Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apokalyptik betegner en ejendommelig Art af Litteratur - Apokalyptiker, se Apokalyptik - apokalyptiske Ryttere - apokarpt (bot.) kaldes Gynoeceet (o: den Del af Blomsten, som dannes af Frugtbladene) - Apokatastasis (rel.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det ogsaa for den virkelige Forf. fremtidige.
Denne Ejendommelighed gør det let at bestemme
en Apokalypses Affattelsestid; saa længe
»Forudsigelserne« nemlig angaar fortidige
Begivenheder, indeholder de en Mængde konkrete
Enkeltheder, og de bliver stadigt mere detaillerede
og mere historisk nøjagtige, jo nærmere de
kommer den virkelige Forf.’s Tid; men naar denne
er naaet, bliver de paa een Gang ganske
almindeligt holdte og ubestemte. Det symbolske
Billedstof, hvormed Apokalyptikerne arbejder, er
temmelig stereotypt og gaar igen fra det ene Skrift
til det andet; undertiden kan det være laant fra
Virkelighedens Verden, f. Eks. Dyr og Planter,
men hyppigst er det ganske fantastiske Væsener;
for en Del stammer det maaske oprindeligt fra
orientalsk ell. græsk Mytologi, men dette er
Forfatterne sig naturligvis ikke mere bevidst. — Af
de jødiske Apokalypser har Daniel’s
Bog fundet Plads i den gl.-test. Kanon; uden for
denne har vi bevaret »Enoks Bog«, »Mose
Himmelfart«, »4 Esra«, »Baruk’s Apokalypse«, »De
12 Patriarkers Testamente« og »Adam’s og Eva’s
Levned«, hvilke alle findes i let tilgængelige
Oversættelser i »Die Apokryphen u. Pseudepigraphen
des A. Test.«, udg. af E. Kautzsch,
Bd II (1900). — Blandt de kristelige
Apokalypser indtager den i det ny Test. optagne
»Johannes Aabenbaring« i fl. Henseender en
Særstilling; det samme gælder 2. Thes. 2, 1—12 og
Mark. 13, hvor vi ogsaa har apokalyptisk Stof.
I øvrigt er største Delen af denne Litteratur
gaaet tabt; i »Neutestamentliche Apokryphen«,
udg. af E. Hennecke (1904) findes oversatte:
»Esaja’s Himmelfart«, »5. og 6. Esra«, en Del
kristelige Sibyllinere, Brudstykker af en »Peter’s
Apokalypse« og endelig »Hermes’ Hyrdebog«.
H. M.
Apokalyptiker, se Apokalyptik.
apokalyptiske Ryttere kaldes fire i Joh.
Aab. 6, 1—8, forekommende symbolske
Skikkelser, der undertiden har spillet en Rolle i
Kunsten (Dürer, Cornelius). Hestene har forsk.
Farver: hvid, rød, sort, grøngul, hvoraf de tre sidste
tydeligt symboliserer: Krig, Dyrtid og Pest; hvad
Rytteren paa den hvide Hest betegner, er
omstridt; i Reglen forklarer man: Kristus ell. Guds
Ord; snarere indeholder dog maaske Skikkelsen
en Allusion til Partherne.
H. M.
apokarpt (bot.) kaldes Gynoeceet (ɔ: den Del
af Blomsten, som dannes af Frugtbladene), naar
de enkelte Frugtblade ikke er indbyrdes
sammenvoksede. Et apokarpt Gynoeceum bliver ved
Modenheden til en Flerfoldsfrugt; f. Eks.
Ranunkelfamilien, Skebladfamilien og Rosenfamilien.
V. A. P.
Apokaastasis betyder i Dogmatikken
Tilbageførelsen af alle Mennesker til det ved
Synden tabte salige Samfund med Gud, altsaa med
andre Ord, alle Menneskers evige Frelse som
Historiens sidste Resultat. Udtrykket stammer fra
Apostlenes Gerninger 3, 21, hvor det imidlertid
næppe har den ovenn. Bet., men sikkert kun
betegner en saadan omfattende Genoprejsning af
Teokratiet, som Jødernes Forventning gik ud
paa. Selve Forestillingen har man imidlertid
fundet udtrykt paa andre Steder i ny Test. Det
er særlig Paulus, paa hvem man her har
beraabt sig, idet man har fremdraget saadanne
Steder som Rom. 5, 18. 11, 32., Ef. 1, 10., 1.
