Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gravmæle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gravvaser, ikke at forstaa som Askeurner, men
enten som Olieflasker (Lekythoi) ell. som
Vandkar (Lutrophoroi), der brugtes ved Brudebadet
og derfor forbeholdtes dem, som døde i ugift
Stand. Meget yndede var ogsaa Steler af lgn.
Dimensioner som de gammelattiske, men mere
arkitektonisk udformede og i Reglen kronede
af en Palmette ell. en gavlagtig Afslutning.
Baade Vaser og Steler er jævnligt smykkede
med Smaarelieffer, som nu viser os fl. Figurer
i indbyrdes Sammenspil, og netop den
helleniske Interesse for Skulpturen førte til, at
Stelen gjordes bredere, og at den, med Bevarelse
af en beskeden arkitektonisk Ramme,
forvandledes til et stort Relief, hvis Figurer fylder
hele Fladen (I, Fig. 2). Mellem disse Relieffer
findes de ypperste Repræsentanter for attisk
G.-Skulptur; selv haandværksmæssige, i
Enkelthederne flygtige Arbejder kan være prægede af
ædel Smag. Ofte ser vi den Døde afbildet i sin
daglige Syssel, den lille Pige med sin Dukke,
den unge Mand med Gymnastikerens Olieflaske
og Skrabejern, Haandværkeren ved sit Arbejde,
Soldaten i Kamp. I Gruppereliefferne faar
Sorgen ved Dødens Skilsmisse et behersket,
kunstnerisk dæmpet Udtryk; den gl. Fader ser
bedrøvet paa sin unge Søn; Slægtninge rækker
hinanden Haanden til den sidste Afsked,
saaledes som den Døende efter gr. Skik gjorde
det paa Dødslejet. Men lige saa lidt som der
er stærk Portrætlighed, lige saa sjældent er
Dødsscenen realistisk gengivet. De, der døde
i ældre Alder, afbildedes gerne siddende, de
unge derimod staaende, som skulde de drage
bort paa en lang Rejse. Stundom er den Døde
ved at tilhylle sit Hoved; Kvinderne ifører sig
deres Smykker; de Efterlevende lægger
sørgende Haanden til Kinden. I det enkelte kan
Forklaringerne af Figurernes Sammenspil volde
Vanskelighed, og ikke altid opklares de ved de
korte Gravskrifter, der indeholder nogle
Afskedsord ell. lader Graven tale til den
Forbivandrende. — Henimod Aar 300 f. Kr. sluttede
den attiske G.-Kunsts herlige Blomstring ret
brat; under Athens Tilbagegang kunde
Tyrannen Demetrios foreskrive, at man nu paa
Gravene kun maatte anbringe en lille Søjle, et
Bord ell. en beskeden Tavle, og denne
Forordning blev mærkelig nok overholdt.
Ved Siden af disse attiske G. fandtes i
Hellas andre Former. Berømt er den taarnhøje
Gravbygning, som Mausollos, Kariens Hersker,
lod sig bygge ved Hjælp af gr. Kunstnere og
Haandværkere, og efter hvilken lgn. mægtige
Gravanlæg har faaet deres klassiske Navn,
Mausoleum. I hellenistisk Tid rejstes i det hele
hyppigt kapel- ell. husagtige Gravbygninger, og
samme pragtelskende Periode kendte ligeledes
Sarkofager, der ikke sænkedes i Jorden, men
kunde staa frit, paa een Gang Grav og G.
Sarkofagtypen, der utvivlsomt skyldes ægypt.
Paavirkning, forædledes ogsaa af den gr. Kunst;
dens Sider og Gavle smykkedes med Relieffer,
medens Laaget formedes som et Tempeltag.
Skønnest er den saakaldte Alexander-Sarkofag,
fundet i Fyrstegravene i Sidon, men udført af
en gr. Kunstner c. 320 f. Kr. (smlg. I, S. 472).
