Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guicciardini, Francesco - Guiccioli, Florence Teresa - Guiche, Diana - Guichen, Luc-Urbain de Bonexic, Greve af - Gui de Lusignan - Guider - Guidi, Alessandro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Magt stærkt indskrænket, thi, som han havde
udviklet det i sine politiske Skr, var hans
Idealstat stærkt aristokratisk. Adelen, hverken
Folket ell. Fyrsten, skulde være de egl. Herrer,
og for en Tid lykkedes det ham virkelig
næsten at realisere sine Planer. Det 8-Mands
Raad, der stilledes ved Hertugens Side, bestod
af G.’s Venner og Slægtninge, og selv var han
dets Præsident. Langt ud over Italiens
Grænser var han en højt anset Mand, og han
tænkte endogsaa paa en Forbindelse mellem sin
Datter og Hertugen, da denne brød sit
Forbund med Slægterne og fjernede sine ældre
Raadgivere, G. ikke undtaget. Af Harme
herover trak han sig tilbage til sin Villa i Arcetri
ved Firenze, hvor han døde. Sine sidste Aar
tilbragte han væsentlig med Udarbejdelsen af
sin berømte Storia d’ltalia, der gaar fra
1492—1534 (udkom 1561—64; bedste Udgave af
Rossini, 10 Bd, 1819). Det var et af de første
Arbejder, der i streng Aarbogsform behandler
hele Italiens Historie, og det vidner om
politisk Klogskab og Fordomsfrihed. Dets Værdi
som historisk Kilde er dog blevet meget
overvurderet. Selv om Begivenheder, hvori han
personlig har deltaget, bruger han ofte andres
Beretninger, og de talrige Taler, der i
Overensstemmelse med Tidens litterære Smag er
indlagte i Værket, er alle fri Kompositioner,
gennem hvilke Forfatteren vil karakterisere
de Handlende. Af stor Bet. er desuden Opere
inedite, udg. af P. og L. G. (10 Bd, 1857—67),
der bl. a. indeholder en Kritik af Macchiavelli’s
Discorsi, den florentinske Republiks Historie,
Traktater om Firenzes Forfatning m. m.,
Gesandtskabsberetninger samt Brudstykker af en
Selvbiografi og Slægtebog. (Litt.: Benoist,
G. historien et homme d’état italien [Paris
1862]; Zanoni, Vita publica di F. G. con
nuovi documenti [Bologna 1896]; Ranke, »Zur
Kritik neuerer Geschichtsschreiber« [3. Opl.,
Leipzig 1884, i »Sämmtliche Werke«, 34. Bd];
E. Fueter, »G. als Historiker« [»Hist.
Zeitschr.«, 3. Folge, Bd 4], 1908).
(M. M.). J. L.
Guiccioli [gui’t.∫åli], Florence Teresa,
Grevinde, f. i Paris 1799, d. 1873, er bekendt
ved sin Forbindelse med Byron. 1851 ægtede
hun Markis de Boissy.
Guiche [gi∫], Diana (1554—1620), La belle
Corisande, var Datter af Vicomten af Louvigny;
1567 ægtede hun Grev Philibert af Gramont-G.,
der faldt 1580. Hun var en af Henrik IV’s
Elskerinder, og der er opbevaret en Rk. Breve
fra ham til hende.
Guichen [gi’∫æn (-s’∫æ?)], Luc-Urbain de
Bonexic, Greve af, fransk Admiral, (1712—90),
indtraadte i den franske Marines Tjeneste 1730
og blev 1756 Capitaine de vaisseau; Aaret efter
— som Fregatchef — erobrede han 4 eng.
