Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apollon, gr. Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den maatte have som ligefrem Sol- og Lysgud,
var blevet i høj Grad udvisket og udvidet med
opr. uvedkommende Træk. Allerede i forhistorisk
Tid har A. faaet en bestemt udpræget personlig
Karakter. At navnlig den senere Oldtids
Digtere jævnlig gør A. til eet med Solen, har
ingen Bet. for Spørgsmaalets Løsning. — Ogsaa
Forsøget paa at tyde Gudens Navn af det græske
Sprog (Usener, Götternamen, S. 310, »den
afværgende«) er glippet. En Undersøgelse af
Apollon-Dyrkelsens ældste Historie fører til at antage A.
for en opr. fremmed Gud, som Grækerne har
lært at kende, da de mod Slutn. af den forhistoriske
Tid koloniserede Lilleasiens Kyst. Hans
egentlige Hjem er Lykien, der hele Oldtiden
igennem var et af Hovedsæderne for hans
Dyrkelse; hans Moder Leto (ell. Lato) har et lykisk
Navn (lada = Kvinde). Rimeligvis er da ogsaa
A.’s eget Navn lykisk; men dets Bet. kendes
ikke, saa lidt som Gudens opr. Væsen i hans
Hjemland, før han optoges af Grækerne.
II. Væsen og Virken. Hos Homer (og
derefter hos mange senere Digtere) har A. hyppig
Tilnavnet Foibos (lat. Phoebus), »den rene«, fra
først af Navn paa en selvstændig græsk
Lustrations-(Renheds-)Guddom, der tidlig er smeltet
sammen med den opr. fremmede Gud. Renselse
og Soning, i den ældste Tid opfattet rent fysisk,
vedblev at være A.’s særlige Omraade; var et
Sted blevet vanhelliget (»urent«), søgtes altid
Hjælp hos ham. Ogsaa den særlige Lægegud
Paieon’s Virksomhed overførtes (dog først
efter Homer) til A. I øvrigt tænkte Grækerne sig
denne som en ungdommelig Gud, der griber
kraftig ind i Menneskenes Liv, beskyttende sine
Venner, ødelæggende sine og deres Fjender. Han
er som et guddommeligt Spejlbillede af den
græske Yngling af ædel Byrd, har væsentlig de
samme Egenskaber, de samme Evner og
Interesser som denne baade i Krig og Fred.
Som Krigsgud træder han især frem i den
ældre, urolige Tid; hans Vaaben er sædvanlig
Bue og Pile (Tilnavn: den »sølvbuevæbnede,
fjerntrammende«), sjældnere Spyd og Skjold.
A.’s Pile bringer Død og Fordærvelse; en hurtig
og blid Død tilskrives dem undertiden, men
stundom opfattes derimod den Ulykke, de sender
over Menneskene, som Pest og Sot. Som Kampgud
gælder A. hos mange græske Stammer for
deres Herre, der har ført dem til det Land, de
bebor, ell. er Fader til den Heros, som har
grundlagt deres Stad, og fra hvem Folket ell.
Kongeætten nedstammer; Udvandrere, der
drager bort til fremmed Land for at grunde Nybygder,
staar i særlig Grad under hans Varetægt
(derfor har særdeles mange græske Kolonier
Navnet Apolloneia). Af Fredens Gerninger
beskytter A. især Agerdyrkning og Kvægavl. Flere
Sagn fortæller, at han selv, ligesom mangen
jordisk Prins i ældre Tid (f. Eks. Paris), har vogtet
Kvæg i Bjergene (Tilnavn: Nomios, afledet af
νομός, »Græsgang«); Festerne for A. faldt
ligesom de øvrige olympiske Guders især i
Sommertiden, og der bragtes ham Ofre af Jordens
Afgrøde; man bad til ham for at afværge
Landeplager, der ødelagde Sæden (Græshopper,
Markmus). Sangens og Musikkens Gud er A. endnu
ikke hos Homer, men allerede hos Hesiodos (og
paa Vasebilleder fra 7. Aarh. f. Kr.) og derefter
i al senere Digtning; paa Olympen glæder han
som Fører for Musernes Kor (Musagetes)
Guderne ved Sang og Spil, paa Jorden er Skjaldene
hans Lærlinge, som han skænker Sangens
Gave. (Lyren, som han spiller paa, gælder dog
ikke for hans egen Opfindelse). Heller ikke
forekommer endnu hos Homer den senere alm.
