Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alberoni, Giulio, Kardinal og sp. Minister (1664-1752) - Albert - Albert, Greve af Orlamünde - Albert af Riga
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han vilde skaffe Dronningen italienske Lande
for hendes Sønner; maaske han tillige var
italiensk Patriot, som ønskede at jage de
Fremmede ud og i alt Fald foretrak et sp.
Herredømme for et østerrigsk. 1717 angreb Spanien
da Østerrig og erobrede Sardinien, 1718
Sicilien, men England, Holland og Frankrig
forenede sig med Østerrig for at standse de sp.
Udvidelsesplaner. A.’s Planer antog nu et helt
fantastisk Præg, han vilde ved Stuarterne’s
Hjælp styrte Georg I i England, dannede en
Sammensværgelse mod Regenten Filip af
Orleans i Frankrig, lagde Raad op med Peter den
Store, Karl XII’s Minister Görtz o. a. Men det
Grundlag, han byggede paa, var for spinkelt,
og da den sp. Flaade var blevet slaaet af
Englænderne, maatte han (1719) forlade Spanien. I
Rom blev han anklaget for Pave Clemens XI
og maatte holde sig skjult 1720—21. Senere
spillede han dog en ikke ringe Rolle ved
Pavehoffet og var Statholder (Legat) i Romagna;
han indtog Republiken San Marino, men blev
nødt til at anerkende dens Uafhængighed. Sine
sidste Leveaar tilbragte A. i Piacenza, hvor
han grundlagde et Seminarium. (Litt.:
Rousset, Histoire du Cardinal A. [Haag 1720]; Lettres
intimes de J. M. A. [Paris 1892]).
J. L.
Albert, tysk Mandsnavn, ældre Adelbert
(om Adel- se Adel; -bert er samme Ord som gl.
dansk bjært, straalende). Hverken Bert ell. Adel
findes i gamle nordiske Navne; Albert, Alfred,
Robert, Bertel o. l. er i nyere Tid laante fra
Tysk og især fra Engelsk.
A. O.
Albert [al↱bæ.r], By i det fr. Dept. Somme,
Arrondissement Péronne, ved Floden Ancre og
Nordbanen, har (1901) 7105 Indb. og livlig
Industri, især Bomuldsspinderi og Væveri,
Sukkeret Maskinfabrikker. I Nærheden en
Drypstenshule med forstenede Vandplanter.
G. Ht.
Albert [↱ä£bə.t], Flod i det nordvestlige
Queensland, Australien, der udspringer paa
Mounting-Plain ved Grænsen mellem Queensland og
Alexandraland og efter et nordøstligt Løb paa c. 300
km løber ud i det sydlige Hjørne af Carpentaria-Havbugten.
I sine forskellige Dele fører
Floden de mest forsk. Navne. Dens to
Kildefloder hedder O’Shannassy-Floden og
Gregory-Floden; efter disses Forening beholder Floden
det sidste Navn, indtil den i sit nedre Løb atter
deler sig i to næsten parallelt løbende Floder.
Den østlige hedder først Barkly, senere A.; den
vestlige vedbliver at føre Navnet Gregory,
indtil den fra V. optager Floden Nicholson, hvis
Navn den nu bibeholder til sit Udløb.
M. V.
Albert, Greve af Orlamünde, f. 1182 i
Ægteskabet mellem Sigfred af Orlamünde og den
danske Prinsesse Sofie, Valdemar I’s Datter. A.
blev allerede 1204 af sin Morbroder Valdemar
Sejr udnævnt til Lensmand i det nys erobrede
Holsten (Nordalbingien) og var Kongens
Hovedhjælper i dennes tyske Krige. 1217—18 gjorde
han et Korstog til Lifland. Efter at Valdemar
svigagtig var taget til Fange af Grev Henrik af
Schwerin (1223), var A. Hovedmanden i Danmarks
Styrelse; han ledede Underhandlingerne
om Kongens Befrielse, og da Grev Adolf IV
trængte ind i sit fædrene Arveland, Holsten,
mødte A. ham ved Mölln (Jan. 1225), men blev
overvundet og faldt selv i Fangenskab. Han fik
først sin Frihed efter Slaget ved Bornhøved og
forlenedes siden med Krongodset paa Als. A.
døde barnløs 1245.
