Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Amazonas,1) Alto A., den største Stat i Brasilien. 2) et Dept. i Peru. 3) et Territorium i de forenede Stater i Venezuela - Amazonepapegøjer, se Papegøjer - Amazoner, et sagnagtigt Folkefærd af krigerske Kvinder - Amazonfloden, Rio das Amazonas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1896) 70676 Indb. Hovedstaden, Chachapoyas,
har 8000 Indb.
3) [ama’sånas] et Territorium i de forenede
Stater i Venezuela, gennemstrømmes af Orinoco
og Cassiquiare. Faa 281700 km2 har det kun
45000 Indb. Hovedstaden er San Fernando de
Alabapo.
H. P. S.
Amazōnepapegøjer, se Papegøjer.
Amazōner, et sagnagtigt Folkefærd af
krigerske Kvinder. Efter de mest udbredte
oldgræske Sagn hørte A. hjemme i Asien ved
Floden Thermodon i Landskabet Pontos ell. i
andre Egne ved det Sorte Hav; dog findes ogsaa
Fortællinger om A., som boede i det sydlige
Rusland (ved Maiotis ɔ: det asovske Hav), i
Thrakien ell. i Libyen. Deres Boliger henfører
den antikke Forestilling saaledes altid til fjerne
barbariske Egne. For saa vidt Sagn om A. findes
stedfæstede i de græske Lande, knyttedes de til
Fortællinger om Strejftog og røverske Indfald
(fl. af Byerne paa Lilleasiens Vestkyst, saasom
Efesos, Smyrna, Myrina o. a., skal have faaet
Navn efter A.; i det egl. Hellas vidste man
at fortælle om Amazone-Grave o. s. v.). A.
færdedes stadig paa Jagt og i Krig, til Hest og til
Vogns, levede af Kød og Mælk, holdt Mændene
underkuede, dyrkede Krigsguden (Åres), boede
ikke i Byer o. s. v. Alt, hvad der fortælles om
dem, tyder hen paa, at Grækernes Forestilling
om dem har deres Rod i ældgamle Efterretninger
om barbariske Folk i fjerne Lande, hvor der
herskede Kvinde vælde, ell. hvor Kvinderne i
alt Fald delte Mændenes fri, vilde Liv. – Efter
Iliaden (6. Sang, V. 186) maatte Bellerofontes
paa den lykiske Konge Iobates’ Bud kæmpe med
»de mandstærke A.«. Et andet, hyppigere
forekommende Sagn fortalte, at Herakles
overvandt A. og bortførte deres Dronnings
(Hippolyte’s) Bælte (det 9. af de 12 Arbejder, som
Eurystheus paalagde ham). Men størst Ry havde
i Oldtiden Athenernes Kamp med A. Theseus
havde røvet deres Dronning, Antiope, og da
alle A. til Hævn faldt ind i Attike, blev hele
det barbariske Kvindefolk tilintetgjort af
Landets Indbyggere efter en hidsig Kamp, en
Heltedaad, som Athenerne allerede i 5. Aarh. f. Kr.
gjorde sig meget til af og stillede paa lige Fod
med Sejren over Perserne. – Amazone-Skikkelsen
og Amazone-Kampen hørte til den græske
Kunsts Yndlingstemaer. I Reglen fremstilledes
A. fra et rent kunstnerisk Synspunkt som idealt
skønne, jomfruelige, kraftige Kvinder af rent
hellenisk Karakter (uden Hensyn til det
barbariske Præg, de har i Sagnene); i Billeder af
Amazone-Kamp var det Modsætningen mellem
skønne Mands- og Kvindeskikkelser, som
Kunstnerne søgte at gengive i de forskellige
Situationer, som Kampen frembød: kæmpende paa lige
Fod, sejrende, overvundne, faldne. De arkaiske
Kunstværker viser os A. rustede som de
skythiske Bueskytter ell. kæmpende i fuld
Rustning, med Harnisk, Hjelm, Skjold og Sværd ell.
Spyd. Men i 5. Aarh. f. Kr. skaber de store
Kunstnere en anden Fremstillingsform. A.
afbildes klædte i kort, opkiltet Kiton, der kun
naar til Knæet og lader højre Bryst nøgent;
de fører lette Vaaben: Bue og Pile ell.
