Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Ny G. - Historie - Fra c. 1500-1863 - Fra 1860 til Nutiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grund, uden at Regeringen søgte at hindre dem,
indtil Vestmagterne Maj 1854 gjorde en brat
Ende derpaa ved at landsætte et fr.
Troppekorps i Piræus og fremtvinge et
Ministerskifte. Friskarerne kaldtes nu tilbage, men den
fr. Besætning blev liggende i G. indtil Febr
1857. Fra denne Stund ophørte de 3 Partier,
der hidtil havde knyttet sig hver til sin
Stormagt. Snart efter begyndte den tidligere
Sympati for Kongen at afløses af Mistillid og Uvillie;
et Mordforsøg paa Dronning Amalie Septbr
1861 vakte derfor ingen alm. Forargelse. Jan.
1862 tilbød Kongen Admiral Kanaris at danne
et nyt Ministerium; men da denne krævede
Hofkamarillaens Fjernelse og streng Gennemførelse
af det parlamentariske System, afviste Kongen
dette sidste Forsøg paa en mindelig Løsning af
Striden. Kort efter udbrød en Militæropstand i
Nauplia, som vel kuedes, men forblev ustraffet,
og Oktbr en ny paa fl. St. i Landet saavel som
i Hovedstaden. Da Kongen 23. Oktbr kom
tilbage til Athen fra en Lystrejse, var han
allerede afsat og en provisorisk Regering dannet
af Bulgaris, Kanaris og Rufos; han rejste da
bort til Tyskland uden at forsøge Modstand,
og saaledes ophørte det første gr. Kongedømme.
E. E.
Fra 1860 til Nutiden.
Decbr 1862 valgtes ved alm. Folkeafstemning
næsten enstemmig Prins Alfred af England;
man haabede derved at opnaa de ioniske Øers
Tilknytning til G. Men de 3 Beskyttelsesmagter
havde forpligtet sig til ikke at lade noget
Medlem af deres regerende Huse bestige G.’s
Trone, og England henledte — under Løfte om
Afstaaelse af de ioniske Øer —
Opmærksomheden paa Prins Vilhelm af Danmark, der saa
30. Marts 1863 valgtes af den gr.
Nationalforsamling. London-Traktaten (13. Juli s. A.) gav
Valget Beskyttelsesmagternes Sanktion. 5. Oktbr
vedtog de ioniske Øers Parlament Tilslutningen
til G., og Maj 1864 udleverede de eng.
Myndigheder Øerne. Imidlertid var Prins Vilhelm 30.
Oktbr 1864 ankommen til G., og havde besteget
Tronen under Navn af Georg I.
Nationalforsamlingen begyndte 1864 paa Revision af
Forfatningen. Den ny Forfatning, der var færdig
28. Novbr s. A., indførte et Etkammersystem,
idet den afskaffede Senatet. Kongen havde
forgæves modsat sig denne Forandring. Hans
danske Raadgiver, Grev Sponneck, maatte det
følgende Aar opgive sin Stilling under Trykket af
Befolkningens Mistro til de Fremmede. Der
fulgte nu en Række Aar med heftige
Partikampe og stadige Ministerskifter. Partierne var
mindre formede efter politiske end efter
personlige Delingslinier; Politikernes personlige
Ærgerrighed og Interesser, Korruption,
Valgtryk var de Kræftskader, hvoraf det gr.
Statslegeme led, og de Fremskridt, som opnaaedes
i Landets økonomiske Udvikling, særlig i
Søfart og Handel — Landtangen ved Korinth blev
gennemskaaret 1882—93 —, skyldtes for en ikke
ringe Del Kong Georg’s eget Arbejde. For
øvrigt overholdt Kongen altid strengt de
forfatningsmæssige Former. Finanstilstanden vedblev
at være overordentlig slet. G. støttede 1866
Opstanden paa Kreta, der tilsigtede Øens
Forening med Moderlandet, men 1868 stillede
Porten G. et Ultimatum, og en Konference af
Beskyttelsesmagterne i Paris vedtog et Forbud
mod, at G. dannede Bander og udrustede Skibe
til Kamp mod Tyrkiet. G. nægtede at adlyde
og vilde hellere tage en Krig, men det i den
Anledning udskrevne nationale Laan blev en
Fiasko, og et nyt Ministerium (Zaimis’) maatte
give efter for Magterne. Røveruvæsenet
florerede, og et Rovmord paa tre Englændere tæt
uden for Athen medførte store
Erstatningskrav. Den storgr. Tanke, Haabet om
Genopliveisen af det gr. Kejserdømme, trivedes
imidlertid stadig til Trods for de lidet opmuntrende
indrepolitiske Forhold og til Trods for den
Skuffelse, som man led 1870, da der oprettedes
et bulg. Eksarkat, hvorved Bulgarien
unddroges den gr. Gejstligheds Indflydelse. Under
Balkan-Urolighederne 1875 og den deraf i de
flg. Aar opstaaede Krig holdt G. sig i Beg.
udenfor, og først efter Slaget ved Plevna (Jan.
1878) sendtes en lille Hær paa 12000 Mand til
Thessalien; den fik ikke Lejlighed til at
udrette stort; Rusland sluttede Fred med
Tyrkiet, Berlin-Konferencen kom i Stand, og G.
blev her repræsenteret af Delyannis. Man
vedtog, at G. skulde have det meste af Thessalien
og Epeiros. Tyrkiet vægrede sig, og G. rustede
sig til Krig, men sluttelig bragte Vestmagterne
det derhen, at Porten gav efter og 1881 afstod
det meste af Thessalien og det albanske
Distrikt Arta (13200 km2 med 390000 Indb.).
Hermed var Grækerne end ikke tilfredse, og da
Krigen mellem Bulgarien og Serbien udbrød
1885, haabede Ministeriet Delyannis at kunne
fiske i rørt Vande. Men Krigen paa Balkan var
snart forbi, og Magterne tvang G. — sluttelig
ved en Flaadedemonstration og
Blokadeerklæring — til at holde sig i Ro. Dog havde
Frankrig ikke villet være med til at øve Tryk paa
G. De foretagne Rustninger havde imidlertid
bragt G.’s Finanser i en værre Tilstand end
nogensinde, men Situationen forbedredes ikke
lidet i de flg. Aar under Trikupis’ fredelige og
sparsommelige Styre. Men Oppositionen
intrigerede kraftigt og udnyttede bl. a. Uvillien bl.
Folket over, at Regeringen ikke havde støttet
en ny Opstand paa Kreta. 1890 maatte Trikupis
efter Parlamentsvalgene vige Pladsen for
Delyannis. Efter to Aars Forløb faldt denne
intrigante, upaalidelige og anmassende Politiker, og
efter forsk. Omvekslinger kom Trikupis 1893
igen til Magten. Finansnøden var imidlertid
blevet saa akut, at man ikke vidste andet Middel
til at komme over den, end at erklære
Statsbankerot. Renterne blev vilkaarligt nedsatte, og
forsk. Afgifter, der skulde tjene som Garanti
for Laanene, blev inddragne. Denne Begivenhed
var saa lidt som en Jødeforfølgelse paa Korfu
1891 egnet til at stemme Magterne venligt over
for G. Forsøgene paa at indføre ny Skatter
mødtes med en heftig Opposition, men
Finanssituationen vedblev at være fortvivlet, og
hverken Trikupis ell. hans Efterfølgere kunde faa
Bugt med den.
Under disse Forhold udbrød der atter 1896
Opstand paa Kreta. Under voldsomme Kampe
med Muhammedanerne tilrev Oprørerne sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
