Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guipúzcoa - Guiraud, Alexandre - Guiraud, Ernest - Guiraut Riquier - Guiria - Guirlande - Guisborough - Guiscard, Robert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bomuldsvarer. Fiskeri og Skibsfart er af Bet.;
Kysten har flere Rias, der danner gode Havne.
Bl. Jernbanerne fremhæves den vigtige
Hovedlinie til Fuenterrabia ved den franske Grænse.
Provinsen deles i 4 Distrikter og har til
Hovedstad San Sebastian.
H. P. S.
Guiraud [gi’ro], Alexandre, fr. Digter
(1788—1847), studerede Jura i Toulouse,
overtog efter sin Fader en stor Fabrik; men da
Akademiet i Toulouse havde prisbelønnet nogle
Digte af ham, opgav han Forretningslivet og
drog 1813 til Paris for at leve som Digter. Bl.
hans Digte gjorde en filhellenisk Ode 1820
megen Lykke. Dramatisk paavirket af Alfieri
forfattede han flere Sørgespil: Pélage (1821), Les
Macchabées (1822), der er hans bedste
Tragedie, Le comte Julien (1823) og Virginie (1827).
Et fint og følsomt lyrisk Talent røber sig i
Elégies savoyardes (1823), hvori det særlig
kendte Digt om den lille Savoyarddreng, der
forlader sine Bjerge og sin Moder for at drage
ud i den vide Verden, arbejde, døje ondt og
synge, samt Poèmes et chants élégiaques (1824).
G. blev 1826 Medlem af Akademiet og 1828
adlet. Af hans øvrige Skrifter maa nævnes Cadix,
ou la délivrance de l’Espagne (1823), Chants
hellènes: Byron—Ipsara (1824), Les deux
princes (1832), Ode i Anledning af Hertugen af
Reichstadts Død, samt Romanerne Césaire
(1830), Flavien, ou de Rome au désert (1835)
o. s. v. 1845 udkom hans Œuvres complètes i 4
Bind.
S. Ms.
Guiraud [gi’ro], Ernest, fr.
Operakomponist (1837—92), f. i New-Orleans, kom til
Paris og vandt 1859 prix de Rome i
Konservatoriet. Han komponerede derefter en Rk.
komiske og lyriske Operaer, deltog frivillig i den
fransk-tyske Krig og blev 1876 Lærer ved
Paris-Konservatoriet. G.’s kendteste Værker er
Sylvie (1864), Le Kobold (1870), Madame
Turlupin (1872), Balletten Gretna Green (1873),
Piccolino (1876) og La galante aventure (1882);
desuden nogle Orkesterkompositioner: en Suite
Carnaval, en Ouverture m. m. G.’s Musik
udmærker sig ganske vist ikke ved stor
Originalitet ell. Stilsikkerhed, men den er elegant,
munter og vittig, ypperlig orkestreret, dramatisk
virkningsfuld og (i Modsætning til saa mange
nyere fr. Operaer) i fl. Henseender virkelig
beslægtet med den ældre Opéra-comique.
W. B.
Guiraut Riquier [gi’ro-ri’kie], provençalsk
Troubadour, der levede i 13. Aarh. (1254—92).
Han er Forf. til en Mængde Pastoureller og
Morgensange (albas), hvor han heldig
efterligner og benytter Folkevisedigtningen;
desuden har han under Form af et Bønskrift til
Alfons X skrevet en Afhandling om
Troubadourernes Stilling og beklaget sig over, at de
vandrende Sangere sammenblandedes med
omstrejfende Gøglere.
Kr. N.
Guiria [’giria], Havneby i Venezuela med
c. 3000 Indb. Dens Opland er rigt paa
Kakaoplantninger.
