Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alaska
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landet vilde derfor inddrage hele Aljaska i
Aleuternes Gruppe. Paa Halvøens Midte ligger
den kegleformede Vulkan Veniaminow, der
havde Udbrud i Tiden mellem 1830—40. I alt
skal der paa Aljaska og Aleuterne findes 30
virksomme Kratere. — N. f. Alaska-Bjergene
bestaar Landet af aabne, bølgeformede Flader,
hist og her afbrudte af afrundede Granitkupler
ell. lave Kæder, der stryger i forskellige
Retninger (Yukon Hills, Romanzow-Bjergene).
Imod N. sænker Landet sig efterhaanden ned
til de lave Tundra-Egne langs Ishavet.
Hovedfloden er Yukon ell. Kvikh Pak ɔ: den
store Flod. Den opstaar ved Forening af Lewis
og Pelly og danner ved Udløbet i Norton-Bugten
et betydeligt Delta. Yukon er det største
Vandløb, Amerika sender til det Stille Hav. Ifølge
Schwatka maaler den 3290 km med et Opland
af 532543 km2, og dens Vandføring skal i
Sommertiden beløbe sig til 1/3 af Mississippis.
Flodens Aflejringer har i Tidens Løb næsten fyldt
Norton-Bugten, og fra Skovene i det Indre
medfører den Mængder af Drivtømmer. Yukon
er sejlbar helt op til Guldgraverdistriktet ved
den engelske Grænse (3202 km), og smaa
Dampere vedligeholder Forbindelsen mellem
Handelspladserne, der for Pelshandelens Skyld er
anlagte langs den Bredder. Af de øvrige Floder
nævnes Copper River, Suchitna og Kuskokwin,
der strømmer mod S. og V. De Vandløb, der
gaar til Ishavet, er bundfrosne en Del af Aaret.
I klimatisk Henseende danner Halvøen Aljaska
og Kystkæden en skarp Grænse. Langs
Stillehavskysten er Klimaet udpræget oceansk med
milde Vintre og kølige Somre. Sitka under
57° 3′ har en Middeltemperatur for Jan. af
÷ 0,4° og for Juli af 13,2°. Dette gunstige
Klima skyldes dels den fortrinlige Beliggenhed
i Læ for de kolde, polare Luftstrømninger, dels
den varme, japanske Strøm, der beskyller
Kysten og holder Skibsfarten fri Aaret rundt.
Nedslaget er overordentlig stort. Sitka har
aarlig 190—285 Regndage med 2250 mm Regn. I
Fort Tongas længere mod N. naar Regnmængden
endog 2930 mm — sandsynligvis den største
paa hele den amerikanske Vestside. N. f.
Bjergene antager Klimaet delvis et andet Præg.
Langs Vestkysten ligger i Vintertiden store
Ismasser, og de stærke Storme umuliggør al
Trævækst 50 km ind i Landet. I det Indre har
Klimaet et afgjort kontinentalt Præg. Vinteren
er lang og streng. Fort Yukon under 66 1/2°
har en Middeltemp. for Vinteren af ÷ 31°, og
man har iagttaget Kuldegrader paa indtil 56,6°.
Vegetationen skades dog ikke af denne stærke
Kulde, da Jorden ligger dækket af et 2—3 m
tykt Snelag. Bunden er i en vis Dybde altid
frossen, og mange Steder f. Eks. ved Kotzebue-Bugt
og langs Yukon indgaar Isen endog som
Led i den geologiske Rækkefølge, saa at Lag af
Is og Jord afløser hinanden. At disse Islag har
en betydelig Ælde, derom vidner tilstrækkelig
den Omstændighed, at man i de overliggende
Jordlag har fundet Levninger af Mammuth og
andre, nu uddøde Dyr. Sommeren er i det
Indre forbausende varm (Fort Yukon 13,7°),
Luften er klar, og Nedslaget langt ringere end
ved Kysten.
