Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Historie - 2. Perserkrigene og Athens Glansperiode (indtil 404 f. Kr.) - 3. Sparta's Kamp om Overherredømmet Makedoniens voksende Indflydelse (indtil 338 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spidsen for Flaaden. Men Spartanernes
Admiral Lysandros opnaaede, understøttet af
Perserkongens Søn Kyros, store Fordele; Athenerne
afsatte atter Alkibiades, og da til sidst
Lysandros havde ødelagt hele den atheniske Flaade
ved Aigospotamoi (405), var alt Haab ude.
Spartanerne belejrede nu Athen, som efter nogle
Maaneders Forløb blev nødt til at overgive sig.
Der blev endelig sluttet Fred, hvorved
Athenerne blev tvungne til at nedrive
Fæstningsværkerne om Peiraieus og de lange Mure
mellem Peiraieus og Athen samt slutte sig til det
spartanske Forbund, medens deres eget
Forbund blev opløst (404).
3. Sparta’s Kamp om
Overherredømmet og Makedoniens voksende
Indflydelse (indtil 338 f. Kr.).
Spartanerne havde angivet det som deres
Formaal at befri alle gr. Stater, men i
Virkeligheden gik deres Bestræbelser ud paa at
skaffe sig selv Herredømmet over dem. Derfor
søgte de nu overalt, hvor de kunde, at styrke
de aristokratiske ell. oligarkiske Bevægelser,
som paa mange Steder havde rejst sig.
Lysandros havde saaledes faaet indført Regeringer af
10 Mænd i de fleste af de Stater, som havde
hørt til det atheniske Forbund, og i Athen selv
blev der indsat en Kommission paa 30 Mænd,
som skulde føre Regeringen. Deres grusomme
Adfærd mod Modpartiet bevirkede ganske vist
snart deres Fald og Demokratiets Genindførelse
i Athen (403), men de fleste andre Steder i G.
holdt Oligarkiet sig.
De gr. Stæder i Lilleasien var ved den
peloponnesiske Krig for en stor Del komne under
Perserne igen, men nu gjorde dog Spartanerne,
som ved at understøtte Kyros paa et Tog imod
hans Broder Perserkongen havde lagt sig ud
med denne, et Forsøg paa at befri dem. En
spartansk Hær kæmpede i fl. Aar i Lilleasien
og vandt, især under Anførsel af Kong
Agesilaos, adskillige Fordele; men da saa en Del
Stater i G., navnlig Theben, Athen, Korinth og
Argos, rejste sig mod Sparta i Forbund med
Perserne, maatte Agesilaos vende tilbage. I
denne saakaldte korinthiske Krig
(395—87) vandt Spartanerne ganske vist fl. Sejre i
selve G. (saaledes ved Koroneia 394), men
imidlertid gik deres nylig erhvervede
Søherredømme tabt, da en pers. Flaade under Atheneren
Konon ødelagde den spartanske Flaade ved
Knidos (394). Athenerne begyndte derefter igen
at gøre Skridt til at erhverve sig Herredømmet
over Øerne i Ægæerhavet og over
Landskaberne ved Hellespont, men herved skaffede de sig
paa ny Perserne til Fjender, hvortil det ogsaa
bidrog, at de understøttede Kong Euagoras paa
Kypros i en Opstand imod dem. Der skete da
en Tilnærmelse mellem Sparta og Persien, som
i Fællesskab fik tilvejebragt den
antalkidiske Fred, hvorved Persien fik Magten over
de lilleasiatiske Stæder, medens i øvrigt alle gr.
Stater skulde være uafhængige. Athen beholdt
kun Øerne Imbros, Lemnos og Skyros, men
maatte opgive de andre nys erhvervede
Landsdele (387). Sparta havde herved vundet en stor
Sejr, som det gjaldt om hurtig at benytte. I
Henhold til Bestemmelsen om, at alle gr. Stater
skuldd være uafhængige, fik det fl. gr.
Statsforbund opløste, deriblandt det boiotiske, hvori
Theben havde Forsædet, medens den arkadiske
By Mantineia ligefrem blev ødelagt, og
Indbyggerne tvungne til at flytte ud i Landsbyer
(385), og overalt, hvor det lod sig gøre,
indførtes oligarkiske Forfatninger. Endog til
Makedonien udstrakte Sparta sin Indflydelse: Olynth
paa den chalkidiske Halvø blev tvunget til at
opgive sit Herredømme over de omliggende
Stæder, som til Dels kom under Makedoniens
Herredømme (omtr. 380).
Det blev imidlertid Theben, der kom til at
sætte en Grænse for Spartas Vilkaarlighed.
Ogsaa her havde Spartanerne med Magt faaet
indført et oligarkisk Regimente (383 ell. 382), som
de søgte at opretholde ved Hjælp af en milit.
Besætning i Borgen Kadmeia, men de
thebanske Demokrater under Ledelse af Pelopidas fik
med Understøttelse fra Athen denne Regering
styrtet og tvang Spartanerne til at forlade
Borgen (379—78). Det kom derefter til Krig imellem
Sparta og Theben, og Athen deltog i Beg. deri
paa Thebens Side og benyttede Lejligheden til
igen at skaffe sig et Søforbund, hvori det dog
ikke var saa ubetinget Herre som i det
tidligere. Da Sparta gik ind paa at anerkende
dette Forbund, kom det til Fred imellem Sparta
og Athen (371), men med Theben opnaaedes
ikke Enighed, da Sparta ikke vilde anerkende
dets Herredømme over Boiotien, som
Thebanerne igen havde bemægtiget sig. Da Krigen
derfor fortsattes, led Spartanerne et afgørende
Nederlag ved Leuktra (371), hvilket havde til Følge,
at Thebanerne under Anførsel af Epameinondas
trængte. ind paa Peloponnes og understøttede
en Rejsning af en stor Del af de Folkestammer,
som hidtil havde maattet lyde Spartanerne. Der
dannedes saaledes et Forbund af alle Arkadere
med den nyanlagte Hovedstad Megalopolis, og
ligeledes blev det gl. Messenien genoprettet,
hvorved Sparta kom i en meget mislig Stilling.
Theben nøjedes imidlertid ikke med at gribe
aktivt ind i Forholdene paa Peloponnes; ogsaa
i Thessalien gjorde det sin Magt gældende; men
da det endog søgte at vinde Herredømmet paa
Havet, opnaaede det kun at drive Athen over
paa Sparta’s Side, samtidig med, at der paa
Peloponnes begyndte at vise sig Tegn paa
Misfornøjelse med Thebens store Indflydelse. Da
saa Pelopidas var faldet i Thessalien (364), og
Epameinondas i det store Slag ved Mantineia
(302), var det snart forbi med Thebens
Magtstilling; det opgav nu ethvert Forsøg paa at
blande sig i de andre Staters Forhold.
Men ikke alene Theben gik stærkt svækket
ud af Krigen, ogsaa de andre gr. Stater var
efterhaanden komne i en sørgelig Forfatning.
Sparta vedblev stadig at gøre frugtesløse
Forsøg paa at vinde Herredømmet over
Peloponnes tilbage, og Athen var ikke længere i Stand
til at holde sit Søforbund sammen, men maatte
efter en fleraarig Krig erkende fl. af de
betydeligste Forbundsstater for uafhængige (355). De
langvarige Krige havde medført en økonomisk
Tilbagegang overalt; mange søgte deres
Underhold ved at tage Tjeneste som Lejetropper, ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
