Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gustaf II Adolf - Gustaf III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
orsakerna til Gustaf Adolfs deltagande i det
30-årigakriget« [Lund 1882]; Bratt, »Gustaf II
Adolf som fältherre« [Sthlm 1891]).
A. S.
Gustaf III [’gustav], sv. Konge (1771—92),
f. i Sthlm 13. Jan. 1746, d. smst. 29. Marts 1792,
Søn af Adolf Fredrik og Lovisa Ulrika, Søster
til Frederik II af Preussen. G.’s Opdragelse
lededes 1750—56
af Karl Gustaf
Tessin,
1756—62 af Karl
Scheffer som
Guvernører.
Rigsdagen greb
forstyrrende
ind under G.’s
Uddannelse,
idet 1756 hans
Underguvernør
og Lærer mod
Kongeparrets
Vilje fjernedes
— Læreren var
Olof von Dalin
— og
erstattedes med andre,
som var det
herskende Parti mere behagelige. Den
besværlige Stilling, i hvilken Hoffet befandt
sig over for hensynsløse politiske Partier,
gjorde, at G. allerede tidlig blev forfaren i
Forstillelsens Kunst, et Karaktertræk, som fulgte
ham Livet igennem. Den udprægede
Forkærlighed for Teateret og alt Teateret vedrørende
fremtraadte ogsaa meget tidlig hos G.; den
udvikledes ikke blot ved det intime Kendskab til
den franske Dramatik, men ogsaa ved selve de
Tidsforhold, under hvilke G. voksede op.
Nogen grundigere Lærdom erhvervede G. sig ikke;
han var imidlertid i Besiddelse af en udstrakt
Almendannelse og stor Belæsthed. Lovisa
Ulrika’s egen Dannelse var den franske
Oplysningstidsalders, og det var for en stor Del hendes
Værk, at G., endnu mere decideret end hun
selv, kom til at tilhøre samme Retning, 1766
formæledes G. med Sofia Magdalena
(1746—1813), Datter af Frederik V af Danmark og
Louise af England. Forlovelsen havde fundet
Sted, allerede da G. og Sofia Magdalena var
Børn, hovedsagelig af politiske Grunde. G.
viste i Beg. Antipati mod sin Gemalinde, og
Ægtefællerne stod i en Række af Aar ikke i
nogen nøjere Forbindelse med hinanden. Ved
Regeringskrisen 1768 fremtraadte G. som en
vigtig politisk Faktor, idet han, ivrig og med
Kraft, bistod sin Fader, da denne ved
Tronfrasigelsen fremtvang Rigsdagskaldelsen og
derved styrtede Hueregeringen; det var for en
stor Del G.’s Fortjeneste, at Forsøget
lykkedes.
Da Adolf Fredrik døde, 12. Febr 1771,
befandt G. sig i Paris og ankom først 30. Maj til
Sthlm. For første Gang siden Karl XII’s Død
havde man en svenskfødt Konge. Spørgsmaalet
var nu, om G. i Længden kunde finde sig i en
Statsskik, der lagde hele Magten i Stændernes
Hænder. Rigsdagen 1771—72 afgav Billedet af
en haard Partistrid, saa meget værre som den
gamle Partidannelse syntes opløst for at give
Plads for Grupperinger, som ej endnu var
skarpt bestemte; under alt dette forsømtes
Landets virkelige Interesser. G. søgte nu at
afstedkomme en Forsoning mellem Partierne ved
det saakaldte »Kompositionsprojekt«, og han
synes at have stillet sig fuldt oprigtig som
Mægler. Nogen Forsoning kunde Kompositionen dog
ikke tilvejebringe, og G.’s Beslutninger om ved
et Statskup at gøre Ende paa Virvarret
modnedes da. Efter Planen skete der paa tvende
Steder, i Skaane ved Toll, i Finland ved
Sprengtporten, Rejsning mod Stændervældet; men før
Hjælp fra Finland havde kunnet naa G.,
maatte denne handle paa egen Haand. Han
formaaede Gardeofficererne og Mandskabet til at
træde over paa sin Side, og ved dette dristige
Pronunciamento gjorde han sig med eet Slag
og uden Blodsudgydelse til Herre over
Rigsdagen (19. Aug. 1772). G. lod nu Rigsdagen
vedtage en Forfatning, som virkelig kunde kaldes
konstitutionel, om end dens Bestemmelser hist
og her var noget svævende. Statskuppet
modtoges med Bifald overalt i Landet, og G. blev
meget populær, saa meget mere som han nu
med Kraft værnede Rigets Uafhængighed.
Rusland, Preussen og Danmark saa yderst ugerne,
at Kongemagten i Sverige var blevet stærk, og
Danmark foretog Rustninger i Norge; Rusland
var indtil videre forhindret af den tyrk. Krig.
G. traf hurtig Forsvarsforanstaltninger og begav
sig selv til Grænsen, hvorpaa den danske
Regering fandt sig foranlediget til at afgive
bindende Fredsforsikringer. Den ny Statsskik var
saaledes betrygget udadtil, og nu begynder den
Tid af G.’s Regering, som fremfor alt
udmærker sig ved Reformarbejde og Nidkærhed for
den indre Udvikling.
G. var besjælet af en brændende Begejstring
for Sveriges nationale Storhed og af Iver for paa
enhver Maade at virke for Landets Velfærd, og
han arbejdede nu i samme reformatoriske
Retning som de samtidige europ.
Oplysningsregenter. Selv tog han livlig Del i alle
Regeringssagerne; det fremtraadte straks, at han ej
henviste alle Sager til Rigsraadets Behandling, men
afgjorde en hel Del i mindre Konseiller af
tilkaldte Raadgivere. Frihedstiden havde
efterladt sig en Tilstand af betydelig Korruption bl.
Embedsmændene, saavel paa Jurisdiktionens
som paa Administrationens Omraade, samt en
stor Forvirring i Rigets Finansvæsen. G.
anstillede 1773—75 en skarp og omfattende
Undersøgelse af Embedsmændenes Forhold,
hvorunder en Mængde Misbrug opdagedes og
rettedes; saaledes blev f. Eks. Göta-Hofret sat
under Tiltale og domfældt. Yderligere blev der
truffet Foranstaltninger til en gennemgribende
Forbedring af Administrationen, og ikke mindst
vigtigt i saa Henseende var, at en rimelig
Lønningsregulering iværksattes. En mildere
Kriminallovgivning indførtes, og i Rettergangen
afskaffedes Tortur. Trykkefriheden vilde G.
ordne og efter sit eget Udsagn betrygge; men hans
Trykkefrihedsforordning af 1774 og endnu mere
de paa dette Omraade senere udstedte
Forordninger var imidlertid ikke af den Natur, at de
betryggede en virkelig fri Meningsudveksling.
 |
| Gustaf III. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
