede flittig paa sine dram. Værker, især paa
»Tasso«, og efter en mindre Udflugt til Frascati
opholdt han sig endnu et halvt Aar i Rom,
hvorfra han kom hjem til Weimar 18. Juni
1788. Paa Rejsen havde G. skrevet mange og
lange Breve til sin Moder, til sine Venner, til
Hertugen og Fru v. Stein, og i disse sidste
Breve indeholdes hele »Italienische Reise«, ved
hvis Udarbejdelse de ogsaa blev benyttede;
desuden havde han, som sagt, arbejdet flittig, ikke
blot paa Udgaven af sine Skr, men paa sin egen
Uddannelse, navnlig i klassisk Retning,
hvorom den paa Rejsen omarbejdede, versificerede.
Helligtrekongersdag 1787 i Rom afsluttede
»Iphigénie auf Tauris« er det stolteste
Vidnesbyrd. Italiens-Rejsen betegnes af G. som en
Genfødelse og er af gennemgribende Bet. for
ham baade som Digter, Forsker og Menneske.
Ved sin Hjemkomst fandt G. mangt og meget
i forandret; navnlig var Forholdet til Herder og
Wieland noget kølnet, og de vilde ell. kunde
ikke gaa ind paa hans ny Interesser og
Tankeudviklinger; selv det inderlige Forhold til Fru
v. Stein var kølnet, og det blev kort efter
afbrudt for bestandig. I Efteraaret gjorde G.
Bekendtskab med sin senere Hustru Christiane
Vulpius og blev lidenskabelig forelsket i hende.
Fru v. Stein saa Faren og søgte at faa G. til
at bryde dette ny Forhold; men han var tabt
for hende; Julen 1789 fødte Christiane ham en
Søn, hvorefter G. tog hende i Huset til sig; han
ægtede hende 19. Oktbr 1806; hun døde 6. Juni
1816. Hun har spillet en Rolle for G.’s
Digtning bl. a. i de efter Italiens-Rejsen udarbejdede
»Römische Elegien«, de til et nyt kort Ophold
i Italien (Foraaret 1790) knyttede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