Trods stærk Paavirkning fra Hellas havde
Etrurerne kun ringe Interesse for
Mindesmærkerne over Jorden; de kunde vel bruge
Gravtavler ell. Steler, men disse er i Reglen
ganske smaa og uanselige, f. Eks. en lille rundet
Sten paa et profileret Fodstykke, og ligesom
Ægypterne lagde de Hovedvægten paa
Gravkamrets Indre. Allehaande Vaaben og
Nyttegenstande, selv Møbler, fulgte de Døde med i Graven.
Hvad enten Gravrummet muredes eller
huggedes ned i den bløde Klippegrund, dannedes
det som en Efterligning af de Levendes
Boliger; Lofternes Bjælkekonstruktioner
eftergjordes i Stenen, Væggene smykkedes med
Malerier, og langs dem indrettedes Bænke, hvorpaa
Askebeholderne ell. Kisterne kunde opstilles.
Ogsaa paa selve disse anvendtes megen Omhu;
de ældste, runde Urner kunde have Laag,
formede som Menneskehoveder, og staa paa
Fodstykker i Form af Kubestole; senere formede
man gerne Kisterne som Sarkofager af Sten
ell. Ler, hvis Forsider smykkedes med
allehaande Relieffer, medens der paa Laaget
modelleredes liggende Portrætfigurer af den
Afdøde. Udførelsen kan ofte være raa og
ubehjælpsom, men er stundom præget af en
forbavsende Realisme. Indskrifterne nøjes i
Reglen med blot at meddele Navne (I, Fig. 3).
Ligesom Etruskerne brugte Romerne
Ligbrænding og Ligbegravelse jævnsides hinanden,
og først i 2. Aarh. e. Kr. gik Brændingen helt
af Brug. Da de etrurisk-italiske Traditioner
yderligere mødtes med Paavirkninger fra
Hellas og Orienten, blev Romernes Gravformer
mange og forskelligartede. Ligesom i Hellas
fulgte Gravene Vejene uden for Byerne
(Gravgader, Via Appia), og da Samfundets Vækst
havde fremtvunget Brugen af underjordiske
Massebegravelser, Columbarier for Askeurner
og Katakomber for ubrændte Lig, anlagdes
ogsaa disse uden for Stæderne. Selve Urnerne
kunde være smykkede og have Form som et
lille Hus. Sarkofagerne, der paa Republikkens
Tid kun brugtes sjældent, smykkedes fra først
af kun ornamentalt (som, f. Eks. Scipio
Barbatus’ Sarkofag fra 3. Aarh. f. Kr.), men i 2.
Aarh. e. Kr. blev de overvældende hyppige, og
de store Marmorkister (II, Fig. 1) smykkedes da
med vrimlende Figurrelieffer, forestillende
allehaande mytol. Scener, som ofte kun har fjern
og usikker Forbindelse med deres egl.
Bestemmelse. I Modsætning til de gr. har de rom.
Sarkofager i Reglen fladt Laag og nøgen
Bagside; de er ligesom, de etruriske beregnede til
Opstilling inde i Gravrummene. Kejsere som
Augustus og Hadrian rejste sig vældige
kredsrunde Mausoleer (Moles Hadriani, Engelsborg);
et Stormandsmausoleum af samme, opr.
etruriske Grundform er Cecilia Metella’s ved Via
Appia. Berømt er ogsaa Cestius-Pyramiden,
hvis ægyptiserende Form dog kun forekommer
sjældent. I Reglen er de mindre rom. Gravhuse
enten simple firkantede Rum, der kan være
kronede af en taarnagtig Overbygning (Juliernes
Monument i S. Rémy), ell. hele Smaatempler,
med Søjler og ydre Trappe (Templum dii
Rediculi i Rom) ell. Forstørrelser af G. i
snævreste Forstand. Disse sidste kan være virkelige
Gravaltre med Gydehul til Drikoffer, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