Kapere og 9 Handelsskibe. 1778 forfremmedes G.
til Eskadrechef og deltog s. A. i Slaget ved
Quessant; det paafølgende Aar ansattes han
som lieutenant général og Øverstkommanderende
i Brest. 1780 afløste han d’Estaing i
Overkommandoen over Flaaden i de vestindiske
Farvande og slog med denne Englænderne under
Rodney 3 Gange. Næste Aar overførte han fra
Brest til Antillerne en stor Handelsflaade, af
hvilken det dog lykkedes Englænderne i
Taagen at udskære og erobre en Del. 1782 var han
paany Chef for Flaaden i Brest; i Juni stak
han i Søen med 18 Skibe, forenede sig med en
sp. Hjælpeflaade ved Cadiz og blokerede den
engelske Flaade ved Torbay. Ved
Fredsslutningen 1783 tog han Afsked fra aktiv Tjeneste.
C. W.-S.
Gui de Lusignan [’gi-d-lyzinjã] (Guido),
Konge af Jerusalem, d. 1195, nedst. fra en gl.
poitousk Slægt og ægtede 1180 den barnløse
og svagelige Kong Balduin af Jerusalems
Søster Sibylle, for gennem hende at vinde
Kronen. 1182 overdrog Balduin ham Regeringen;
men Stormændene, der understøttedes af hans
egen Gemalinde, fik ham alt s. A. fjernet fra
Styrelsen. Efter Svogerens Død 1186 lykkedes
det imidlertid G., som nu havde udsonet sig
med Sibylle, at blive tagen til Konge ved
Gejstlighedens og Tempelherrernes Hjælp; dog var
han ingenlunde sin Stilling voksen og laa i
stadig Strid med de mægtige Vasaller. Da de
Kristne brød den Fred, de havde sluttet med
Jerusalems farligste Fjende, Sultan Saladin af
Ægypten, udsonede han sig med sine
Hovedmodstandere og samlede en anselig Hær paa c.
20000 Mand, men Tropperne var demoraliserede
og bukkede fuldstændig under for Saladin ved
Hittin i Nærheden af Tiberias (Juli 1187). Kort
efter overgav Jerusalem sig til Fjenden. G.,
der var bleven fangen i Slaget, løslodes kort
efter af Saladin til Tak for Fæstningen
Askalons Overgivelse og søgte nu at tage Akka fra
de Vantro for deri at have et Udgangspunkt
for Tilbageerobringen af sit Rige. Da
Deltagerne i det 3. Korstog, som var blevet
fremkaldt ved Jerusalems Tab, kom til Akka,
sluttede han sig nær til Richard Løvehjerte, men
maatte efter Byens Fald lade sig nøje med at
blive anerkendt som Jerusalems livsvarige
Konge (1191). Da han alt 1192 afsattes, skænkede
Richard ham Cypern, i hvis Erobring fra
Grækerne han selv havde deltaget, og som blev i
Slægtens Eje i henved 300 Aar.
M. M.
Guider [’gi.ðər] (fr. guider [gi’de], vise Vej,
besl. med da. vide [oldn. vita]), »Førere«,
kaldtes i 18. Aarh. de Generalstaben attacherede
unge Officerer, hvilken Benævnelse hidrørte fra,
at de hovedsagelig anvendtes som Førere for
Kolonner. I Spidsen for G. ansattes en
Generalstabsofficer, Capitaine des guides. I Slutn. af
18. Aarh. oprettede Napoleon et Korps af G.,
der dannede en Slags Livvagt for Hærføreren,
og en lgn. Tjeneste udføres endnu af de
schweiziske Guidekompagnier, der ligesom G.
i Italien desuden forretter Ordonnanstjeneste.
Under det 2. fr. Kejserdømme fandtes i
Garderytteriet et let Regiment G., der bar samme
Uniform som det 1. Kejserdømmes
Gardechasseurs, og i Belgien findes endnu 2
Guideregimenter, som anvendes til alm.
Ryttertjeneste. I Danmark benævnes Generalstabens
Underofficerer G. I Norge findes Benævnelsen
G. ikke. Generalstabens Underofficerer kaldes
»Stabsfanejunkere«.
B. P. B.
Guidi [’guidi], Alessandro, ital. Digter,
f. i Pavia 14. Juni 1650, d. i Rom 12. Juni 1712.
Han levede fra sin Ungdom af omtr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
