Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - græsk Ret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Athen blev forfulgt for sin filos. Lære.
Anklagen mod Aristoteles for Ugudelighed var en
ren politisk Forfølgelse. Ved sine makedoniske
Sympatier havde han vakt Athenernes Vrede.
Aristoteles beretter, at uden for Sparta
overlod Staten den Enkelte at opdrage sine Børn og
at føre sit Liv, som han selv vilde. Og der
er intet i Overleveringen, der afgørende
modsiger dette Vidnesbyrd. Under Demokratiet har
de selvbevidste attiske Borgere sikkert følt sig
som fri Mænd, der i Forhold af privat ell. helt
personlig Natur ikke taalte nogen Art af Tvang.
Grækenlands og da navnlig det perikleiske
Athens aandelige Kultur synes ogsaa lidet
forenelig med den tidligere alm. Lære, at
Grækerne intet kendte til personlig Frihed. Gr.
Videnskab, Kunst og Litt. viser en Frihed i
Opfattelsen, der kun kan have udviklet sig paa
Grundlag af en vidtstrakt personlig Frihed. Og
den gr. Handel og Industri skyldte sikkert sin
hurtige og stærke Opblomstring netop den
Omstændighed, at den Enkeltes Ret til uden
regulerende Indgriben fra Statens Side at forfølge
sine selvvalgte Maal allerede tidlig var klart
anerkendt. Kampene mod Barbarerne var ikke
blot en national Frihedskrig. Deres dybere Bet.
stod allerede Samtiden klar. Kampen stod
mellem gr. og asiatisk Kultur, mellem Frihed og
Despoti. Sejren ved Marathon og Plataiai betød
den definitive Frigørelse af typisk gr. Aand.
Hos et Folk som Grækerne, der grundlagde den
borgerlige Retsstat, og som var det første, der
indførte politisk Frihed, er det da ogsaa lidet
sandsynligt, at den Enkeltes Krav om Ret til
Selvbestemmelse er blevet fyldestgjort ved den
blot formelle Ret til aktiv Deltagelse i Statens
Styrelse. En Del af de Beviser, der i Alm.
anføres for, at den Enkelte selv i Hellas’
Storhedstid i sit private Liv stod retsløs over for
Staten, Udsættelse af Børn, Forpligtelse til
Ægteskab, vedvarende Krigstjeneste, er
hentede fra den olddoriske Stat. Og hvad der
anføres af andre Staters Love frembyder for
Hovedsagen intet overbevisende. Den individuelle
Handlefrihed var vel ogsaa uden for Sparta
underkastet visse Indskrænkninger. Men disse
har sikkert væsentlig været begrundede i
Hensynet til den offentlige Sundhed og Orden. De
har dernæst som Regel kun vedrørt det rent
udvortes. Og de har aabenbart i ethvert Fald
ikke været mere vidtgaaende end de, der
kendes i den moderne Stat. Solon’s Paabud om
under indre politiske Konflikter at bekende
Kulør vidner i øvrigt ret forstaaet om en
overlegen Menneskekundskab. Som et særligt
slaaende Bevis paa, i hvilken Grad den Enkelte
maatte gaa op i Staten, nævnes, at selv i
Athen under Demokratiet strakte den milit.
Tjenestetid sig fra 18.—60. Aar. Men hertil er
at bemærke, at under Fredsforhold paahvilede
det Borgerne kun fra 18.— 20. Aar at tjene som
en Art Sikkerhedsvagt. Og i Krigstid var de
indtil det 20. og efter det 50. Aar ikke
forpligtede til Krigstjeneste uden for Landets
Grænser. Hærordningen hvilede dernæst paa et
timokratisk Grundlag. Tjenestepligten var
knyttet til den større Jordbesiddelse. Efter athenæisk
Opfattelse var Jordens Dyrkning den eneste
borgerlige Beskæftigelse, som bevarede
Mennesket sundt og kraftigt paa Sjæl og Legeme. Det
var derfor kun den større Jordbruger, der var
egnet og værdig til at træde frem som Landets
Forsvarer. Fritagne for Krigstjeneste var som
Regel ikke blot Smaabønderne (Theterne), men
ogsaa hele Købstadsfolket, Købmændene og
Haandværkerne. Sammenlignet med den
moderne alm. Værnepligt medførte den attiske
Form for personlig Tjenestepligt i
Virkeligheden kun et ringe Indgreb i den personlige
Frihed. — Gr Aand kunde ikke helt forsone sig
med den strengt jur. Opfattelse af Slavens
personlige Retsløshed. Ogsaa Slaven var et
menneskeligt Væsen. Over for andres
Krænkelser var han ligesom den fri Borger beskyttet
ved grafe hybreos, det offentlige Klageskrift,
som enhver Borger kunde rette til
Thesmoterne. Over for Vilkaarlighed fra Herrens Side
var han værnet ved Asylretten. Og ingen Slave
kunde straffes med Døden uden efter
forudgaaende Proces og Dom. Men retlig var Slaven,
der var erhvervet som Krigsbytte ell. ved Køb,
Herrens Ejendom. Og som underkastet Herrens
Ejendomsret var han ikke undergiven Statens
Myndighed. Slaven stod uden for
Borgersamfundet og var følgelig udelukket fra de
politiske Rettigheder, der tilkom Borgerne. Og
herved var det gr. Frihedsbegreb, der havde
sit Udgangspunkt i den politiske Frihed,
væsentlig begrænset. Men bortset herfra tilkom
der i Grækenland faktisk den Enkelte en
omfattende personlig ell. borgerlig Frihed. Det
var ikke blot Folket, der politisk var frit.
Ogsaa den Enkelte havde utvivlsomt en vidtstrakt
social Bevægelsesfrihed. Men Grækerne naaede
ikke til en klar Erkendelse af den individuelle
Friheds retlige Karakter. Hertil har
Manglen af en selvstændig Retsvidenskab sikkert
været medvirkende. Og en udtrykkelig
forfatningsmæssig Anerkendelse af et vist individuelt
Frihedsomraade, der ganske er unddraget
Statsmagtens Herredømme, og af visse
Frihedsrettigheder, som Staten ikke vilkaarlig kan
berøve den Enkelte, er først Resultatet af den
moderne Kulturudvikling. Den særlige
konstitutionelle Beskyttelse, der i den moderne Stat
som Regel er tillagt de fleste af disse, den
Enkeltes »Menneske- og Borgerrettigheder«,
kendes derfor ikke i Grækenland. Og i denne
svagere Retsbeskyttelse for den
individuelle Selvbestemmelsesret ligger den egl. Forskel
mellem antik græsk og moderne Frihed.
Medens der i Grækenland fandtes ikke blot
en filos.-politisk Statslære (Platon, Aristoteles),
men ogsaa en positiv Statsret (Aristoteles,
Theophrast), kendtes selv i Attika ikke en
selvstændig privatretlig Videnskab. Og
heraf har man tidligere i Alm. sluttet, at der i
Grækenland overhovedet ikke gaves en
selvstændig Privatret. De privatretlige
Forhold opfattedes af Grækerne blot som en
Refleks af den statlige Ordning. Men som eng.
Rets Historie viser, kan der ikke af et Folks
Retslitteratur drages nogen sikker Slutning om
dets Ret. Og den nyere retshistoriske
Forskning, særlig Undersøgelserne af de attiske
Retstalere (Lysias, Isokrates, Isaios, Demosthenes) i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