Stridsøkse og et let Skjold med to halvmaaneformede
Udsnit paa den opadvendende Side. Hyppigst
kæmper de til Hest, sjældnere til Fods. I Stoa
Poikile i Athen havde Mikon malet Athenernes
Kamp med A.; det samme Emne havde Feidias
udført i Relief paa Athena Parthenos’ Skjold (i
Parthenon paa Athens Akropolis) og paa
Skammelen under Zeus-Statuens Fod i Olympia. Efter
en antik Tradition skal der i Artemis-Templet i
Efesos have været indviet Amazone-Statuer af
fl. af 5. Aarh.’s betydeligste Kunstnere:
Polykleitos, Feidias, Kresilas og Fradmon. Vi har endnu
fra Oldtiden Kopier af fl. Statuer af A., hvis
Originaler efter Kunststilen at dømme har hørt
til samme Tid; paa Tavlen »Amazoner« er
gengivet tre af dem, som henføres til de tre
førstnævnte Kunstnere. Især i det 5. og 4. Aarh.
f. Kr. smykkedes mange Templer og andre
Pragtbygninger med store Kompositioner
forestillende A.-Kampe, enten udførte i Relief som
Frise (Apollo-Templet i Bassai; Mausoleet i
Halikarnas) ell. i Grupper, der fyldte
Bygningernes Gavlrum (Asklepios-Templet i
Epidauros). Ogsaa paa Vaser, Bronzegenstande,
Sarkofager o. l. findes hyppig Fremstillinger af A.
(Litt.: Klügmann, »Die Amazonen in der
attischen Litteratur und Kunst« [Stuttgart 1875];
Corey, De Amazonum antiquissimis figuris
[Berlin 1891]).
C. B.
Amazōnfloden, Riodas Amazônas,
udspringer under Navnet Marañon fra Søen Lauricocha
i Peru (10° 30’ s. Br.), løber mod N. i en
dyb Dal mellem Kordillerernes vestlige og
østlige Hovedkæde under stadig Dannelse af
Strømhvirvler og mindre Vandfald. I det nordlige
Peru vender den sig mod Ø. og gennembryder
Østkordilleren gennem 13 Strømsnævringer, af
hvilke den sidste Pongo de Manseriche, kun er
50 m bred, og nu træder A. ud i det store
nordbrasilianske Sletteland. Højden over Havet
er nu kun 380 m. Endnu paa peruansk Grund
optages de store Bifloder Huallaga og Ucayali
fra S., Rio Napo fra N. Ucayali er længere end
Marañon, men noget mindre vandrig. Under 70
v. L. træder A. ind i Brasilien og fører her
Navnet Solimões. Delt i utallige Arme med
mellemliggende Øer flyder den mægtige Flod
mod Ø. Fra S. optager den Juruá og Purus, fra
N. Putumayo, Yapurá og Rio Negro. Efter
Sammenløbet med Rio Negro kaldes Floden A.
Fra nu af optages der N. fra kun mindre
Bifloder, medens der S. fra kommer de mægtige
Bifloder Tapajos og Xingú. Efter Sammenløbet
med Xingú begynder det mægtige Delta, som A.
danner sammen med den længere mod Ø.
udmundende Flod Tocantins. Det stærke Tidevand
holder dog Hovedmundingerne brede og tragtformede.
Mellem A.’s og Tocantins Hovedmundinger
ligger Ilha de Marajo, mod V. et fladt
Sumpland, gennemskaaret af talrige Flodarme,
mod Ø. noget højere. A. er Verdens største
Flodsystem, som afvander et Areal paa 7 Mill. km2.
A. er 5000 km lang, og 18 af dens Bifloder har
en Længde af mere end 1500 km. Bredden af
Floden er ved Brasiliens Vestgrænse 3 km, ved
Sammenløbet med Madeira 6 km, ved Obidos
indsnævres Floden til en Bredde af 1,5 km,
men Bredden bliver snart efter 18 km. Dybden
er ved Ucayalis Munding 13 m, ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