G. Ht.
Guirlande [gir’laŋdə, fr. -lã.d] (ital.
ghirlanda, »Krans«), Lænke af sammenflettede
Blomster, Blade, Frugter e. l., gerne bueformet
ophængt (i Festons, s. d.). Malet ell.
plastisk fremstillet spiller G. en betydelig Rolle
som dekorativt Led i Bygningskunsten, der har
anvendt den allerede i den romerske Oldtid.
Saaledes findes udmærkede G. paa Caec.
Metella’s Gravmæle og paa Vesta-Tempelet i Tivoli;
Renaissancen optog den og udviklede den
videre. Maleren Ghirlandajo’s Navn skyldes, i
Følge Vasari, hans Dygtighed i at udføre G. i
Metal. Den Bryllupsgave, som Hertugen af
Montausier gav sin Brud, Julie fra Rambouillet, i
Form af Blomstermalerier paa Pergament,
forsynet med Vers af Tidens berømteste Digtere
(Racine etc.), gaar gerne under Navn af »Julie’s
G.«.
A. Hk.
Guisborough [’gizbərou], gl By i
Nordengland, Yorkshire, 15 km ØSØ. f. Middlesborough,
ligger omgiven af Jerngruber, har Ruiner af
et Augustinerkloster fra 12. Aarh. og (1911)
7061 Indb.
G. Ht.
Guiscard [gi’ska.r], Robert, en af
Normannerhøvdingen Tancred af Hauteville’s
Sønner, f. i Normandiet c. 1015, d. 17. Juli 1085.
Som ung kom han til Syditalien med en Flok
Normanner og udmærkede sig saa meget i
Kampene mod Græker og Longobarder, at
hans Mænd 1057 valgte ham til Greve af
Apuglien efter Halvbroderen Humphred’s Død.
Hildebrand, den senere Gregor VII, vandt ham for
Kirken, og Robert var klog nok til at sikre sin
Stilling ved 1059 at tage sit Land til Len af
Pave Nicolaus II, der udnævnte ham til
Hertug af Apuglien, Kalabrien og det af Maurerne
besatte Sicilien. For at vinde denne Ø udsendte
han 1061 sine Brødre Godfred og Roger, 1072
toges Hovedstaden Palermo, 1090 var Sicilien i
Normannernes Magt. Selv kæmpede han i
Forbindelse med Paverne mod Grækerne paa
Fastlandet, men Kampen bølgede op og ned,
indtil Robert endelig rustede sig til et
Hovedangreb mod Grækernes sidste vigtige Stad Bari,
der bukkede under 1071. Følgen heraf var, at
de græsksindede Amalfitanere frivillig gav sig
under ham, som nu var eneraadende i
Syditalien. For at holde Normannerne borte fra
Balkan-Halvøen stillede Kejser Michael VII sig
nu venlig over for Robert, hvis lille Datter
Helena blev forlovet med hans Søn Konstantin og
ført til Konstantinopel for at opdrages som
Grækerinde. Michael og hans Slægt blev
imidlertid styrtede ved en Paladsrevolution, og da
hans Efterfølger Nikeforas III lod Helena
fængsle, fik Robert en gyldig Grund til at forny
sine Angreb. Officielt fordrede han Kejser
Michael’s Genindsættelse, men i Virkeligheden
pønsede han paa intet mindre end
Konstantinopels Erobring. En Bedrager, der udgav sig
for den alsatte Kejser, blev et kærkomment
Redskab i hans Haand, og i Forsommeren 1081
landede en mægtig normannisk Hær og Flaade
i Epeiros efter først at have erobret Korfu.
Grækerne havde imidlertid faaet en dygtig
Fører i Alexios Komnenos, hvem en ny Revolution
havde bragt paa Tronen. Han sluttede et ganske
vist dyrekøbt Forbund med Venetianerne, og
selv om han led et stort Nederlag ved
Dyrrhacium, hvorved Robert blev i Stand til at trænge
dybt ned i Makedonien, forstod han ved
Bestikkelse at vække Uroligheder i Italien, saa at
Hertugen maatte vende hjem og overlade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
