Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alfred, Hertug af Edinburgh (1844-1900) - al fresco, se Freskomaleri - Alfreton - Alfsol - Alftafjörður - Alftanes - Alftaver - Alfurer - Alfvén, Hugo, sv. Komponist, f. 1872 - Alfvesta - Alföld - Algajola - Algardi, Alessandro, ital. Billedhugger og Bygmester (1602-54)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ludvig af Hessen, men skiltes fra ham 1901 og
ægtede 1905 den russiske Storfyrst Kyrill,
Alexandra (f. 1878) 1896 Arveprins Ernst af
Hohenlohe-Langenburg, og Beatrice (f. 1884) 1909 den
spanske Infant Alfons, Hertugen af Montpensier’s
Sønnesøn.
E. E.
al fresco, se Freskomaleri.
Alfreton [↱ä£fretən], By i det eng. Grevskab
Derbyshire, 20 km NNØ. f. Derby, har (1911)
19049 Indb., Pottemagerier og Strømpevæverier
samt Stenkuls- og Jerngruber.
G. Ht.
Alfsol, dansk Sagnheltinde. Kong Ring af
Danmark og Sverige saa ved Ofringerne i Skiringssal
(Tønsberg) den vendsysselske Smaakonge
Alf’s to Sønner, Alf og Yngve, og hans Datter
Alfsol, og han blev indtaget i hendes store
Skønhed og bejlede straks. Brødrene vilde ikke gifte
hende med saa gammel en Mand; men Ring
drog imod dem med en stor Hær. Før Slaget
gav Brødrene deres Søster Gift at drikke, de
faldt dernæst selv i Kampen, og kun som Lig
kom A. i Ring’s Magt. Han var selv haardt
saaret og lod sig med Liget i sin Favn lægge
paa sit Skib, Sejlene hejse og Skibet tænde i
Brand og skyde ud. Da Skibet stod til Havs,
gennemborede han sig selv for at »gæste Odin«.
A. O.
Álftafjörður [↱a^ulftafjördør], Fjord i
Suður-Múlasyssel paa den østl. Side af Island. Den kaldes
stundom i Sagaerne for Á. innsyðri, til
Adskillelse fra den N. f. liggende
Hamarsfjörður, dengang Á. inn nyrðri; disse Fjorde
kan betragtes som Forgreninger af een og samme
Fjord. I Á. landede i Aaret 997 Missionæren
Þangbrandr (Dankbrand) og blev modtaget af
Høvdingen Síðu-Hallr, der boede paa den
nærliggende Gaard Þvottá. — Af dette Navn
findes ogsaa 2 andre Fjorde, den ene i
Snæfellsnessyssel, den anden i Isafjarðarsyssel, begge
paa Vestlandet.
B. Th. M.
Álftanes [↱a^ulftanæs], Halvø ell. Nes S. f. Islands
Hovedstad Reykjavik, mellem Skerjafjörður og
Hafnarfjörður. Á. er tæt beboet; paa dets
nordøstlige Del ligger den bekendte Gaard
Bessastaðir, der, efter at Island var kommet under
den danske Konge, var det sædvanlige
Opholdssted for den kgl. Befalingsmand paa Island og
senere (i Slutn. af 17. og i 18. Aarh.)
Amtmandsbolig, Stiftamtmandsbolig og endelig 1805—46
Sæde for Islands Latinskole.
B. Th. M.
Álftaver [↱a^ulftavær] (ogs. Ver), Bygd i
Vestur-Skaptafellssyssel paa Sydkysten af Island,
bekendt af et derværende Augustiner-Kloster paa
Gaarden Þykkvibær. Klostrets Abbeder benævnes
ofte »Abbederne i Ver«; flere af dem var
fremragende Mænd.
B. Th. M.
Alfurer, Arafura ell. Harafura, kaldes
Hovedmassen af Befolkningen paa de østlige
indiske Øer mellem Celebes og Nyguinea, særlig
paa Molukkerne. A. hører til et ældre Folkelag
end de senere indvandrede Malajer og er i
forskellig Grad blandede med og prægede af disse.
