Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grot, Jakob Karlovitsch - Grote, George - Grotefend, Georg Friedrich og Karl Ludwig og Hermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dmitrijev« (1866), »Filologiske Undersøgelser«.
Materialer til en Ordbog over det russ. Sprog
og til dets Grammatik og Historie« (1873, 2.
omarb. Udg. 1876), »Katarina II i hendes
Brevveksling med Baron Grimm« (1880—81) o. fl.
Arbejder om Katarina II, »Den russ.
Retskrivning« (1885), hvori han fremsatte Ideer, der
efterhaanden er blevet alm. anerkendte, og
»Puschkin, hans Kammerater og Lærere paa
Lyceet« (1887). I forsk. Tidsskriftart. har G.
arbejdet paa at gøre sine Landsmænd kendt med
Sverige og sv. Litt., og han offentliggjorde 1841
en Overs. af Tegnér’s »Frithiofs saga« med en
Indledning om Livet i det gl. Skandinavien. Af
den ny Udg. af det kejserlige Akademis russ.
Ordbog har han udg. de to første Hæfter (1891
og 1892). G.’s hist. Kommentarer til de af ham
udgivne Værker og Brevvekslinger er
fortrinlige og udtømmende, og hans filologiske
Undersøgelser af det russ. Sprog har været
bestemmende for den nyere russ. Retskrivning.
(W. Gerstenberg). H. C-e.
Grote [grout], George, eng. Historiker, f.
ved Beckenham i Kent 17. Novbr 1794, d. i
London 18. Juni 1871. Da G. var 16 Aar, anbragte
Faderen ham i en Bank; men G., der fra Skolen
medbragte stor Lærelyst, anvendte sit Otium
til filos., klassiske og økonomisk-politiske
Studier, hvis første Frugt var en politisk Pjece,
Statement of the question of parliamentary
reform (1821), hvori hans stærkt frisindede
politiske Opfattelse viste sig. Allerede nu omgikkes
han med Tanken om at skrive Grækenlands
Historie, men foreløbig maatte denne Plan hvile
for mere praktiske Hverv. Dels arbejdede han
ivrig for Oprettelsen af en moderne Højskole i
London, dels lagde hans Virksomhed i Banken,
bl. hvis Ledere han nu var optaget, og hans
Deltagelse i det politiske Liv stærkt Beslag
paa hans Kræfter. Efter Valgreformen
indvalgtes han 1832 i Parlamentet som en af Citys
Repræsentanter og beholdt sit Sæde indtil 1841,
da han nedlagde sit Mandat for helt og
uforbeholdent at kunne ofre sig til sit Livs
Hovedværk, Grækenlands Historie, hvorfor han ogsaa
1843 opgav sin Bankvirksomhed. De to første
Bd udkom 1846 og modtoges med udelt Bifald,
der ligeledes blev det øvrige Værk til Del; dets
12. og sidste Del, der slutter med Alexander
den Store’s Samtidige, udkom 1856. G.’s
dybtgaaende filos. Studier, hans Erfaringer som
Politiker og praktisk Finansmand gav ham et
mægtigt Forspring for den Stuelærde og gjorde
ham særlig skikket til at trænge til Bunds i
mangfoldige Sider af det gr. Folks Liv. Selv
om derfor adskillige af hans Domme er blevne
underkendte og mange af hans Resultater
omstødte, staar History of Greece dog stadig som
et ikke senere naaet Mønsterværk. Saa snart
G. havde fuldendt sin »Historie«, begyndte han
at ordne sine Optegnelser om Plato og
Aristoteles, thi en Skildring af disses Virksomhed
betragtede han som et nødvendigt Supplement.
Aristoteles traadte dog efterhaanden mere i
Baggrunden, og først 1865 udkom Plato and
the other companions of Socrates (3 Bd, 5.
