Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Ny G. - Historie - Fra c. 1500-1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
regnes 15000 Tyrkere at være omkomne paa
Peloponnes i Løbet af en Maaned, i ell. efter
Kampen. Budskabet om Opstanden vakte i
Konstantinopel rasende Forbitrelse. Paaskedag (22.
Apr.) blev Patriarken Gregorios, fl. andre
Biskopper og mange Præster henrettede under
Paaskud af deres Medvirken, og i Begyndelsen
af Maj blev efter Sultanens Bud 16 Kirker
nedbrudte. Dette gav Signalet til Myrderier og
Plyndringer saavel i Hovedstaden som i andre
store Byer (den blomstrende By Kydonia i
Lilleasien blev helt ødelagt, skønt den gr.
Befolkning havde holdt sig aldeles rolig), og i de
første 3 Maaneder faldt 30000 Grækere som
Ofre for den tyrk. Pøbels Raseri, medens
Kvinderne skændedes og bortsolgtes i Trældom,
aldeles lignende Voldsgerningér, som i senere
Tider øvedes imod Armenierne.
I det første Aars Tid fulgte Heldet saa
temmelig de gr. Vaaben, vistnok nærmest fordi Ali
Pasha’s Opstand holdt en stor Del af den tyrk.
Hær bunden foran Janina. Allerede i den første
større Kamp 24.—25. Maj foran Tripolis
sejrede Grækerne under Kolokotronis over en
overlegen tyrk. Styrke (til Minde rejstes en
Trofæ af 400 Tyrkerhoveder!), og i Løbet af
Sommeren indtoges fl. faste Pladser paa
Peloponnes (Navarino 19. Aug.); endelig 5. Oktbr
Tripolis, hvor over en halv Snes Tusind
Tyrker, Kvinder og Børn deri medregnede, blev
Ofre for Krigens Vildhed. Ved Aarets Udgang
havde Tyrkerne endnu kun 6 Pladser tilbage
paa Peloponnes, og deraf maatte de 26. Jan.
1822 overgive Borgen i Korinth. I
Nordgrækenland lykkedes det vistnok den tyrk. Hærfører
Orner Vrione at trænge gennem Passerne ved
Thermopylai, 4. Maj 1821, hvorefter han lod
den fangne Grækerhøvding Diakøs spidde paa
Pælen; men allerede 20. Maj oprettede
Odysseus dette Nederlag, og 7. Septbr vandt han
en ny Sejr ved Parnassos. Derimod
undertryktes i Novbr Opstanden i Makedonien, og
mange af Munkene paa Athos maatte derefter
udvandre til G. Til Søs gik det ogsaa Grækerne
heldig. Allerede 10. Juni vandt de en betydelig
Sejr ved Lesbos, og da en ny tyrk. Flaade i
Juli løb ud fra Dardanellerne, blev den slaaet
med store Tab ved Samos; endelig sejrede
Grækerne 11. Oktbr ved Zante og hindrede
derved Fjenden i at bringe de indesluttede
Besætninger paa Peloponnes nogen Hjælp. Det
var især Øerne Hydra og Spezzia, som stillede
Skibe til den gr. Flaade. Ved Frihedskrigens
Udbrud var nemlig den overvejende Del af de
gr. Handelsflaade (til Dels væbnede Skibe)
hjemmehørende paa disse Øer, hvis Befolkning
var en Blanding af Grækere og Albanesere,
udvandrede fra Peloponnes efter 1770. Fra Hydra
udgik ogsaa de Mænd, der fortrinsvis
udmærkede sig i Søkrigen, Tumbazes, der førte
Flaaden 1821, og Miaulis, der var hans Efterfølger,
samt Konduriotis. Iveren og Kamplysten var
saa stor, at selv en Kvinde, Enken Laskarina,
ogsaa kaldet Bobolina, førte sit Skib i Kampen.