De i de skovklædte Øers Indre levende
Stammer, der driver Jagt og lidt Plantedyrkning, har
endnu bevaret et indoaustralsk Præg, hvorimod
Kystbeboerne i Reglen har tillempet sig efter
den malajiske Kultur, lever i Landsbyer, dyrker
Ris og Sago og bruger malajisk Klædning.
Betegnelsen A. gælder altsaa ikke en ensartet
Befolkning, men en Samling af sprogligt og
kulturelt stærkt splittede Stammer.
H. P. S.
Alfvén [al↱ve.n], Hugo, sv. Komponist, er
f. i Stockholm 1. Maj 1872, uddannede sig som
Violinist hos Zetterquist og hos den belgiske
Violinmester César Thomson, var en kortere
Tid (1890—91) Medlem af Hofkapellet i Stockholm
og optraadte som Solist og Komponist for
sit Instrument. Sin fremtrædende Stilling i det
svenske Musikliv skylder han dog afgjort sin
Komponistbegavelse (Elev af J. Lindegren). Han
slog først igennem (1896) med en Violin-Sonate,
senere i stigende Maal med tre Symfonier,
Fmoll, Ddur og Emoll, der viser ham som en
afgjort Symfoniker, med et udpræget
Personlighedsmærke og en stærkt udviklet Sans for
Orkesterkolorit. En Række ejendommelige Sange
og Pianostykker slog yderligere hans Navn fast,
fremdeles Kantaten »Sekelskiftet« (1900),
»Herrans bön«, den fantasifulde »Klockorne«, ikke
mindre hans Orkesterarbejder »Midsommersvaka«,
svensk Rhapsodi i den Liszt’ske Genre,
den farvestraalende »Skärgårdssägen«,
»Kungadrapa« til Minde om Oscar II, og
»Uppsala-Rhapsodi«. Siden 1910 er A. Director musices
ved Uppsala Universitet.
A. H.
Alfvesta [↱alvəsta], egl. Alfvestad, vigtig
Station og Jernbanecentrum i det sydlige
Sverige, Kronobergs Län i Smaaland, ligger ved
Södra Stambanan, 436 km fra Stockholm og 182
km fra Malmö paa en Højde ved Søen Salens
nordlige Ende og er Udgangspunkt for
Sidebaner til Borås og Växsjö. (1911) 1135 Indb.
Alföld [↱ålföld] (ɔ: Lavland), den ung.
Benævnelse paa den store nedreungarske Lavslette,
navnlig den Del, som ligger Ø. f. Floden Theiss.
Se Ungarn.
Algajola [alga↱(l)jåla], Landsby paa Øen
Corsica, ligger 16 km NØ. f. Calvi ved A.-Bugten
paa Øens Nordvestkyst og har 250 Indb. A. er
en ikke ubetydelig Havneplads og udskiber
Korn, Sydfrugter, Olie og Voks samt en smuk,
rosenrød Granit, der faas fra Brud i Nærheden.
A. hed i Oldtiden Allalia og var da en
betydelig By.
G. Ht.
Algardi, Alessandro, ital. Billedhugger
og Bygmester (1602—54), var først Elev i L.
Caracci’s Malerskole, men droges snart til
Plastikken; i lang Tid maatte han sysle med
mindre, nu forsvundne, Arbejder i Elfenben,
Gemmer, Kaméer etc. og som Antikrestaurator; i
Rom blev han Innocens X’s Hofbilledhugger;
han udførte her bl. m. a. den kolossale
Marmorstatue af Filippo Neri (i S. Maria in
Vallicella), Søvnens Genius i sort Marmor for Villa
Borghese (i lang Tid gik den for antik),
Bronzestatuen af hans Velynder, Innocens X, samt
Leo XI’s Gravmæle. Hans største Værk er det
enorme Marmorrelief »Leo I tvinger Attila til
Tilbagetog« i Peterskirken (1650). A. var en af
Datidens betydeligste Billedhuggere og fulgte
delvis Bernini’s Retning, men som Kunstner
var han mere detaillerende og tør; hans
energiske Foredrag og store tekniske Mesterskab
kom maaske bedst til sin Ret i Portrættet. A.
var ogsaa Arkitekt, har bygget og udsmykket
Villa Pamfili i Rom, Kirkefaçader (S. Ignazio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
