Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gravemaskiner - Gravemus ell. Kamrotter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ældste engelske Maskine, bygget af Ruston,
Proctor & Co. (Lincoln), havde et fast
Kranstativ med drejelig Udlægger, saa Gravningen
kunde føres i alle Retninger inden for en
Halvcirkel, og den fyldte Skovl svinges ud over en
Læssetragt ved Siden af Maskinen. Fig. 2 viser
denne Type, der var den første Skovlmaskine,
som anvendtes i Danmark i 1890 ved
Forlægningen af Slagelse Jernbanestation. Den ældste
amerik. Maskine (Osgood) var, om end med
store Forskelligheder i Detaillerne, bygget efter
samme Princip med faststaaende Maskine og
drejelig Kran; men ved alle nyere Maskiner,
den amerik. Osgood, de eng. Witacker- og
Wilsonmaskiner, er Kran, Maskine og Kedel fast
monterede paa en fælles Platform, der er
drejelig i Forhold til Undervognen, saaledes at hele
Maskinen svinges rundt, naar Graveretningen
skal forandres ell. Skovlen aflæsses. Man opnaar
derved en bedre Kontrabalancering ved Hjælp
af Kedel og Maskindele mod Kranudlægger,
Skovl og Gravningsmodstand, som virker
sammen til Væltning af Maskinen.
Den bevægelige Forbindelse mellem
Skovlskaft og Kranudlægger blev oprindelig
tilvejebragt paa den Maade, at der til Skovlskaftet
var fæstet en Tandstang, som kunde forskydes
ved Hjælp af et Drev paa Kranen, ell. en Kæde,
som var lagt om en Kædetromle paa
Udlæggeren og strammet ud langs Skaftet og fastgjort
i begge Ender. Skaftet kunde da svinges om
Drevets ell. Kædetromlens Akse og skydes ud
og ind ved dens Drejning, men Rystelserne fra
Skovlen overførtes saa kraftigt gennem
Skaftets Forbindelse med Kranen, at det gav
Anledning til mange Reparationer. Wilson
indførte en elastisk Ophængning, idet Skovlskaftet
gennem en Vinkelvægtstang skydes ud og
trækkes ind af et Dampstempel, saaledes at alle
Smaabevægelser af Skovlen kun gennem
Damppuden bag Stemplet kan paavirke Maskineriet.
Konstruktionen har dog den Ulempe, at
Grænserne for Skovlens Bevægelse indsnævres
temmelig stærkt, hvilket ikke forringer dens Evne
til at grave, men gør det nødvendigt, at
Aflæsningen skal foregaa nær ved Maskinen.
Fremskridtene ved Jernets Forædling har medført,
at man i Tyskland ved Bygning af
Skovlmaskiner har kunnet genoptage
Tandstangsforbindelsen, og ved samtidig at gøre Skovlskaftet
længere har man opnaaet, at Skovlen kan løftes
højere og føres længere ud til Siden under
Aflæsningen, saa Vognene kan holde paa et Spor
uden for Afgravningen langs dens Rand, i
Stedet for i Bunden, saa Læssesporet straks kan
føres forbi Maskinen og Rangeringen foretages
med et Lokomotiv, som skyder Vogntoget frem,
medens man maa anvende Mandskab og Heste,
naar en enkelt Vogn ad Gangen skal skydes
hen under Læssetragten. Da hertil let kan
medgaa 8—10 Mand og 1—2 Heste, betyder den
større Bevægelighed af Skovlskaftet et
væsentligt Fremskridt. Læssetragten kan undværes,
idet Bundklappens Lukning er ændret saaledes,
at Klappen bevæges ved en Tandbue og et Drev,
saa den aabnes langsomt, hvorved Jordens Fald
forsinkes og Stødet mod Vognen dæmpes.
Selve Maskinen kræver 2 à 3 Mand til
Betjening samt under Flytninger et Par Mand til
Omlægning af Maskinsporet; dette bestaar af
korte Skinnestykker paa tætliggende Sveller,
som flyttes fra Bagsiden til Forsiden af
Maskinen, hver Gang denne skal skydes frem; den
ruller da paa sine Hjul drevet ved egen
Maskinkraft. Under Gravningen bliver den
fastspændt paa Sporet med Trykskruer for at staa
sikkert.
En Skovlmaskine paa c. 10 H. K. med en
Skovl, der rummer 1 m3, kan gennemsnitlig
præstere et Tag med Skovlen pr Minut, altsaa
et Skovlvolumen af 600 m3 i 10 Timer. Med en
Fyldningsgrad af c. 0,4 for haard Jord og c.
0,9 for let Jord og den sædvanlige Udvidelse
ved Jordens Løsning kan man paaregne en
Jordmængde maalt i Graven paa henh. c. 150 og c.
430 m3, altsaa c. 1,5 og c. 4,3 m3 pr H. K.-Time.
Da Maskinerne uden besværlige
Forberedelser han benyttes til forholdsvis snævre
Gennemskæringer i kuperet Terrain, har de fundet
udbredt Anvendelse ved Jernbaneanlæg.
Sporanlægget til hurtig Fremskaffelse af tomme
Vogne til Læsning af Maskinen er lige saa
vigtigt for dennes fulde Udnyttelse som god
Konstruktion og Betjening, men Sporanlægget
varierer stærkt med Terrainforholdene og er ikke
nogen integrerende Del af Gravemaskinen, men
vel af Maskingravningen. Under særlige
Forhold, hvor den af Maskinen udgravede Jord
kunde oplægges umiddelbart ved Siden af
Udgravningen, f. Eks. ved Kanalarbejder (Chicago
drainage canal 1893), har man bygget særlige
Maskiner, Ophejsningsramper ell.
Transportbaand til Aflejring af Jorden og kombineret
dem med en Dampskovl til et organisk
sammenhørende Gravemaskineri. Til
Rendegravninger ved Kloak- ell. Dæmningsanlæg har man
ligeledes anvendt spec. Gravemaskiner
(Ekskavatorer) byggede som Spandkædemaskiner, hvis
Kranudlægger og Spandslæde ligger i Flugt med
Maskinsporet, saaledes at Maskinen udgraver
Renden i sit eget Spor, medens Jorden ad
Slidsker føres til Siden og midlertidig oplægges som
Volde, der atter fyldes i Renden, naar
Ledningen er lagt.
A. L-n.
Gravemus ell. Kamrotter (Ctenomys),
en lille sydamerikansk Gnaverslægt, der
indenfor Pigrotternes Gruppe (Hystricomorpha)
hører til Fam. Octodontidæ. De ligner i
Udseende en Del Rotter, men har korte Ører, skjulte
i Pelsen, kort og ret tyk, næsten nøgen Hale
og ret store, spidse Kløer, navnlig paa
Forpoterne. Gnavetænderne brede, Kindtænderne
rodaabne. Patterne sidder højt, paa Siden af
Kroppen. 5 Tæer, der over Kløerne bærer stive
Børster; saadanne findes ogsaa paa
Fodsaalernes Kanter. De lever et underjordisk Liv, idet
de graver Gange i Jorden for at søge Løg og
Knolde, som de fortærer og samler til
Vinterforraad. Optræder ofte i uhyre Mængde og
underminerer da Jorden vidt og bredt, hvorved
de bliver farlige for de Rejsendes Heste, idet
disse pludselig jager Benene ned i deres dybe
Huller. Udbredt i 4 Arter fra Brasilien lige ned
til Magalhaens-Strædet. Mest kendt er
Tukotuko’en (C. megellanicus), hvis Navn skal
gengive den Lyd, Dyret udstøder, og som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
