Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Græsfamilien - Græsfinker - Græsfrø - Græsgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Plantesamfund, hvor Græsserne (i snævrere Forstand)
ellers ikke er overvejende, saaledes
Bambusarterne, der danner en væsentlig Bestanddel af
tropiske Skove, Alm. Tagrør (kosmopolitisk) i
Rørsumpe og Strand-Sødgræs ell. Krybende
Hvene i Varieteten stolonifera paa Strandenge.
Og endelig er der næppe noget Plantesamfund
(med Undtagelse af Flertallet af dem, der er
bundne til Vand), hvor Græsserne ikke spiller
nogen Rolle for Vegetationens Sammensætning.
Af danske og norske Græsser vokser Flertallet
paa Enge og dyrket Agerjord; en Del i Skove,
andre paa Strandenge, Flyvesandsstrækninger,
i Vandet, til Fjelds o. s. v.
De vigtigste Grupper af Græsser er:
Majs-Gruppen, væsentlig karakteriseret af Majs;
Andropogon-Gruppen, hvortil hører bl. a.
Andropogon og Sukkerrør; Hirse-Gruppen;
Ris-Gruppen, med Ris- og Vandris o. fl.
Slægter; Kanariegræs-Gruppen, hvortil
hører bl. a. Gulaks og Rørgræs;
Hvene-Gruppen, en meget stor Afdeling med
enblomstrede Smaaaks (i Top ell. Dusk), de
vigtigste Slægter er Hvene, Rørhvene, Ræve- og
Rottehale, Hjelme, Stipa o. s. v.;
Havre-Gruppen, Topgræsser, hos hvilke
Yderavnerne er mindst lige saa lange som Smaaakset, og
hvortil hører Slægterne Havre, Runke,
Hestegræs o. fl.; Svingel-Gruppen, den største
af alle, hos hvilke Smaaaksene sidder samlede
i Top og har Yderavner, der er kortere end
Smaaakset, de vigtigste Slægter er Svingel,
Hejre, Hejresvingel, Rapgræs, Sødgræs,
Hundegræs, Tagrør og Kamgræs; Byg-Gruppen,
Aksgræsser, hvortil hører vore vigtigste
Kornsorter, Byg, Rug, Hvede samt Rajgræs,
Marehalm, Kvikgræs o. fl. a.; endelig
Bambus-Gruppen, hvis Slægter alle er træagtige og
mere bredbladede end andre Græsser.
Da Græsserne er de Planter, paa hvilke
saavel Agerbrug som Kvægavl hviler, har de
følgelig været af den største Bet. for Menneskelivets
Udvikling. Næsten overalt er Kornsorterne,
enten Rug, Hvede, Byg, Havre, Ris, Majs, Hirse
ell. Durra, et Hovedfødemiddel for Mennesket,
en lang Rk. Arter tjener til Foder for
Kreaturer, og enkelte, som Sukkerrør, Byg, Hjelme og
Bambus spiller hver for sig en eminent Rolle i
menneskelig Kultur. Se i øvrigt Omtalen af de
enkelte Slægter. — Fossile Græsser.
Mindst siden Tertiærtiden har Græsserne
udviklet sig; bl. de mange fundne og beskrevne
Rester af Græsser menes nogle med god Grund at
kunne henføres til Bambus (sydlige Frankrig),
andre til Tagrør og Arundo. (Litt.: Hackel,
Gramineæ [i Engler og Prantl, »Die natürl.
Pflanzenfam.«, 1887]; Jessen, »Deutschlands
Gräser« [1863]; E. Rostrup, »De danske
Fodergræsser« [1865]; E. Rostrup og J.
Lange, »De danske Foderurter« [1877]; P.
Nielsen, »G.« i »Landbrugsordbogen«; Samsøe
Lund, »Vejledning til at kende Græsserne i
blomsterløs Tilstand« [1882]; C. Raunkiær,
»Danske Blomsterplanters Naturhistorie« [1899];
A. Mentz, »Danske Græsser« [1902];
Samme, »Græsmarksplanter« [1919]).
