Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grégoire, Henri - Gregor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kultusfrihed bragt til Sejr. Han fik Negerslaveriet
ophævet og søgte samtidig at faa Negrene
kristnede, han sørgede for Skolevæsenets
Opkomst, lod oprette Biblioteker rundt i Landet,
fik oprettet det fr. Institut og arbejdede for en
international Sammenslutning af alle
Videnskabsmænd og Forf. Mange Kunstværker
reddede han fra Revolutionens Rasen, han opfandt
Navnet Vandalisme (Rapports sur les
destructions opérées par le vandalisme (1794]). For at
genoplive den gl. gallikanske Kirke fik han
sammenkaldt Nationalkonciler 1797 og 1801, men
dette Arbejde blev forstyrret ved Konkordatet
af 1801 mellem Bonaparte og Pave Pius VII (se
Gallikansk Kirke). Følgen af nævnte
Konkordat var, at G. maatte nedlægge sit
Bispeembede, men han blev ved at betragte
sig som retmæssig Biskop. Under Direktoriet i
var G. Medlem af de 500’s Raad, under
Konsulatet var han Præsident for den lovgivende
Forsamling, som 3 Gange maatte præsentere
ham som Medlem af Senatet, før Bonaparte
vilde udnævne ham til Senator (1801). Under
Kejserdømmet blev G. sine gl. Idealer tro; han
ækledes ved at se Konventets værste
Skraalhalse i Støvet for Kejseren, og han vilde ikke
bære den Grevetitel, som Napoleon skænkede
ham. Under Bourbon’er ne var han lige saa
standhaftig; 1819 blev han valgt til Medlem af
Kamret, men Royalisterne fik nægtet ham
Adgang og udslettet som Medlem af det fr.
Institut. Til sin Død holdt han fast ved den kat.
Kirkes Tro, men han vilde ikke give Køb over
for Ultramontanismen. G. døde efter at have
modtaget den sidste Olie til Trods for
Ærkebiskoppens Forbud, og der var tre Præster,
som havde Mod til at assistere ved Begravelsen.
Over 20000 Mennesker fulgte hans Baare til
Kirkegaarden Montparnasse. (Litt.: Hip.
Camot, Notice historique, hvori findes G.’s
egne Memoirer [Paris 1839]; A. Gazier,
Henry G. i Revue historique, 8. og 9. Bd
[1878—79]; Maggiolo, La vie et les œuvres de
l’abbé G. [Nancy 1885]).
L. M.
Gregor, 16 Paver af dette Navn.
1) Gregor I, den Store (590—604). G. fødtes
i Rom c. 540; han var af en gl fornem Slægt;
Faderen, Gordianus, var Senator, Moderen,
Sylvia, gik efter sin Mands Død i Kloster og blev
senere helligdømt tillige med sin Mands to
Søstre. G. fik samme Uddannelse som de
andre fornemme unge Romere; Retsstudiet
indtog en fremragende Plads, men han havde
mest Lyst til at fordybe sig i Augustin o. a.
kirkelige Forf., ligesom hans Hu mere stod til
den stille Ensomhed end til Verdenslivet. 30
Aar gl udnævntes han af Kejser Justin til
Præfekt i Rom; men efter sin Faders Død
oprettede han for største Delen af sin Arv 6 Klostre
paa Sicilien og eet i Rom, i hvilket sidste han
selv gik ind som Munk. C. 577 blev han en
af Romerkirkens 7 Diakoner, og 579 sendte
Pave Pelagius II ham som Apokrisiarius til
Konstantinopel, hvor han røgtede sit Hverv til
alles Tilfredshed indtil 585, da han vendte
tilbage til Rom og blev Abbed for det af ham
selv stiftede Kloster. 590 blev han enstemmig
valgt til Pave, og imod sin Tilbøjelighed tog
han mod Valget — sukkende sagde han ofte
senere: »Jeg elskede Rachel (det beskuende
Liv), men jeg fik Lea (det arbejdsomme Liv)«.
Under fortvivlede Forhold overtog han Papatet:
Longobarderne stod uden for Roms Mure, Pest
og Hungersnød herskede inden for, Tugten var
i Forfald, og de rom. Bispers gl. Navn havde
mistet en Del af sin Glans. Ved G.’s Geni
ændredes snart alt. Han fik Longobardernes
Konge, Agilulf, til at skaane Rom, med den
longobardiske Dronning Theodelinde stod han
i stadig Brevveksling, og ved hendes Hjælp
fik han de arianske Longobarder gjort til
Katolikker. Ved venlige Breve og smaa
Opmærksomheder fik han Fyrsterne til Venner, og
Kejserhoffet i Konstantinopel var lige saa
imponeret af hans Venlighed som af hans
Fasthed. Med sine egne og Kirkens Midler, som
han styrede som en klog Husholder, afhjalp
han Folkets Nød, og han genoprettede Tugten
bl. Præsterne. Skismatikerne tog han strengt
paa, hvorimod han var forholdsvis mild mod
Jøderne. Han grundede den angelsachsiske
Mission og fik Kristendommen indført paa Corsica.
Med Patriarken i Konstantinopel laa han i
Strid, fordi denne kaldte sig »økumensk
Patriark«, i hvilken Titel der laa en Udfordring
til den rom. Biskop, der som Skt Peter’s
Efterfølger hævdede sig en Stilling, der svarede til
denne Titel; G. kaldte sig i Modsætning dertil
for servus servorum Dei (Guds Tjeneres
Tjener). Han søgte at knytte Kristenhedens Bisper
til sig ved at sende dem Palliet, og utrættelig
hævdede han Roms Primat. — Om G.’s
Skarpsyn vidner hans Forhold til Munkene, som han
vilde uddanne til en staaende Hær for Paven;
hans Ideal var Benedikt fra Nurcia, hvis
Levned han skrev. I St f. den »ambrosianske
Kirkesang« indførte G. den saakaldte
»gregorianske Kirkesang«, selv skrev han Salmer.
Liturgien ændrede han. Hans dogmatiske Bet.
er den, at han for første Gang hævdede
Nadveren som en ublodig Gentagelse af Kristi
Offerdød og udviklede Læren om Skærsilden og
de dermed sammenhængende Sjælemesser; han
fremmede Helgen- og Relikviedyrkelsen. G.’s
Regula pastoralis (Hyrdebog) var gennem flere
Aarh. en Rettesnor for Romerkirkens Præster.
Han staar som den fjerde og sidste af de
vesterlandske Kirkefædre og som den første
Pave i egl. Forstand — med den ene Side vendt
mod Oldkirken, med den anden mod
Middelalderen. G.’s Værker er udg. af
Maurinerne (4 Bd, Paris 1705) samt i Migne,
Patrologia latina (75.—79. Bd) og i Jaffé, Regesta
Pontif. Rom. I, S. 143 ff. (Leipzig 1885). (Litt.:
Wolfsgruber, »G. der Grosse« [2. Udg.,
Ravensb. 1897]; Clausier, St Grégoire le
Grand [Lille 1887]; F. H. Dudden, Gregory
the Great [I—II, London 1905]; W.
Stuhlfath, »G. I der Grosse. Sein Leben bis zur
seiner Wahl zum Papste nebst einer
Untersuchung der ältesten Viten [Heidelberg 1913]).
2) G. II (715—31) var Romer og
Benediktinermunk. Som Pave traadte han op mod
den billedfjendske Kejser Leo og søgte sin
Støtte hos Frankerne mod Longobarderne, hvis
Konge, Luitprand, han fik til at skaane Rom.
Han tog sig af Bonifacius’ Mission i Tyskland
og holdt overalt et vaagent Øje med, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