Ved Siden af Begejstringen viste sig dog
tidlig gl. gr. Skødesynder, baade Letsind,
Egennytte og Splidagtighed. De tyrk. Oplag, som faldt
i deres Hænder, splittedes paa ufornuftig Vis,
saa at de ingen Nytte gjorde i den senere
Kamp, og de Skatte, der røvedes, kom
udelukkende Enkeltmænd til Gode. Værre var det, at
Kræfterne svækkedes ved den stærkt udviklede
Særfølelse hos de enkelte Landskabers
Befolkning og den store Selvraadighed hos
Krigerhøvdingerne, samt den indbyrdes Skinsyge
mellem dem og de saakaldte »Primater«,
Hovederne for de gl. og ansete Slægter. Det blev
derfor meget vanskeligt at tilvejebringe det
Sammenhold og den Enhed i Krigsførelsen,
som var aldeles fornøden over for en saa
overlegen Fjende. For en Tid lykkedes det vel
Demetrios Ypsilanti, Alexander Ypsilanti’s yngre
Broder, der som Hetæriets Repræsentant i Juli
kom til Peloponnes, at blive erkendt som
øverste Hærfører; men han var ikke i Stand til at
hævde denne Stilling i Længden og blev snart
trængt i Skyggen af Alexander Maurokordatos,
der vistnok i sig selv var en betydeligere
Mand. Allerede fra første Færd var der paa
forsk. St. indsat foreløbige Styrelser, og Decbr
1821 dannedes 3 særskilte Regeringer for G.’s
3 Hoveddele, Peloponnes, Øst- og Vesthellas.
Jan. 1822 kom dog en fælles
Nationalforsamling i Stand i Epidauros under Maurokordatos’
Forsæde, og her blev dels G.’s
Uafhængighedserklæring vedtagen (27. Jan.) og et Udkast til
en Forfatning, dels dannet en fælles Regering
og truffet en Fordeling af Myndighederne
mellem de ledende Mænd. Forfatningen var
overmaade frisindet. Den tilstod Trosfrihed (dog
med Udelukkelse af Jøder og Muhammedanere
fra politiske Rettigheder), alm. Valgret og
Valgbarhed, samt udstrakt Trykkefrihed.
Statsordningen var nærmest føderalistisk, men der
blev et fælles lovgivende Raad paa 70
Medlemmer og en Regering paa 5 Medlemmer. I
Spidsen for denne sattes Maurokordatos, medens
Ypsilanti maatte nøjes med at blive Formand
for Raadet. Som ydre Tegn paa, at man brød
med Hetæriet p. Gr. a. dets Forkærlighed for
Rusland, borttog man den sorte Farve fra det
blaa-hvide Banner og ombyttede i Statsseglet
Hetæriets Mærke Føniksfuglen med Athenes
Ugle. Regeringens Sæde forlagdes til det nys
indtagne Korinth, indtil det kunde overflyttes
til Athen, hvis Borg Tyrkerne endnu havde
inde.
Medens Kampen i Frihedskrigens første Aar
faldt gunstig ud for Grækerne, var Heldet
derimod 1822 afvekslende. Det var til stor Skade
for G., at Tyrkerne i Febr fik Bugt med Ali
Pasha og saaledes vandt friere Hænder. Dog
mislykkedes deres gentagne Angreb paa
Sulioterne, og først i Aug. opnaaede de en
Overenskomst med disse, der truedes med
Udsultning, saa at de opgav deres faste Hovedpladser
og drog bort til Kefallenia. Endvidere sejrede
Tyrkerne 16. Juli nær ved Arta, dog kun ved
Forræderi af en albanesisk Høvding, og tvang
Maurokordatos til at kaste sig ind i Mesolonghi,
hvor han forsvarede sig med stor Udholdenhed.
Derimod indtog Grækerne 22. Juni Borgen i
Athen, og da en stor tyrk. Hær under Mahmud
Dramali i næste Maaned uden at finde
Modstand var rykket gennem det østlige Hellas og
ned paa Peloponnes, blev den ved Kolokotronis’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