A. M.
Græsfinker (Poéphila) kaldes en Slægt af
Væverfinkernes (Spermestinæ) store Gruppe;
det er smaa, oftest pragtfuldt farvede Fugle,
levende i Australien; en Del af dem hører til de
mest yndede Burfugle. Navnet har de af den
græsgrønne Farve, som nogle af de smukkeste
Arter har paa Oversiden, men paa en Del Arter
uden Spor af grøn Farve passer det unægtelig
daarligt. De smukkeste Arter er Gould’s
Amandiner, den sorthovede (P.
Gouldiæ Gld.) og den rødhovede (P. mirabilis
Des Murs.), der begge har græsgrøn Ryg,
desuden smukke violette og gule Farver. Navnene
angiver Forskellen paa dem; begge Arter er
først i den sidste Snes Aar blevne indførte i
større Tal til Europa som Burfugle. Til Slægten
hører ogsaa andre alm. holdte Burfugle,
Bæltefinken (P. cincta Gld.), væsentlig med
brune, graa og sorte Farver, og
Maskefinken (P. personata Gld.), brunlig med et sort
Parti om Næbroden, først indført til Europa
1897.
O. H.
Græsfrø, alm. Betegnelse, navnlig i
Handelen samt i Land- og Havebruget, for de dyrkede
Græsarters Frugter, saaledes som de anvendes
til Udsæd. Det er dog ingen Sinde selve det
nøgne Frø, der anvendes, idet dette hos
Græsserne altid er i fast Forbindelse med
Frøgemmet (se Græsfamilien). I nogle Tilfælde,
saasom »nøgent Frø« af Hundegræs,
Eng-Rævehale og Rottehale samt hos Rug, Hvede, nøgent
Byg og nøgen Havre, bestaar det saakaldte Frø
kun af Frugten. Hos Flertallet af de dyrkede
Græsser, saasom Rajgræs, Svingel, Hejre,
Rapgræs, Fioringræs, Rørgræs, normalt hos
Hundegræs, Rottehale, Byg og Havre, »nøgent Frø«,
af Fløjlsgræs o. fl., er Frugten sammenvokset
med ell. varig omsluttet af Inderavnerne. Inden
for disse findes endvidere — oftest meget svagt
udviklet — 1 à 2 Dækskæl, og hos Græsser med
flerblomstrede Smaaaks findes desuden indtrykt
i den øvre Inderavnes Hulning den saakaldte
Bugstilk (Brudstykke af Smaaaksets Akse), der
ved sine særegne, meget konstante Formforhold
i mange Tilfælde afgiver et sikkert
Skelnemærke mellem Arterne. Den nedre Inderavne er
endvidere ofte (hos Italiensk Rajgræs,
Agerhejre, Blød Hejre, Hundegræs, Kamgræs o. fl.)
forsynet med »Stak«. Hos nogle Arter
forekommer endvidere Yderavnerne normalt i blivende
Forbindelse med Frøet, f. Eks. hos Fløjlsgræs
og Rævehale, hos hvilken sidste desuden de to
Grifler er vedvarende. Endelig forekommer hos
enkelte, saasom Draphavre og Gulaks, ofte
tillige hos Agerhejre, Hundegræs o. fl., golde
Blomster i blivende Forbindelse med Frøet.
K. H-n.
Græsgang, et med en hyppigst frivillig
fremvokset (»naturlig«) Vegetation af urteagtige
Planter, overvejende Græsser med en større ell.
mindre Indblanding af Bælgplanter,
Kurvblomster, Skærmplanter o. fl. bevokset Areal, der
ikke er underkastet regelmæssig Dyrkning, og
som benyttes til Afgræsning. Ved sidstnævnte
Forhold adskiller G. sig fra Enge, der
hovedsagelig benyttes til Høslet, og som desuden er
knyttede til nogenlunde fugtig Bund, medens G.
ofte er mere højtliggende og naar deres typiske
Udvikling i Bjergegne. Fra Græsmarker skiller
G. sig ved, at hine udgør Led i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
