Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - arabisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Metaforer og pragtfulde Billeder minder levende om,
hvad vi træffer hos Victor Hugo (jfr Dieterici’s
Udgave af Mutanabbi’s Diwan [Berlin 1861]). De
senere Perioder har ikke noget betydeligt Navn
at opvise undtagen i Spanien, hvor en større
Friskhed og Originalitet gør sig gældende.
Hvorledes den spansk-arabiske Poesi forholder sig
til de kristne Troubadourers Frembringelser, og
om der virkelig mellem Andalusien og Provence
har fundet en Vekselvirkning Sted, som man
tidligere var tilbøjelig til at antage, er et Punkt,
hvorover man endnu ikke er naaet til
tilstrækkelig Klarhed.
Den i Østen stadig overhaandtagende Kunstlethed
naar sit Toppunkt i de saakaldte Makamer,
der næsten mere hører ind under Retorikken
end under Poesien. Makamerne er Noveller, der
affattedes udelukkende med Formen for Øje;
man valgte et almindeligt banalt Sujet og
overbroderede dette med alle de sproglige Finesser,
Paronomasier, Rimslyngninger og grammatiske
Spidsfindigheder, som det arabiske Sprogs
umaadelige Rigdom gav Anledning til. Makame-Digtningen
har adskillige Navne at opvise lige ned
til vor Tid; de betydeligere Virtuoser i denne
Retning er Hamadani og fremfor alle Hariri (d.
516 ɔ: 1122 e. Kr.); hans Makamer er udgivne
af de Sacy (Paris 1822) og med en mesterlig
Sprogbehandling oversatte af Rückert i »Die
Verwandlungen des Abu Zeid von Serug«
[Stuttgart 1826].
Ved Siden af den i bunden Stil affattede Litt.
samles der efterhaanden ogsaa en Skønlitteratur
i Prosa. Allerede paa Profetens Tid omtales
persiske Eventyr som alm. udbredte, og med den
for Orientalerne ejendommelige Forkærlighed til
at indklæde sine Lærdomme i Fabler og
Allegorier vinder ogsaa Indholdet af de berømte
indiske Fabelbøger Pantschatantra og Hitopadesa
Udbredelse; fra Persisk oversættes disses
Fabler paa Arabisk af Ibn-al-Mukaffa i Midten af
8. Aarh. under Titlen Kalilah wa Dimnah
(udg. af de Sacy, Paris 1816). Noget senere
overføres ogsaa de gamle indiske og persiske
Eventyr, der kom til at udgøre den ældste Kerne af
den berømteste af alle arabiske Bøger »Tusind
og een Nat«. Under Kaliferne i Bagdad føjes
stadig ny Eventyr ind i den foreliggende Ramme,
og den sidste Forøgelse modtager Samlingen
efter dens Overførelse til Ægypten, hvor den
omtrent ved 14. Aarh. modtager den endelige Form,
hvori den nu foreligger. Temmelig betydningsløs
er den lille Fabelsamling, der tillægges den vise
Lokman, og som kun indeholder Bearbejdelse af
Æsop.
Ved Siden af disse fra Udlandet stammende
Samlinger har vi et Par nationale Helteromaner,
Fortællingen om Antarah, Fortællingen om Saif
dzul-Jasin og Fortællingen om Sultan Bibars. Den
første af disse, en af de blandt Araberne selv
mest populære Bøger, indeholder en idealiseret
Skildring af Beduinlivet med al dets Heltemod,
Ridderlighed og Elskovstroskab, der er
personificeret i den gamle Ørkendigter Antarah Ibn
Shaddad af Stammen Banu Abs og hans Elskede,
Abla. Ved stadige Tilføjelser er denne Bog
efterhaanden svulmet op til 32 Bd (Kairo 1286).
Den moderne Skønlitteratur indskrænker sig
til saa godt som intet. Fortællingerne i »Tusind
og een Nat« tillige med enkelte andre
Fortællingscykli, om Abu Zed, om Beni Hilal o. s. v.,
er de lavere Klassers alm. Underholdning om
Aftenen paa Kaffehusene. En ny, selvstændig
Produktion er der ikke Tale om. Ogsaa af den
egl. Folkepoesi er der kun meget lidet; det
bedste er de saakaldte Mawawil,
Smaasange af erotisk Indhold. Af denne for
Beduinerne og Stadboerne fælles Digtart, der som al
Folkedigtning bevæger sig i meget simple
Former, har Wallin, Wetzstein og Sachau samlet
en Del (se »Zeitschr. der deutschen morgenl.
Gesellschaft«, Bd VI og VII og Berlin-Akademiets
Afh. for 1889).
Et eneste Spor har man i den nyarabiske Litt.
til, at der maaske vil komme en ny Udvikling,
der med Benyttelsen af det moderne Sprog vil
rive sig løs fra den Tvang, som den sejge
Vedholden ved de overleverede Former og
Forestillinger hidtil har lagt paa al a. L.; dette
bestaar i en fri Bearbejdelse, som Ægypteren
Muhammed Bey Osman (f. 1245 ɔ: 1829) udgav
1890 af fire af Molière’s Komedier, og hvor en
stor Originalitet og Aandrighed har forbundet
sig med en forbavsende Lethed i at benytte det
i Litt. saa godt som ukendte vulgære Sprog; den
videre Udvikling af dette og den haarde Kamp,
det vil komme til at bestaa med Klassicitetens
Tilhængere, er imidlertid noget, som endnu
hører Fremtiden til.
Grammatik og Leksikografi
hører til de Videnskaber, der tager deres
Udspring fra Studiet af Koranen. Den Dialekt,
hvori denne var skrevet, var selvfølgelig kun et
forsvindende Mindretal af de Tilhængere, den
ny Religion hurtig vandt sig, fortrolige med, og
efterhaanden som Tiden gik, fjernede det alm.
Talesprog sig ogsaa mere og mere fra Koranens
Sprog. Et filologisk Studium af dette blev derfor
snart en uundgaaelig Nødvendighed for den
rette Forstaaelse af den hellige Bog. Efter
Sagnet skal Kalifen Ali være den, der først gav
Stødet til den arabiske Grammatiks Udvikling,
idet han opfandt de første grammatiske
Kunstudtryk. De første grammatiske Elementer
laantes gennem syriske Bearbejdelser fra Grækerne,
saaledes Inddelingen i tre Ordklasser; men
herpaa uddannedes snart et meget konsekvent, men
tillige meget ensidigt grammatisk System.
Normen for det arabiske Sprog var ved Siden af
Koranen det i den gamle Ørkenpoesi benyttede
Sprog, og da dette bedst bevaredes hos
Beduinerne, ser man Grammatikerne drage ud i
Ørkenen for der at lære det ægte Arabiske; dette
var saa meget mere nødvendigt for dem, som
mærkeligt nok netop de mest fremragende alle
var fremmede, især Persere, for hvem det
Arabiske ikke var Modersmaalet, men et tillært
Sprog. I Basra og Kufa danner der sig to
vigtige Skoler for det grammatiske Studium, af
hvilke Kufensernes udmærkede sig ved et friere
Syn paa den sproglige Udvikling, medens de paa
den anden Side savnede Basrensernes Stringens
i Bevisførelsen. De senere Grammatikere, de
saakaldte Eklektikere, indtog et Mellemstandpunkt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
