Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andral, Gabriel, fr. Læge, (1797-1876) - Andrarumkalk, en i Skaanes og Bornholms Alunskifer forekommende sort kalk - Andrassy, Julius Greve, østerrig-ungarsk Statsmand, (1823-1890) - Andrassy , Julius, Greve, ungarsk Politiker, foreg.'s Søn, f. 1860
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Læren om Sygdommenes Erkendelse (Diagnose).
Han fulgte i denne Henseende sin store
Læremester Laennec, hvis Arbejder og
Opdagelser han i det hele udviklede videre. — Foruden
sin Clinique médicale har A. udg. en Mængde
Arbejder, af hvilke særlig kan nævnes hans i
Forening med Gavaret (1840—43) foretagne
Undersøgelser over Blodet i sund og syg
Tilstand.
Lp. M.
Andrarumkalk, en i Skaanes og Bornholms
Alunskifer forekommende sort, bituminøs
Kalksten, der kan anvendes til Kalkbrænding. Se
i øvrigt Kambrisk Formation.
J. P. R.
Andrássy [↱åndra.∫i], Julius (Gyula)
Greve, østerrig-ungarsk Statsmand, f. 3. Marts
1823 i Kaschau (Øvreungarn), d. 18. Febr. 1890
i Volosca (Istrien). Smuk, rig, elegant og
veltalende vandt han tidlig frem bl. Ungarns
liberale Adel; han deltog i Landets Oprørskrig mod
Wien-Regeringen 1849 og sendtes som Diplomat
til Konstantinopel, hvor han havde sin Andel i, at
de ungarske Flygtninge ikke udleveredes efter
Oprørets Underkuelse. Han var nu en Aarrække en
dødsdømt Landflygtig og henrettedes in
effigie 25. Septbr 1851; men 1857 opnaaede
han Amnesti og vendte hjem, og fra da
af var han i Tilslutning til Deak Talsmand for
en forsonlig, men ingenlunde nøjsom Forhandlingspolitik
over for Østerrig. 1865 blev han det
ungarske Deputeretkammers Viceformand; han
var Formand i »Ausgleich«-Kommissionen, som
bragte Rigets Forbundsordning i Stand, traadte
1867 i Spidsen for det første selvstændige
ungarske Ministerium og kom nu som ingen anden
til at præge Dobbeltstatens Forhold udad- og
indadtil. Han var ingen særlig energisk
Arbejder, men hans Forening af Elskværdighed og
Fasthed, hans Menneskekundskab, hans klare
Overblik og hans Udvejsrigdom gav ham
Anseelse og Tillid baade hos sit Folk og hos den
før saa fjendske Kejser. Om man tør kalde
ham en første Rangs skabende Statsmand, kan
næppe endnu afgøres; men han arbejdede i
skrøbeligt Stof og naaede i alt Fald store
foreløbige Resultater. Han iværksatte i Ungarn
Nyordningen af det nationale Landeværn
(Honved) og liberale Kirke- og Skolereformer; af
den alm. Valgret var han Modstander, ikke
mindst af Hensyn til det magyarske Elements
Tarv. Det var hans Hovedtanke, at de
forbundne Magyarer og Tyskere skulde beherske
Dobbeltstaten og holde Slaverne nede; i St. f.
den gamle Rivalisering med Preussen skulde
Fronten vendes mod Balkan-Halvøen; dér burde
Østerrig ikke længere principielt holde paa
Tyrkiets Urørlighed, men stræbe at unddrage
dets slaviske Undersaatter og Vasalstater russ.
Indflydelse. Et mægtigt Skridt vandt hans
Anskuelser frem ved Frankrigs Nederlag 1870;
han havde under sin Udlændighed i Paris faaet
Indtryk af Napoleon III’s Svaghed og nu ved
Krigens Udbrud advaret kraftigt mod
Wien-Regeringens Lyst til at tage hans Parti. 14.
Novbr afløste han Beust som Dobbeltmonarkiets
Udenrigsminister og indledede den ny Kurs i
nær Forstaaelse med Bismarck. Denne søgte at
holde ham i et godt Forhold til Rusland, og
1872 sluttede A., Gortschakoff og Bismarck den
saakaldte Trekejserforstaaelse; men da der paa
ny indtraadte østerrigsk-russ. Spænding, lod
Bismarck Alexander II vide, at Tyskland i
værste Tilfælde vilde holde med Østerrig.
Herved dreves Rusland til en mere imødekommende
Holdning, og A. opnaaede (Jan. 1877)
dets Minde til østerrigske Anneksioner i Tyrkiet,
uden at selv Bismarck fik Nys derom. A. havde
1875 under den bosniske Opstand faaet et tyrk.
Reformprogram godkendt baade af
Stormagterne og af Porten, men hverken dette
(»A.-Noten«) eller hans Berlin-Forhandlinger med
Tysklands og Ruslands Kanslere 1876 udrettede
noget. Under Ruslands Angreb paa Tyrkiet 1877
holdt Østerrig-Ungarn sig neutral, men Ruslands
store Krav til Tyrkiet i San Stefano bragte
A. til at gennemføre ekstraordinære Bevillinger
til Rustninger. Rusland gik da ved Bismarck’s
Mægling ind paa at forelægge San Stefano-Traktaten
til Revision paa Berlin-Kongressen (Juni—Juli 1879),
og her opnaaede A. sin største Triumf
som Diplomat; uden mindste ydre Gnidning
indvilligede alle Stormagter i, at Østerrig-Ungarn
besatte Bosnien og Herzegovina. En videre
Udvikling af det Forhold mellem Østmagterne, der
skabtes ved Kongressen, var den tysk-østerrigske
Alliance, som aftaltes mellem Bismarck og
A. ved Forhandlinger i Gastein og sluttedes
i Wien 7. Oktbr 1879. Men A.’s Stilling indadtil
var svækket. Magyarerne kunde glædes ved,
hvad de havde vundet i Ungarn selv og i
Indflydelse paa Riget, og ved at se den gamle
Fjende Rusland vige tilbage, men deres
Tyrkervenlighed var krænket, de frygtede nye slaviske
Elementer i Riget, og navnlig skræmmedes de
af de store økonomiske Ofre, Uroen i de
nybesatte Lande medførte. Kun med stor Møje
opnaaede A. Ungarns Samtykke til Besættelsen.
Desuden krydsedes A.’s magyarisk-tyske Politik
nu af Taaffe’s slavisk-venlige Æra. Alligevel
vakte det stor Overraskelse, da det viste sig, at
A. allerede før Alliancens Afslutning havde
indgivet sin Dimission, der bevilgedes 8. Oktbr
1879. Som Privatmand vedblev A. at staa
Kejseren nær og øvede en Del uofficiel Indflydelse;
efterhaanden traadte han ogsaa atter kraftigt
op i den offentlige Debat, tit som Kritiker af
Efterfølgerne, og han havde væsentlig
genvundet sin Popularitet, da han døde. (Litt.:
Wertheimer, »Graf J. A. I« [Stuttgart
1910]).
P. L. M.
 |
| Andrassy. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