Udg. 1888). Hans Arbejdskraft forblev
usvækket, og endnu som 70-aarig kunde han opfylde
en kær Pligt ved at udgive sin Lærer James
Mill’s Analysis of the phenomena of the human
mind i Forening med Sønnen, Stuart Mill. Som
Filosof udmærker G. sig ved en høj Grad af
Klarhed og Besindighed. Han staar nærmest
paa den saakaldte Positivismes Standpunkt, og
i Etikken hævder han Utilitarismens
Anskuelser. Hans vigtigste Skr herom er de efter hans
Død udgivne Minor works with critical
remarks (1873) og Fragments on ethical subjects
(1876). Ogsaa hans Interesse for London
University, i hvis Stiftelse han havde saa stor
Andel, forblev usvækket; han udnævntes til
dets Vicekansler og valgtes 1868 til Præsident
for en lignende Institution, The University
College, ligesom han ogsaa var knyttet til
British Museum. Derimod afslog han den
Peerværdighed, Gladstone 1869 tilbød ham. Han
begravedes i Westminster-Abbediet. Efter hans
Død udgaves Aristotle (1872). G.’s Levned, The
personal life of G. G. (London 1873), er skildret
af hans Hustru, Harriet G., (1792—1878),
hvem han ægtede 1820.
M. M.
Grotefend [gro.təfænt]. 1) Georg
Friedrich, tysk Filolog og Orientalist, f. 9. Juni
1775 i München, d. 15. Decbr 1853 i Hannover,
studerede klassiske og østerlandske Sprog i
Göttingen, hvor han 1797 blev Lærer ved
Gymnasiet. 1799 udgav han: De Pasigraphia s.
Scriptura Universali og forsøgte derpaa at decifrere
Kileskrifterne fra Persien, hvoraf man takket
være den af den danske Regering til
Østerlandene sendte Carsten Niebuhr’s omhyggelige
Afskrifter nu havde paalidelige Gengivelser. Det
lykkedes ham her at lægge Grunden til en
videnskabelig Tydning af Kileskrifterne ved at paavise,
at den første af de tre Kolonner, hvori alle
Indskrifterne var afdelte, var affattet i et
oldpersisk Sprog, og at de Konger, som havde
ladet Indskrifterne indhugge, ikke kunde være
andre end Dareios I og hans Søn Xerxes. G.
decifrerede endvidere de Tegn, hvormed disse
Kongers Navne var skrevne. Sit Arbejde, som
han 1800 indgav til Videnskabernes Selskab i
Göttingen, blev trykt 1802 som Tillæg til
Heeren’s »Ideen«. G., der 1803 blev Prorektor og
1807 Konrektor ved Gymnasiet i Frankfurt,
kaldtes 1821 til Hannover som Rektor for
Gymnasiet, hvilket han forestod til 1849. Da G. ikke
formaaede at decifrere andre Tegn i de pers.
Kileindskrifter end de Tegn, der fandtes i de
to nysnævnte Kongenavne, vendte han sig atter
til de klassiske Sprog og kastede sig særlig over
den lat. Grammatik og udgav 1823—24 en ny
omarbejdet Udg. af Wenk’s Grammatik. Tillige
optog han Studiet af de olditaliske Indskrifter,
som han bragte ikke lidet fremad. Han udgav
fl. Skr, af hvilke maa nævnes Rudimenta
linguæ Umbricæ (1835—38 i 8 Hæfter), Rudimenta
linguæ Oscæ (1839) og »Zur Geographie und
Geschichte von Altitalien« (1840—42). Da
Rasmus Rask siden havde vidst at føre
Decifreringen af den pers. Kileskrift et vigtigt Skridt
videre, tog G. atter fat paa Kileskriften, baade
den pers. og den bab., og udgav fl. Afh. om
disse Emner, bl. a. »Neue Beiträge zur
Erläuterung der persepolitanischen Keilschrift« (1837);
»Zur Erläuterung der babylonischen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