Kor. 15, 22 og især 28, hvor det sættes som det
sidste Endemaal, at Gud skal blive alt i alle.
Men dels er Fortolkningen af disse Steder
tvivlsom, og dels staar der over for dem andre
Steder, som gaar i ganske modsat Retning, saaledes
f. Eks. Math. 25, 41 og Mark. 9, 48 samt hos
Paulus f. Eks. 2. Thess. 1, 9 og 2. Kor. 2, 15—16,
saa at det i alt Fald vil være umuligt ud fra
Skriften at begrunde en positiv Lære om A.
Men heller ikke de forskellige Grunde, som til
enkelte Tider er opstillede inden for Kirken til
Begrundelse af en saadan Antagelse, vil vise sig
fyldestgørende. Den første Kirkelærer, som
aabent udtaler og begrunder Læren om alle
Menneskers Salighed, er Origenes, og det er hans
Argumenter, som bestandig gaar igen hos alle
Lærens senere Forsvarere. Idet han gaar ud fra,
at alle Straffe fra Guds Side kun kan betragtes
som Opdragelsesmidler for de paagældende
Mennesker, gør han gældende, at det er saa
langt fra, at den sædelige Udvikling er afsluttet
med denne Æon, i hvilken nu vi lever, at tværtimod
alle hinsidige Straffe, som tildeles dem, der
ikke har omvendt sig her paa Jorden, alene har
disses endelige Forbedring for Øje, og ogsaa til
sidst maa antages over for alle at naa dette Maal.
Rigtignok træder Skyggesiden ved den uendelige
Udvikling, som Origenes antager, tydelig frem,
naar han paa den anden Side indrømmer, at
heller ikke de Salige kan anderledes være sikre paa
deres Frelse, end at Muligheden for ny
Fristelser og Fald bestandig er til Stede for dem. Og
over for de farlige praktiske Følger af Læren
har han selv heller ikke været blind; han
foredrager den nemlig kun som en esoterisk
Visdom: det er ikke heldbringende for alle at høre
den. Alligevel fandt han stor Tilslutning inden
for den græske Kirke, hvor mange af de største
Kirkelærere som Gregor af Nasianz, Gregor af
Nyssa og maaske Krysostomus bekendte sig til
den. Disse gik nemlig ud fra en lgn. Opfattelse
som Origenes af Frelsesværket, hvilket de
væsentlig saa som en Forløsning og Fuldendelse af
Menneskenaturen; herud fra kom de da til i
Bestemmelsen af Gud at lægge Vægten paa hans
Magt og Godhed, og i Bestemmelsen af Mennesket
kom de til at se Synden nærmest som en
Mangel og Svaghed; de opfattede saaledes
Udviklingen mere under et metafysisk end etisk
Synspunkt, og hermed stemmede da godt
Tanken om en harmonisk Afslutning af den hele
Verden i Gud. I Modsætning hertil er det
forstaaeligt, at den latinske Kirke med sin
udprægede Følelse af Guds Retfærdighed og
Menneskets Synd maatte stille sig ganske anderledes
til den nævnte Lære; med Augustin blev den her
afvist, og efter at den ogsaa paa en Synode i
Konstantinopel 543 var fordømt sammen med
Origenes’ øvrige Teologi, tabte den for Eftertiden
sit kirkelige Fodfæste og blev fra nu af og
indtil den seneste Tid kun optaget af forsk.
sekteriske Partier. I Middelalderen var det væsentlig
kun enkelte Tænkere af panteistisk Retning, som
Scotus Erigina, hos hvem Tanken fandt et Hjemsted;
i Reformationstiden blev den optaget af
Gendøberne (Anabaptisterne) i Tyskland og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