Forestilling om A. som den vise Gud, der skuer
ind i Fremtiden og kan aabenbare det tilkommende
(Zeus’ ell. Skæbnens Bestemmelse); denne
Evne udøver han dels direkte i Orakler, hvor
han gennem Præstens ell. Præstindens Mund
giver Besked om Fremtiden, tit rigtignok i dunkle
Ord (Tilnavn »Loxias«), dels mere indirekte, idet
alle Sandsigere og Spaamænd, ligesom Skjaldene,
antages at have faaet deres særegne Gave fra
ham. Blandt Dyrene er især Hjortekalven,
Ulven, Svanen og den fabelagtige Grif, blandt
Planterne Laurbærtræet helliget A.
III. Myter og Sagn. A. var Tvillingbroder
til Artemis, Søn af Zeus og Leto, der efter lang
Tids Omflakken fødte ham paa Bjerget Kynthos,
paa Øen Delos (se Leto). Kort efter Fødselen
maatte Søskendeparret kæmpe med en vældig
Drage, Python, som de fældede med Pileskud;
Kampen henlagdes til Delfoi, som i ældgammel
Tid skal have heddet Pytho (deraf A.’s Tilnavn:
Pythios). I en Hymne af Alkaios fortaltes, at
A. paa en Vogn, forspændt med Svaner, var
draget bort fra Delos til Hyperboreernes (s. d.)
Land, hvorfra han først efter et helt Aars
Forløb ved Midsommer kom til Delfoi, efter at
Delfierne havde tilkaldt ham ved Korsange; i Delfoi
fejredes hans Ankomst ved en særlig Fest
Theofania (»Gudens Tilsynekomst«). Flere Sagn
handler om Gudens Elskov til jordiske Kvinder og om
hans Forhold til den fjerne Fortids Heroer. For
den troiske Konge Laomedon, der byggede Ilion’s
Mure ved Poseidon’s Hjælp, vogtede han Kvæg
paa Ida-Bjerget, og skønt Kongen bedrog ham
for den aftalte Løn, vedblev han dog at beskytte
Troerne. I de homeriske Digte fremtræder han
fortrinsvis som deres Skytsgud under den
langvarige Krig med Grækerne; da disse krænker
hans Præst Chryses, sender han dem ved sine
Pile en fordærvelig Pest, som i 9 Dage bortriver
baade Dyr og Mennesker. Man har heri vistnok
med Rette set et Minde om, at A. opr. (se I) var
en ugræsk Guddom. Han volder Patroklos’ og
mod Krigens Ende Achilleus’ Fald; efter nogle
Fortællinger dræber han selv denne, efter andre
leder han Paris’ Haand, da han udsender den
dræbende Pil. En af Priamos’ Døtre, Kassandra,
vækker Gudens Elskov. Han skænker hende Evne
til at forudse det tilkommende; men da hun ikke
besvarer hans Kærlighed, føjer han til, at ingen
nogen Sinde skal tro hendes Sandsagn. Ligesom i
dette Tilfælde er A.’s Elskov sædvanlig ulykkelig,
bliver ikke gengældt ell. drager paa anden Maade
Ulykke og Sorg efter sig. En Kreds af Sagn,
der grupperer sig om Egne i det nordlige Hellas
og fandtes overleverede hos Hesiodos, fortalte
om hans Kærlighed til Minyerkongen Flegyas’
Datter Koronis. Hun bar allerede Gudens Barn
under sit Hjerte, men vilde dog ægte en Dødelig,
Ischys. Da flammede Skinsyge op hos A. Med
sine Pile dræbte han den utro elskede. Men over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
