Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - arabisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ældste Poesi ikke blot se de samme Tanker
vende tilbage, men endog de samme Udtryk,
uden at man derfor er berettiget til at antage
en bevidst Efterligning; det er de samme
Naturomgivelser, der yder de samme Metaforer, de
samme sproglige Vendinger, og man behøver
derfor ikke at have læst mange præislamitiske
Digte, førend man kender dem alle.
Med Profetens Fremtræden begynder en ny
Periode. Hans direkte Kamp mod de gamle
Digtere medfører Ørkenpoesiens Afslutning, og det
var først over et Aarh. efter, at den poetiske
Litt. atter kunde begynde at rejse sig mod den
asketiske Livsanskuelse, som i Mellemtiden havde
været herskende. Det Værk, som blev en Frugt
af hans Virksomhed, og som senere skulde blive
talrige Nationers eneste Rettesnor og Grundlag
for deres aandelige Udvikling, nemlig Koranen,
foreligger først efter Profetens Død i en samlet
Skikkelse og med den Form, hvori den endnu er
overleveret. Koranen bestaar af en indbyrdes
usammenhængende Række Prædikener og
Formaninger, tillige indeholdende en Del juridiske
og politiske Bestemmelser og adskillige Steder
indflettede med Legender og opbyggelige
Fortællinger, hvoraf største Delen er tagne fra det
gl. Testament og Talmud. Dens Udtalelser er
altid holdte i stor Almindelighed, og de Hentydninger,
der forekommer til samtidige Personer
og Forhold, er derfor meget løselige og
Uforstaaelige. Hvad Formen angaar, er for største
Delen den saakaldte rimede Prosa anvendt, der
ogsaa allerede tidligere var det sædvanlige
Udtryk for Ordsprog og Visdomssentenser, og skønt
Profeten optraadte saa fjendtlig over for
Digterne, er hans Sprog og Retorik dog tydelig nok
paavirket af disse, om end han ikke i Kraft og
Klarhed naar op paa Siden af de mere
fremragende iblandt dem. Koranens Bet. for den a. L.
er saa overordentlig stor, fordi det ikke blot er
dens Sprog, der bliver fuldstændig, og dens
Livsanskuelse, der bliver til Dels eneherskende
igennem alle Perioder, men ogsaa fordi den
direkte giver Stødet til, at forsk. Videnskabsfag
opstaar, og Vejen saaledes aabnes for en videre
aandelig Udvikling.
Som ved alle dogmatiske Bøger gjorde Trangen
til en Forklaring sig snart gældende; denne
Forklaring skulde dels gælde den ydre Form,
oplyse dunkle Ord ell. Uforstaaelige Vendinger,
dels selve Indholdet, udvikle de givne
Bestemmelser nøjere, kompletere de kun løselig
antydede historiske Forhold o. s. v.; paa denne
Maade afføder Studiet af Koranen paa den ene
Side Filologien, paa den anden Side det
teologiske og juridiske Studium samt giver det første
Stød til historiske Undersøgelser. Da endelig den
ny Religions Bestemmelser ikke udelukkende
indeholdtes i Koranen, men meget var
overleveret mundtlig fra Profeten, kom ogsaa
Traditionsvidenskaben, der senere skulde afgive en saa
omfangsrig Litteratur, til at spille en betydelig
Rolle. En egl. Skønlitteratur er der derimod ikke
Tale om i den nærmest efter Profeten flg. Tid;
»under Vaabenlarmen tier Muserne«, og den
asketiske Retning, som var eneherskende under
de første Kalifer, var heller ikke gunstig for en
saadan. Det er først under Omajjaderne og endnu
mere under Abbasiderne, at den belletristiske Litt.
atter blomstrer frem, samtidig med, at de
eksakte Videnskaber og Filosofien finder et Fristed
hos de i religiøs Henseende temmelig frisindede
Kalifer; gennem syriske Oversættelser
begynder man nu at stifte Bekendtskab med den
græske Litt., især Medicinen, Matematikken og
Astronomien, hvis Dyrkere stadig støttedes
gavmildt af Fyrsterne, idet ogsaa efter Kalifatets
Fald i 10. Aarh. de senere Statsoverhoveder
ansaa det for deres Pligt i denne Henseende at
efterligne Harun-al-Rashid og Al-Mamun.
Imidlertid kunde den politiske Opløsning, der
var en Følge af de tyrk. Stammers Indtrængen
under det abbasidiske Dynastis Forfald, ikke
undgaa at indvirke paa Litt.’s Udvikling. Medens
Bagdad hidtil havde været Centrum for den
orientalske Kultur, forlægges dennes
Tyngdepunkt nu til Ægypten, hvor Fatimiderne
herskede, og det af Aziz stiftede Univ. i Kairo
bliver fra nu af Islam’s Grundpille. Selvfølgelig
kom denne Institution mest de ortodokse
Videnskabsfag, Grammatikken og Teologien, til gode,
medens Filosofien stadig finder sine fleste
Dyrkere i Asien.
Allerede samtidig med at Abbasiderne viste sig
som Litt.’s gavmilde Beskyttere i Bagdad, havde
den arabiske Kultur fundet et nyt Hjem i det af
Araberne besatte Spanien. De mauriske Kalifer,
Efterkommere af de gamle Omajjader, vilde ikke
staa tilbage for Østens Beherskere, og den
kunstelskende Abd-ur-Rahman III og den pragtsyge
Hakam i 10. Aarh. virkede begge med Iver i
Litt.’s Interesse. Den vestlige Kulturs Centrum
blev Univ. i Cordoba. Her var det, at den
arabiske Videnskabelighed naaede sit Højdepunkt,
og de betydeligste europæiske Lærde søgte her
hos deres arabiske Kolleger Belæring i de
eksakte Videnskaber, Matematik, Astronomi og
Medicin. Da de spanske Kristne efterhaanden
udbreder deres Magt N. fra, synker denne
Kulturbevægelse sammen, og i 13. Aarh. er næsten
alt aandeligt Liv udslukket.
Den store Vekselvirkning mellem Orient og
Occident, som Korstogene fremkaldte paa saa
mange Omraader, kom ikke Litt. saa meget til
gode, som man kunde have antaget; de
nationale Modsætninger var dertil for store,
Araberne betragtede Europæerne som rene
Barbarer, hvad Korsfarerne for øvrigt ogsaa for
største Delen viste sig at være, og paa den anden
Side var meget faa Europæere aandsfri nok til
at forstaa at vurdere den arabiske Kultur; kun
enkelte overlegne Personligheder, som Frederik
II af Hohenstaufen, træder i nærmere Forhold
til Araberne, men slige enestaaende Tilfælde
kunde naturligvis ikke faa nogen blivende Bet.
Med Korstogenes Slutning begynder den sidste
Periode i den a. L.; det er den længste og den
fattigste. Orientens Kraft er ligesom brudt, og
fra 14. Aarh. har man paa en enkelt Undtagelse
nær ikke en eneste betydelig Forfatter at
opvise; mærkeligt er det, hvorledes den
orientalske Kultur udspiller sin Rolle omtr. netop
paa samme Tid, som Renaissancen begynder i
Europa. Araberne havde trolig bevaret den
gamle Kulturs Skatte, som de dog aldrig selv
fuldt ud havde kunnet hæve; men saa snart de,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