Hele Sitka-Distriktet fra 54° til hen imod Mount
Elias dækkes af smukke Naaleskove, der i
Tæthed og Uigennemtrængelighed ikke giver
Urskoven synderligt efter. Ogsaa Kystøerne er
stærkt skovklædte. Selv i Elias-Kæden træffes
trindt om paa de lavere Moræneterrasser og
Bjergskraaninger Skovøer af Naaletræer. Men
hinsides Kystbjergene, paa Aleuterne og
Berings-Hav-Øerne, er Trævæksten indskrænket til
lave Pilebuske, der i Forbindelse med arktiske
Lyngplanter danner den sparsomme Plantevækst.
Ogsaa Kysterne langs Berings-Havet er
træløse, men i det Indre omkr. Yukon melder
Skoven sig paa ny og dækker her uhyre Arealer.
N. f. 67° afløses Skoven af store Tundraer, hvis
Lav- og Mosvegetation danner milevide,
ensformige Strækninger, der kun hist og her
oplives af grønne Partier af det selskabelig
voksende Halvgræs Eriophorum capitatum. —
Dyrelivet i A. er ikke lidet forskelligt,
eftersom vi befinder os N. ell. S. f. Aljaska-Halvøen.
Langs det Stille Hav træffes i Hovedsagen de
samme Typer som i de nordlige U. S. A., ja
selv en meksikansk Kolibri gaar næsten lige til
Mount Elias. N. f. Aljaska faar Dyrelivet et stærkt
polart Præg, og i Skovene omkr. Yukon træffes
fl. Former, der tidligere ansaas for specielt
østamerikanske. Langs Ishavets Kyster lever
Isbjørnen. Sydligere lever sorte og brune Bjørne,
Rensdyr og Elsdyr, og i de store Skove træffes
Ulv, Ræv, Bæver, Maar, Odder og Egern.
Floderne, især de imod S., er meget fiskerige
(Laks, Gedder), og Kabliauer kommer i
Millionvis til Aleuterne og Kadiak-Øen. Landets
Hovedindtægtskilde fra Dyreverdenen er Jagten
paa Sæler, der aarlig i stort Tal kommer til
Pribylov-Øerne for at yngle. Havodderen
(Enhydra lutris), der tidligere levede i Mængde
langs Kysterne af det Stille Hav, vil p. Gr. a.
den stærke Forfølgelse sikkert snart være
udryddet.
Befolkningen er 1900—10 kun vokset
fra 63592 til 64366. hvoriblandt 36347 Hvide. Af
Folketallet (1910) var 45872 Mænd og kun 17720
Kvinder, og af den hvide Befolkning paa 30493
var kun 3200 Kvinder. Af de Farvede var (1900)
160 Negre, 3100 Kinesere, 280 Japanere og 29536
Indianere foruden Eskimoer, mellem hvilke
Folketællingen ikke kendes. 1900 levede i A. 12660
Personer, der var fødte uden for U. S. A., og
heraf var 1600 Kanadier, 1700 Englændere og
Irlændere, 1000 Tyskere, 600 Finner, 1445
Svenske, 1250 Nordmænd og 260 Danske. Den
indfødte Befolkning lever af Jagt, Fiskeri og
Pelshandel. De Hvide giver sig foruden med
Skovbrug og Handel væsentligst af med
Bjergværksdrift, og der frembragtes 1911 Guld for 62 1/2
Mill. Kr., Sølv for 1 Mill. Kr. og Kobber for
10 Mill. Kr. I alt er der fra A. 1867—1911
eksporteret Mineralier til en Værdi af 776 Mill.
Kr. og Skind- og Pelsvarer for 835 Mill. Kr.
Agerbrug og Kvægavl kunde muligvis lykkes i
den sydligste Del af A., men er endnu ikke
komne ud over Forsøgsstadiet. I det nordlige
A. har man indfødte Farmere fra Sibirien og
gennem indkaldte Lapper søgt at opdrage Eskimoer
til Rensdyravl; Rensdyrhjordene ejes dels
af Regeringen, dels af Missionsstationerne. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
