Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apollon, gr. Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det ufødte Barn ynkedes han. Han drager det
frem til Lyset og Livet, og det vokser op til en
mægtig Gud, Asklepios (s. d.), der endnu mere
end sin Fader kan læge al Sygdom. Men da
Asklepios endog opvækker de Døde, rammer Zeus
ham med sit Lyn. Af Forbitrelse hævner A. sig
paa Kykloperne, der har smedet Zeus’ Vaaben,
og dræber dem; til Bod herfor maa han tjene et
dødeligt Menneske, Admetos, Konge i Ferai i
Thessalien. Han vinder imidlertid sin jordiske
Herre kær og viser ham paa mange Maader sin
Gunst. — I Sparta fortaltes, at A. elskede en
skøn Yngling, Hyakinthos. Ved et Vaadekast med
en Diskos volder han hans Død og lader da af
den elskedes Blod fremspire den Blomst, der fik
hans Navn. Naar man nu husker paa disse
Fortællinger, hvor Gudens Elskov altid har Ulykke i
Følge, er der intet forunderligt i, at ogsaa det, at
Laurbærtræet (p. Gr. a. dets Brug ved Renselser
[se II]) var ham helliget, forklaredes ved en
Legende af lgn. Indhold. A. elskede, hedder det,
en Nymfe Dafne; hun flyede den forelskede Gud,
og da hun ikke kunde undgaa ham, blev hun paa
sin Bøn forvandlet til et Laurbærtræ (græ. δάφνη
= Laurbær). Ligesom A. med Hidsighed og
Lidenskab hævner sig, naar han bliver forurettet,
saaledes værger han ogsaa sin Moders Ære, naar
den krænkes. Jætten Tityos, Jordens Søn, der vil
lægge Haand paa Leto, dræber han i Forening
med Artemis; Niobe (s. d.), der havde vist
Hovmod over for Leto, faar frygtelig Straf
derfor, idet de samme to Guder berøver hende alle
hendes Børn ved deres dødbringende Pileskud.
Enkelte Sagn handler om A. som Musikkens Gud.
I den homeriske Hymne til Hermes fortælles, at
denne som lille Barn havde stjaalet nogle af de
Okser, A. vogtede; men da han blev grebet i
Tyveriet, tilbød han Lyren, som han havde dannet
af en Skildpaddes Skal, i Erstatning for det
røvede Kvæg; A. tog derimod, og fra den Tid
ledsagede han altid Musernes Sang og Dans med
Lyrens Toner. Satyren Marsyas (s. d.), der
spillede paa Fløjte, udfordrede A., som slog Lyren,
til Væddestrid, men fik en ond Løn for sin
Dristighed: da han var besejret i Kampen, blev han
levende flaaet. I Delfoi tillagde man A. særlig
Evne til at rense Mordere for deres Blodskyld
og den Besmittelse, de ved deres Synd havde
paadraget sig. Flere af den fjerne Fortids
Heroer fandt Hjælp her (saaledes Orestes og
Alkmeon); men da Herakles efter at have dræbt
Ifitos (s. d.) søgte til Delfoi, vilde A. ikke rense
ham for hans gruelige Brøde. Herakles angreb
da Helligdommen og vilde bortføre den hellige
Trefod. Det kom til Kamp mellem de to, og Zeus
maatte med sin Lynstraale skille de Kæmpende
ad og saaledes ende Striden mellem sine to
Sønner.
IV. A.’s Dyrkelse. (De enkelte græske
Helligdomme og Fester skal her blot opregnes i al
Korthed; om de vigtigste henvises til de særskilte
Artikler). Foruden i Lykien (se I) fandtes der
gamle Helligdomme for A. fl. St. paa Lilleasiens
Vestkyst (Branchidernes Helligdom ved Miletos,
Klaros ved Kolofon). Fra disse Egne maa
Tilbedelsen af A. have bredt sig over det græske
Omraade i Beg. af sidste Aartusinde f. Kr. Det
ældste Centrum for Gudens Dyrkelse uden for
Lilleasien var Øen Delos, hvortil Sagnet henlagde
hans Fødsel, og hvorefter mange af
Apollon-Helligdommene i forsk. Egne af Grækenland
havde Navn (Delion). Paa Grækenlands Fastland
blev Delfoi tidlig A.’s vigtigste Helligdom, hvad
det vedblev at være hele Oldtiden igennem; dog
bevarede Kultus og Sagn Mindet om, at A. ikke
var Stedets ældste Guddom, og at det først var
ved Kamp, at han havde taget det i Besiddelse.
