Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Historie - 4. Makedonerherredømmets Tid indtil G.'s Underkastelse under Rom (146 f. Kr.) - 5. G. under Rom og det byzantinske Rige (indtil 1204 e. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
snart Herredømmet de fleste Steder og
genindførte de mere aristokratiske Forfatninger. I
Athen fik han Defnetrios fra Faleron indsat til
Styrer (317—307), en Mand, under hvem Athen
i fl. Henseender gjorde store Fremskridt. Han
blev imidlertid fordrevet af Demetrios
Poliorketes, en Søn af Antigonos, en af Alexander’s
Generaler, og denne Mand opnaaede stor
Popularitet ved at genoprette Demokratiet. Tillige
erhvervede han sig Herredømmet i adskillige
Søstæder; han erobrede Kypros (306), men
maatte derimod opgive Belejringen af Rhodos
(304). Paa samme Tid havde Kassandros
erobret Boiotien, men Demetrios, som i Korinth
var blevet udraabt til Feltherre over alle
Grækerne (303), drev ham tilbage. Slaget ved Ipsos,
hvor Antigonos faldt (301), var imidlertid et
haardt Stød for ham; Athen vilde ikke mere
have med ham at gøre, men han bevarede
endnu sin Magt paa Havet, og senere lykkedes det
ham igen at faa Magten i Athen o. fl. a. gr,
Landskaber, ja endog i Makedonien (294). Men
ogsaa denne Gang blev hans Herredømme kun
af kort Varighed; Athen gjorde sig atter
uafhængigt (omtr. 287), og kort efter faldt
Demetrios i Fangenskab paa et Krigstog i
Lilleasien, men hans Søn Antigonos Gonatas beholdt
Boiotien og en Del af Peloponnes. En stor
Fare truede kort efter G. ved Gallernes
Indfald (279), men de blev snart forjagne, og
Antigonos blev derefter Konge i Makedonien. Vel
blev han fortrængt af Epeiroterkongen Pyrrhos,
men da denne var faldet paa et Tog til
Peloponnes (272), hvor navnlig Spartanerne gjorde
tapper Modstand imod ham, fik han Magten
igen og gjorde sig snart ogsaa til Herre over
Athen, som efter en haardnakket Modstand
(den chremonideiske Krig), og uagtet
det understøttedes baade af Sparta og af
Ægypten, igen maatte finde sig i at tage imod en
makedonisk Besætning (omtr. 262).
Der var dog andre Dele af G., som i højere
Grad bevarede deres Uafhængighed, navnlig de
Landskaber, der sluttede sig til det ætoliske
og det achæiske Forbund, som
efterhaanden fik stor Indflydelse. Det sidstnævnte
Forbund kunde især takke Sikyoneren Aratos
for den Bet., det fik. Ham lykkedes det at faa
de makedoniske Besætninger fordrevne baade
fra Korinth og fra Athen og at bevæge de fleste
Stater paa Peloponnes til at slutte sig til
Achæerne. Men imidlertid var der ogsaa opstaaet
en Bevægelse i Sparta, hvor Kongerne Agis III
og senere Kleomenes III havde gennemført
betydelige sociale Reformer og hævet
Kongemagten paa Eforernes Bekostning. Da Sparta
derefter søgte af udvide sit Magtomraade, blev
Achæerne nødte til at søge Hjælp hos den
makedoniske Konge Antigonos Doson og igen
overlade ham Borgen ved Korinth. Efter at være
slagne ved Sellasia blev Spartanerne da nødte
til at holde sig inden for deres Grænser (221),
men Makedonerne havde nu igen Overmagten i
G. Sammen med Achæerne førte de en fleraarig
Krig mod Ætolerne og Spartanerne, hvis Land
blev hærget i stor Udstrækning, men 217
sluttedes der Fred i Naupaktos. Men et Par Aar
efter begyndte Krigen paa ny og fik nu større
Bet. derved, at Romerne deltog i den paa
Ætolernes Side. Kong Filip af Makedonien
kæmpede heldig mod Ætolerne, medens Achæerne,
som efter Aratos’ Død lededes af Filopoimen,
mest vendte sig mod Sparta, hvor Machanidas
og senere Nabis havde opkastet sig til
Tyranner. Denne Krig endte 205.
Et Par Aar efter gav Filip’s Overgreb mod
forsk. gr. Fristater Romerne Anledning til at
sende en Hær til Makedonien. Efter Slaget ved
Kynoskefalai (197) maatte Filip afstaa alle sine
Besiddelser i G., hvorefter Romerne skænkede
dem Friheden (196). Det var lykkedes dem at
vinde Achæerne, hvem de hjalp imod Sparta,
som blev nødt til at slutte sig til Forbundet
(192); men Ætolerne, som havde deltaget i
Krigen paa Roms Side, blev snart misfornøjede
med deres Forbundsfæller og indkaldte Kong
Antiochos af Syrien. Romerne slog ham
imidlertid ved Thermopylai (191) og undertvang
derefter Ætolerne (189). Snart opstod der ogsaa
et spændt Forhold mellem Romerne og
Achæerne, og da Rom igen kom i Krig med Makedonien
(171), sluttede mange Grækere sig til
Makedonerne. Efter at Romerne havde slaaet den
makedoniske Konge Perseus ved Pydna (168),
blev Makedonien opløst i fire Republikker, og
en Mængde Grækere, som mistænktes for at
have holdt med Makedonerne, førtes til Italien.
Ogsaa den blomstrende Handelsstat Rhodos,
som i lang Tid havde holdt sig uafhængig, og
som hidtil havde holdt med Romerne, blev
straffet, fordi den havde vist sig mindre
paalidelig, og Romerne begunstigede nu Delos, som
snart blev Rhodierne en farlig
Handelskonkurrent. Da Romerne efter et Oprør i Makedonien
havde underlagt sig dette Land helt og gjort
det til Provins (148), søgte de ogsaa at svække
det achæiske Forbund ved at forlange, at
Sparta og nogle andre Stater skulde udtræde
deraf. Da Achæerne ikke vilde gaa ind derpaa,
blev de overvundne af Romerne, og den rige
Handelsstad Korinth blev erobret og ødelagt,
hvorefter det achæiske Forbund blev opløst
(146). I de enkelte gr. Stater indførtes der
aristokratiske Forfatninger, og i de fleste indre
Anliggender beholdt de formelt deres
Uafhængighed, idet G. ikke saaledes som Makedonien
blev gjort til en rom. Provins; kun Distrikterne
omkr. Korinth, Theben og Chalkis blev
Romerfolkets Ejendom. Men i Virkeligheden var Roms
Indflydelse raadende paa alle vigtigere
Punkter, og den makedoniske Statholder havde det
øverste Tilsyn med G., ligesom ogsaa de fleste
gr. Stater maatte yde en Afgift til Rom.
Faktisk, om end ikke formelt, er G.’s Uafhængighed
endt med Aaret 146.
5. G. under Rom og det
byzantinske Rige (indtil 1204 e. Kr.).
Under det rom. Herredømme nød G. en langt
større Fred end nogen Sinde tidligere, men
forskaanedes ganske vist ikke helt for Krig.
Saaledes sluttede fl. gr. Stater sig til Kong
Mithradates af Pontos i hans første Krig mod
Romerne (88—84), og Sulla maatte et Par Aar
kæmpe i G. Efter en længere Belejring
erobrede han Athen; Byen blev plyndret, og mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
