Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Latinskole; hans hist. Sans blev saa slap, at
endogsaa Napoleon’s Eventyrtog til Ægypten gled
ubemærket forbi ham. Oktbr 1800 tog han
Eksamen Artium, men Studenteraarene bragte
ingen væsentlig Forandring. Han havde ganske
vist adskillige »Interesser«: Holberg og Wessel
var- hans poetiske Mønstre; han forsøgte sig
som Komediedigter og fik et Stykke forkastet
ved det kgl. Teater. En Bekendt gjorde ham
opmærksom paa Edda’erne, Sagaerne, Snorre
og Sakse. Men intet af dette greb ham med
Begejstringens levendegørende Magt. I Kirke
gik han ikke, og Teologi studerede han kun
efter Forældrenes Ønske.
Skærtorsdags-Kampen 1801 gjorde intet dybere Indtryk paa ham,
og skønt Steffens’ Forelæsninger bragte Røre i
hans Sind, viste Virkningerne deraf sig dog
først senere. Han endte sin akademiske
Løbebane »uden Aand og uden Tro«. Efter at have
taget Attestats Oktbr 1803 opholdt han sig
nogen Tid først i Udby, senere hos sin Broder
Otto, Præst i Torkildstrup paa Falster. I denne
Tid skrev han bl. a. nogle »nordiske
Fortællinger« i Suhm’s Smag. Plan hørte endnu til 18.
Aarhundrede.
Maj 1805 fik han Plads som Huslærer paa
Egelykke paa Langeland. Allerede den første
Sommer følte han sig stærkt fængslet af Husets
Frue, Constance Leth. Dette fik Bet. for hans
flg. Udvikling. Den haabløse Kærligheds Smerte
optøede Isskorpen om hans kolde, matte
Hjerte og gjorde det modtageligt for dybe
Indtryk. Gennem Fru Leth førtes han til den
tyske Litt., til Goethe og Schiller, til Fichte og
Schelling. Og saa fik han Sommeren 1806 fat
paa Oehlenschläger’s »Poetiske Skrifter« (1805);
de greb ham, fyldte ham, og de vendte hans
Blik mod Nordens Oldtid. I »Minerva«
indrykkede han to Afh.: »Lidet om Sangene i Edda«
(Septbr 1806) og »Om Asalæren« (Maj 1807).
Den sidste, en kort Fremstilling af
Nordboernes Gudetro, er skrevet ud af den dybeste
Betagethed og et aandfuldt Syn paa de gl. Myter.
Efter at han Foraaret 1808 var vendt tilbage
til Kbhvn, kom saa (s. A.) »Nordens Mytologi«.
Denne Bog danner et Vendepunkt i den mytol.
Forskning. Den betegner Romantikkens
Opfattelse af Mytologien som en poetisk-symbolsk
Iklædning af Folkets Livsanskuelse. G. var, som
han selv siger, »Hælvten Skjald og Hælvten
Bogorm«. Det mærker man ogsaa lige fra Beg.
af hans Forfatterbane. De ovenn. Arbejder er
en Blanding af poetisk Skuen og videnskabelig
Forskning. Derfor laa det ham nær at behandle
vor Oldtid, dens Myter og Sagn, rent digterisk.
Allerede paa Langeland gjorde han fl. Tilløb
dertil. 1808 meddelte han i »Indbydelse til gl.
Nordens Venner« en Plan om »i en fortløbende
Række at fremstille de betydningsfuldeste
Optrin af Nordens Helteliv«. 1809 udkom »Optrin
af Kæmpelivets Undergang i Nord«, og 1811
(men opr. digtet tidligere) »Optrin af Norners
og Asers Kamp«. Staar end G. tilbage for
Oehlenschläger i den poetiske Skildrings Fylde
og Anskuelighed, saa er han paa den anden
Side mere hjemme i nordisk Aand og
Tankegang. Dog formaar han ikke, lige saa lidt som
Oehlenschläger, at finde den rette
Udtryksform for dem: Replikskiftet har ikke den
ægte Saga-Klang, og de gl. Helte holder
undertiden religionsfilosofiske Foredrag. — I dette
Tidsrum drives G. af en mægtig Begejstring
dybere og dybere ind i Nordens Oldtid. Hans
Grebethed er saa inderlig, at den næsten kan
faa et religiøst Anstrøg (jfr Digtet »Gunderslev
Skov«).
Jævnsides med denne
videnskabelig-poetiske Udvikling var der begyndt en
religiøs. Hans første Vækkelse paa Langeland
havde en noget panteistisk Farve (jfr Digtet
»Strandbakken«: »Aanden oplukked’ sit Øje
o. s. v.«). Han prædikede nogle Gange under
sit Ophold paa Egelykke; Standpunktet er
endnu 18. Aarh.’s Rationalisme. Men allerede hans
Afh. »Om Religion og Liturgi« (1807), der er
paavirket af Schelling’s Naturfilosofi, peger ud
over Rationalismen. Han fremhæver her, skønt
taaget og uklart. Daab og Nadver som de to
Hovedpunkter i den kristne Liturgi. Han er
ikke naaet til Kristendommen, men han er paa
Vandring i Retning af den. »Han er blevet
primsignet« (F. Nielsen). Denne poetisk-filos.
Religiøsitet smeltede uden Vanskelighed
sammen med hans Begejstring for Nordens
Oldtid: »Høje Odin! hvide Krist! slettet ud er
eders Tvist«, synger han i »Maskeradeballet i
Danmark« (1808). Men gradvis arbejder den
religiøse Kerne sig frem gennem det
poetisk-filos. Hylster. Hans Fader ønskede ham til
Kapellan, og Apr. 1810 holdt han sin
Dimisprædiken, som han straks efter udgav under Titlen
»Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?«
Nogle kbhvn’ske Præster, der følte sig angrebet
i den, indgav en Klage over ham.
Myndighederne forhandlede længe om Sagen; endelig
12. Jan. 1811 stod G. bleg og anstrengt i
Konsistoriumssalen for at modtage en
Irettesættelse. Det var dog ikke Frygten for den, som
havde gjort ham bleg; men i Mellemtiden var
der foregaaet en betydningsfuld Omvæltning i
hans Udvikling. Han var 1810 i stærk religiøs
Gæring; Sagen med Dimisprædikenen havde
øget den og tillige kaldt en Kampstemning op
i ham. Saa sidder han en Dag i sit Værelse
paa Valkendorf’s Kollegium og læser i
Kotzebue’s »Preussens Historie«. Han kommer til et
Sted, hvor den rationalistiske Forf. havde
plantet »en af sine Giftblomster« under »det visne
Kors«. Harmfuld slynger han Bogen fra sig og
springer op »som grebet af en mægtig Aand,
der kaldte ham til Reformator«. Derpaa fulgte
et Par Maaneders »stolt, men stille Sværmeri«,
i hvilke han »bad og grublede over, hvordan en
Reformation, især med Pen og Blæk, i vore
Dage lod sig udføre«. Dette »Sværmerliv« gav
sig Udtryk i en lille Digtsamling »Nytaarsnat
ell. Blik paa Kristendom og Historie«, med en
mærkelig Fortale. Det hedder bl. a. her: »Paa
Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket
Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg
stande; jeg vil udspænde for den sit eget Billede,
og ved Siden vil jeg stille to luende Blus:
Herrens Ord og de forbigangne Tiders
Vidnesbyrd«. G.’s Standpunkt er ejendommeligt: han
er dybt grebet af Begejstring for
Kristendommen som den største Aandsmagt i Verden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
