Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grévy, Jules - Grew, Nehemiah
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Flertallet havde klaget over en formel Afgørelse fra
hans Side. Kort efter udgav han et Flyveskrift,
Le gouvernement nécessaire, der bestemt
udtalte sig for den konservative Republik og
Thiers’ fortsatte Styrelse. Han kæmpede senere
djærvt mod Monarkisternes reaktionære Planer
og stemte mod Septennatet. Febr 1875 vilde
han heller ikke, saaledes som de fleste
Republikanere gjorde, stemme for den ny
Forfatning, fordi den alt for lidt svarede til, hvad
der burde være den rette Ordning. Han blev
alligevel Formand i det nyvalgte
Deputeretkammer, og da Thiers døde Septbr 1877 midt
under Kampen mod de forenede Monarkister,
blev G. straks udpeget af Gambetta til Fører
for det samlede republikanske Parti og til Tegn
herpaa valgt i Paris i Thiers* tidligere Kreds;
han foretrak dog sin gl. Valgkreds i Dept Jura.
Ligesom han i Foraaret havde advaret sine
Partifæller mod at afvige fra Lovligheden, gav
han i Decbr Præsident Mac Mahon det samme
Raad. Da denne endelig saa sig nødsaget til at
træde tilbage, valgtes G. 30. Jan. 1879 til
Præsident i hans Sted med 563 Stemmer af 713
stemmende Medlemmer af begge Kamre.
Han viste sig ogsaa denne Tillid fuldt værdig
og var et Mønster paa et Statsoverhoved, som
ikke skulde styre personlig. Han bøjede sig
strengt for det parlamentariske Systems Krav
og gjorde derved Forfatningen til en Sandhed,
men øvede dog ikke ringe Indflydelse paa de
skiftende Ministerier ved sit Maadehold og sine
kloge Raad; samtidig førte han en stille, men
virksom Kamp mod Gambetta’s Indflydelse,
fordi han nærede stor Mistillid til dennes
»Eventyrpolitik«. I Frankrigs Forhold udadtil var
hans Klogskab af stor Bet., saaledes over for
Paven og over for den sp. Kong Alfons XII
1883, og det var nærmest hans Koldsindighed,
der standsede Boulanger’s krigerske Lyster
1887. Han var nemlig, skønt henved 80 Aar gl,
28. Decbr 1885 blevet genvalgt til Præsident,
idet alle republikanske Grupper samledes om
ham. I Folket var der derimod opkommet
Misnøje mod ham, netop for hans ringe Lyst til
personlig Optræden og det afgjort borgerlige
Præg, som var over hele hans Færd; særlig
bebrejdede man ham hans Sparsommelighed
som et upassende Kniberi. Hans lange, tro og
dygtige Virksomhed i Republikkens Tjeneste
havde dog fortjent en bedre Afslutning. Da det
Efteraaret 1887 kom for Dagens Lys, at hans
Svigersøn, Wilson, havde misbrugt sin Stilling
til at drive Handel med Ordener, blev G.’s
store Føjelighed over for ham dadlet, især fordi
han viste en haardnakket Ulyst til at ville fæste
Lid til de rejste Klager. Skønt han i
Virkeligheden ingenlunde mistænktes for Medskyld, blev
Uvillien dog saa stærk, at alle Republikanerne
enedes i Kravet om hans Afgang, og at alle
Førerne derfor nægtede at være hans Ministre,
Han nødtes derfor 1. Decbr til at nedlægge sin
Værdighed — som det hed i hans
Afskedsbudskab — uden personlig Beklagelse, men ikke
uden Bekymring, fordi Præsidentens
Myndighed svækkedes ved det saaledes øvede Tryk, og
Forfatningen selv led derunder. Han trak sig
derefter tilbage til sit Fødested. Da han et Par
Aar senere døde, holdtes hans Jordefærd her
med stor Højtidelighed paa Statens Bekostning.
Et Mindesmærke rejstes 1893 i Dôle. 1888
udkom en Samling af G.’s Discours politiques et
judiciares i 2 Bd (Litt.: A. Barrou, J. G.
[Paris 1879]).
Hans yngre Broder, Albert G., (1824—99)
var først Sagfører i Besançon, blev 1870
Regeringskommissær i Dept Jura og valgtes 1871 til
Nationalforsamlingen, 1876 til Deputeretkamret
og 1880 til livsvarig Senator. Marts 1879 blev
han Guvernør i Algier — som den første
Civilguvernør —, men viste ikke særlig Dygtighed
paa denne Post og blev Novbr 1881 tilbagekaldt.
Han var en af de 5 Senatorer, der Decbr 1892
anklagedes som delagtige i Panama-Skandalen,
men frikendtes efter Undersøgelsen.
E. E.
Grew [gru.], Nehemiah, eng.
Planteanatom, (1628—1711), helligede sig
Lægevidenskaben og bot., navnlig planteanatomiske Studier,
og blev Sekretær ved Royal Society. G.’s
videnskabelige Produktion er ikke stor, men han
hører p. Gr. a. et eneste af sine Skr til
Botanikkens Koryfæer, nemlig den berømte Anatomy of
plants begun with a general account of
vegetation founded thereupon (1671). Man befandt
sig dengang i Mikroskopiens Barndom. Robert
Hooke havde 1667 opdaget Cellestrukturen hos
Plantevæv, men Stængelens, Bladenes og de
øvrige Organers Sammensætning var aldeles
ukendt. Undersøgelser af denne Art ved
Mikroskopets (dengang endnu forholdsvis primitive)
Hjælp laa paa en Maade i Luften; og omtrent
samtidig blev Afh. om Planternes Struktur
indleverede til Royal Society i London fra de to
Mænd, som vi maa betegne som
Planteanatomiens Fædre, nemlig Italieneren Malpighi
og G. Samme Dag, paa hvilken G. forelagde
Selskabet sin Afh. trykt, 7. Decbr 1671, efter at
hans Manuskript var indleveret Maj s. A.,
forelagdes ogsaa Malpighi’s Arbejder, der er dateret
Novbr 1671, i Manuskript. Senere
offentliggjordes de mere udførlige Værker; G.’s Anatomy
of plants, ved hvis Udarbejdelse Forf. har kendt
og benyttet Malpighi, udkom først 1682. Medens
vi i den moderne Forskning paa dette Omraade
gaar ud fra Cellebegrebet, især efter at vi af
Mohl har lært at lægge Tyngdepunktet i den
levende Plasmakrop (se Celle), lagde
Malpighi og G. fortrinsvis Vægten paa Beskrivelsen
af de grovere anat. Forhold, Bark, Bast, Ved og
Marv, hvortil saa de finere Strukturforhold, som
vi nu vilde kalde de histologiske, først sekundært
slutter sig, for saa vidt som Datidens mindre
fuldkomne Instrumenter overhovedet tillod
deres Behandling. Det er hovedsagelig de døde
Cellehinder, han studerer, deres Konfiguration
paa fine Længde- og Tværsnit, samt, hvad der
undrer os noget, naar vi nutildags læser hine
gl. Værker, deres »Sammensætning« af Fibriller
ell. »Traade«, en datidig Anskuelse, hvortil de
selv ved svagere Forstørrelser iagttagelige
Skruekars let sig løsnende Fortykningslister
havde givet Stødet, og som holdt sig i de flg.
Hundrede Aar, lige til den moderne Histologis
Morgenrøde i 19. Aarh.’s Beg. G. knytter i sin
Fremstilling mangfoldige teoretiske Diskussioner
til Beskrivelsen af det iagttagne og søger ad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