Kr. E.
Albert af Riga var Domherre i Bremen og
blev 1199 valgt til Biskop i Livland, hvor han
skulde redde den fra Bremen grundlagte,
kristelige Nybygd. A. samlede nu en Korsfarerhær,
i Danmark stillede Knud Valdemarsøn og
Absalon sig gunstig til Foretagendet, og den
tyske Konge Filip af Schwaben tilsagde ham
Støtte. A. landede i Livland (1200), brød
Hedningernes Modstand, grundlagde Riga, som han
gjorde til sit Bispesæde (1201), og stiftede
sammen med Missionsbispen Theoderik »Kristi
Ridderskabs Orden« ell. »Sværdbrødrene« til evig
Kamp mod de Vantro (1202). I Tyskland
samlede A. ny Pilgrimsskarer; 13 Gange drog han
frem og tilbage over Østersøen. 1206 var alle
Liver døbte, 1208 maatte Letterne følge deres
Eksempel. Tilmed fik A. Livland til Len af
Kejserriget (1207) og var dermed tysk
Rigsfyrste; men han maatte afstaa 1/3 af Landet til
Sværdridderne, og dette blev Indledning til
idelige Stridigheder mellem Bispen og
Ordensbrødrene. Fra 1208 maatte A. bestaa svære
Kampe med Esterne. Han henvendte sig da til
Danmark, hvor Korstogstanken var oppe;
Ærkebiskop Anders Sunesøn blev pavelig
Missionslegat (1212), og Grev Albert af Orlamünde
støttede A. ved et Korstog (1217). Valdemar II
krævede dog paa Forhaand Herredømmet over
Estland, om det blev erobret. Medens
Danskerne nu udførte deres berømte, sejrrige Tog
1219, gik A. selv S. f. Düna, underkastede sig
Semgallen og grundede et nyt Bispedømme der.
Snart opstod der Tvist om Estland, og A. maatte
til sidst godkende den danske Konges Højhed
baade over Estland og Livland (1221); dog gav
Valdemar atter Afkald paa Livland, men A.
maatte frafalde ethvert Krav paa Estland. De
Danskes Herredømme svækkedes imidlertid ved
Oprør af Esterne, der kaldte Russerne til Hjælp,
og fremfor alt ved den store Konges
Fangenskab. Nu kunde A. uhindret indsætte sin
Broder til Biskop i Reval, og det lykkedes ham
omsider at dæmpe Esternes Rejsning. Allerede
længe havde Bispedømmet Riga været fritaget
for al ærkebispelig Overhøjhed, og nu ordnedes
Forholdene af den pavelige Legat, Vilhelm af
Modena (1224); 3 af de 5 estiske Provinser blev
Danmark fradømt. A. erobrede Øsel, som
Danmark gjorde Krav paa, og grundlagde et
Bispedømme her (1227). A. havde saaledes ved sin
Død (1229) naaet sit Maal; han var Herre fra
den finske Bugt til Lithauen, og han havde med
sit sjældne Organisationstalent grundl.
Østersø-Provinsernes Germanisering. Hans 2.
Efterfølger, Albert II Suerbeer (d. 1272), blev
til Løn for sit Frafald fra Frederik II gjort til
Ærkebisp (1246), saa at Riga fra den Tid var
Ærkesæde. (Litt.: Usinger,
»Deutsch-dänische Geschichte 1189—1227« [Berlin 1863];
Hausmann, »Das Ringen der Deutschen u.
Dänen um den Besitz Estlands« [Leipzig 1870];
Dehio, »Geschichte d. Erzbistums
Hamburg-Bremen II« [Berlin 1877]).
H. O.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
