Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gran (Slægt af Granfamilien)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paavirkes den ofte af stærk Udtørring i det
tidlige Foraar, idet de fjorgamle Naale fordamper,
inden Roden kan optage tilstrækkeligt Vand
fra den kolde Jord; Følgen bliver en
Afblegning af Naalene, de ældste falder kort efter af,
medens de yngre almindeligvis faar den rette
Farve igen. I Forbindelse hermed staar det, at
Rødgranen ikke kan vokse i de Lande, hvor
Vinteren er saa mild, at der ikke indtræder
nogen Hvileperiode. Sen Nattefrost i
Forsommeren kan afsvide de nysudviklede Skud.
Vinterkulden derimod taaler den meget godt
selv i høje Bjerge, naar blot Jorden ved et
Snedække er skærmet mod meget stærk
Afkøling; paa de mest udsatte Steder, saaledes
ogsaa i det høje Norden, gaar de Skud, som rager
op over Sneen, vel ofte ud, men dette synes
mere at skyldes en Udtørring end den stærke
Kulde. Over for Blæsten staar Rødgran sig
kun daarlig; p. Gr. a. sin fladtstrygende Rod
væltes den let af Stormen, ligesom den tynde
Stamme ofte knækker; Grenene bliver tørre i
Vindsiden, og Højdevæksten hemmes kendelig;
hertil kommer, at de unge Skud, især
Topskuddet, er overordentlig ømtaalelige for
Berøring; enhver lille Kvist ell. endog blot et
Blad, som i nogen Tid gnides op og ned ad et
saadant Skud, medfører, at Naalene falder af,
Barken dør, og Skuddet bøjer sig ell. gaar helt
ud oven over Berøringsstedet. Ogsaa
Jordbunden under Rødgran tager let Skade af Blæsten,
saaledes at der udvikler sig en Mordannelse.
Med Hensyn til Jordbunden er Rødgran
nøjsom, den kan trives og danne sluttede
Bevoksninger selv paa magert Sand; dog svinger
baade Tilvæksten og end mere den Størrelse,
Træerne i det hele naar, meget med
Jordbundens Godhed og dens Indhold af Vand; paa
stift Ler er Væksten dog kun nogenlunde, og
paa vaad, mager Tørvejord er den til Dels
ringe, men især meget uens for de forsk. Træer
i samme Bevoksning. Rødgranen hemmes ikke
kendelig af Bøgemor, hvorimod den aldeles ikke
kan trives i Lyngmor; paa fast, muldfattig Bund
staar den almindeligvis ogsaa længe i Stampe.
Rødgranen er maaske det af vore Skovtræer,
hvis Fjender har allerstørst Betydning, thi
ikke blot har den overordentlig mange, men de
optræder ogsaa ofte ligefrem hærgende.
Hjortevildtet bider de unge Skud, især
Topskuddet, om Vinteren, og Raabukken »fejer«
paa Planterne om Foraaret; paa sine Steder
skræller Kronvildtet Barken af de ældre,
oprensede Træer, hvorved Stammens nederste
Del bliver ødelagt som Gavntræ. Musene gør
vel ikke stor Skade paa Rødgran, idet
Markmusen kun sjælden gnaver Barken af de unge
Planter, men Rødmusen kan dog ødelægge en
Del Frø. dels ved at gnave Koglerne, dels ved
at hjemsøge Saabedene i Planteskoler. Egernet
og af Fuglene Korsnæb og Spætter
ødelægger ogsaa en Mængde Kogler, men mest er
Frøet dog udsat for at blive ædt af Finker o.
l., som endog tager de nyspirede Planter, saa
længe Frøskallen endnu sidder paa Kimbladene.
Af Insekterne er der overordentlig mange,
som angriber Rødgranen. Endnu medens
Koglen hænger paa Træet, søges den hyppig af
Sommerfugle (Tortrix strobilana og Phycis
abietella), hvis Larver æder Frøet og gnaver
sig ind i Kogleaksen; de syge Kogler falder
tidlig ned og kendes paa, at de ofte er
misdannede, plettede og har Harpiksudsvedninger.
For den unge Plante lige fra Spiringen til omtr.
det 6.—7. Aar er Oldenborrelarven en slem
Fjende, idet den overgnaver Roden, men ogsaa
forsk. andre Insekter kan gøre Skade her,
saaledes nogle Biller, Hylesinus cunicularius og end
mere Hylobius abietis, der som udviklede
Insekter gnaver Barken af Rod og Stamme,
hvorved Planterne ofte helt ødelægges. Mest i en
lidt senere Alder misdannes Skuddene,
undertiden ogsaa Topskuddet, ved Angreb af en
Bladlus (Chermes abietis), Barken svulmer op, og
Skuddet bøjes (se Fig. 1). Efter at Slutning er
indtraadt, og G. har begyndt at rense sig, ser
man ofte hvide Striber og Pletter paa Barken;
de hidrører almindeligvis fra Harpiks, som
flyder ud af nogle Huller i Barken, hvor Larven
af en lille Sommerfugl (Tortrix pactolana)
lever; Toppen kan gaa ud, naar Angrebet bliver
meget stærkt. Rødgranens Naale ædes af forsk.
Insektlarver, saaledes Bladhvepser (Nematus
og Lyda) og Sommerfugle (Liparis monacha);
især den sidste, »Grannonnen«, har anrettet
uhyre Ødelæggelser i Mellemeuropas
Granskove, idet Træerne gaar ud efter at være
blevne afnaalede. Endnu skal anføres, at
talrige Træbukke og Barkbiller (Hylesinus micans
og Tomicus typographus) hjemsøger
Rødgranens Stamme, dog mest efter at Træet forud
er blevet svækket paa anden Maade. I
Danmarks Skove har Snyltesvampe meget
mere end Insekterne hærget Rødgranen. Langt
de vigtigste er flg. 3: Honningsvampen
(Armillaria mellea) har ofte dræbt over Halvdelen af
de unge G., som er plantede paa tidligere
Bøgearealer; derimod optræder den kun spredt i
Grankulturer paa andre Arealer.
Rodfordærveren (Polyporus annosus) gaar fra Roden op i
Stammen og gør denne kerneraadden
(»rødmuldet«), oftest uden at dræbe Træet; den synes at
komme tidligst og udbrede sig stærkest paa
tidligere Agerjord, men optræder for øvrigt paa
alle Jordarter og ofte i en saadan Udstrækning,
at kun en ringe Brøkdel af Bevoksningens
Træer bliver uangreben. Naalene dræbes af
Lophodermium abietis, som vel oftest holder sig til
de fjorgamle ell. ældre Naale, men især paa
Steder med fugtig, stillestaaende Luft ogsaa
angriber de ny Naale og derved dræber Træet;
i Løbet af faa Aar kan en Bevoksning blive helt
ødelagt af denne Svamp, som breder sig
hurtig. Af de talrige andre Snyltesvampe, som
angriber Rødgran, er endnu ingen optraadt i saa
stor Udstrækning, at det har alm. økonomisk
Bet. — Det fældede og tildannede Ved
ødelægges paa fugtige Steder let af Hussvamp
(Merulius lacrymans); i halvtør Tilstand hjemsøges
det ofte stærkt af Træbukke og Barkbiller.
I dansk Skovbrug er Rødgranen en ny
Træart, idet den blev indført af v. Langen fra
Tyskland 1763 sammen med Ædelgran, Skovfyr
og Lærk. Siden da er den bleven stadig mere
og mere brugt, saa den nu er den vigtigste
Naaletræart og dækker største Delen af de godt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