Gamle Templer for A. fandtes over hele det
nordlige Hellas: yderst mod V. ved Aktion, fl.
St. i Boiotien (Theben, Ptoïon), Fokis (Abai),
Attike, Euboia. Paa Peloponnes var især Dorerne
ivrige Tilbedere af A. I fl. af de nævnte
Helligdomme fandtes Orakler, hvor A. udtalte
Spaadomme, saaledes i Abai, Branchidernes Tempel,
Klaros og Delfoi, det berømteste af dem alle;
nogle Steder fejredes store Fester under
Tilslutning fra Nabobyer og til Dels fra hele Hellas,
saaledes i Aktion, Delfoi (se Pythiske Lege)
og paa Delos. Spartanske Fester til A.’s Ære var
Hyakinthia og Karneia; de vigtigste atheniske
Fester: Boëdromia, Pyanopsia, Thargelia; i
Delfoi holdtes foruden de pythiske Lege ogsaa en
anden Apollon-Fest, Theofania (se III). Ved disse
Fester spillede Optog, hvori Deltagerne var
kransede med Laurbær, og Frugtofre en stor
Rolle; der blev af sunget Hymner (Pæaner) til
Gudens Pris. — Hos Romerne optoges den
græske Apollo-Dyrkelse tidlig. De »sibyllinske
Bøger«, der indeholdt apollinske Spaadomme, kom
efter Sagnet (se Sibylla) allerede under
Tarquinius Superbus fra Syditalien til Rom. Det
ældste Tempel, om hvilket der haves sikker
Efterretning, blev lovet A. under en Pest 433 f. Kr.
og indviet kort Tid senere; A. dyrkedes altsaa
her fortrinsvis som Lægegud (Tilnavn: Medicus).
De »apollinske Lege« (ludi Apollinares), der iflg.
gamle Spaadomme indstiftedes under den anden
puniske Krig 212 f. Kr. og 208 som staaende Fest
henlagdes til 13. Juli, fejrede maaske ogsaa A.
som Lægegud; dog nærede Romerne selv i
senere Tid Tvivl om, hvorvidt denne Fest var
indført for at bringe dem Sejr ell. Sundhed.
Legene afholdtes under Ledelse af Prætor
urbanus, de sibyllinske Decemvirer ofrede til A.
efter græsk Skik, Folket deltog i Festen
bekranset med Laurbær; i Republikkens senere Tid
varede Legene i 8 Dage (6.—13. Juli). Større
Glans og Pragt end før antog Apollo-Dyrkelsen
under Augustus. Han mente, at A. flere Gange
havde vist ham særlig Gunst; Sejrene ved
Filippi og Aktion tilskrev han Gudens Hjælp.
Augustus udvidede Templet ved Aktion og de
aktiske Lege. I Rom byggede han paa Palatium
et Apollo-Tempel, der i Størrelse og Pragt langt
overgik det ældre Tempel, der fandtes i Byen.
Det blev paabegyndt 36 f. Kr. efter Felttoget mod
S. Pompejus og indviet 9. Oktbr 28 f. Kr. Templet
var helt af hvidt Marmor, Gaardene omgaves
af store Søjlehaller med talrige Kunstværker; i
et underjordisk Rum under Gudebilledet
opbevaredes de sibyllinske Bøger; i Bygningen
fandtes desuden to Biblioteker, et latinsk og et græsk
med Portrætter af berømte Forfattere. Flere
Aarh. igennem stod Templet som et af Byens
prægtigste og mest ansete Mindesmærker; 363
e. Kr. gik det til Grunde ved Ildebrand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
