Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Akvarelmaleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Beskaffenhed, Vaskepensler, flade Luftpensler, egentlige
Malepensler m. m., helst Maarhaarspensler, der
dog delvis kan erstattes af andet og mindre
kostbart Materiale. Andre Redskaber, der maa
haves ved Haanden, er Raderkniv samt Trækpapir
og Klud til Optagning af Farven. Selve
Malningen foregaar da paa flg. Maade. Efter
at Papiret er spændt paa Rammen, gennemvædes
det ved Hjælp af Vaskepensel (ell. blød
Svamp); naar det er tørt, begynder Tegningen,
der maa udføres med lette, tynde Streger og
bedst med Blyant; derefter lægges ofte Papiret
over med Vand og benyttes da, naar det er
halvvaadt, til Malningen, idet man gerne først
med temmelig fuld Pensel og vandrig Farve
anlægger Baggrunden (begyndende fra oven
nedad) og for Resten sørger for at spare de
Steder ud (Skyer etc.), der er forbeholdte det
høje Lys. Dette kan ogsaa med Held
fremstilles paa anden Maade, hvad der har sin
store Bet., da man derved fritages for med
ængstelig Paapassenhed at vogte paa de rette
Udsparinger og kan bøde paa et uforsigtigt
Penselstrøgs Angreb paa de til Udsparing
bestemte Partier. Man kan nemlig ved Optagning
af Farven atter bringe Lyset op til den
fornødne Højde, idet man simpelt hen ved Hjælp
af Klud ell. Trækpapir kan suge Farven op,
ved Udvaskning med Pensel opløse og derefter
borttage Farven ell. for ganske smaa Partiers
Vedkommende ved Raderkniven opnaa samme
Resultat. Den her skildrede Fremgangsmaade
kan betegnes som den engelske, for saa vidt
som den særlig er blevet udviklet og øvet af
toneangivende, engelske Akvarelmalere, medens
den derefter ogsaa har vundet Hævd paa
Fastlandet. Dens Fortrin lige over for Olieteknikken
er da først og fremmest de lyse, lette
Farvetoner; i Henseende til fin Lys- og Luftvirkning
kan de federe Oliefarver ikke ret vel hamle
op med A.; i dette synes man ikke blot at
se paa, men ogsaa i Luften. Hertil kommer,
at Akvarelfarverne holder sig bedre, da de er
fri for eftermørknende Olier, at Toner let kan
ændres ved Lasurer, og at man uden Gène kan
afbryde Arbejdet naar som helst. Paa den
anden Side har jo ogsaa A. adskillige Svagheder,
som Oliemaleriet er fri for: Gengivelsen
af det stoflige magter A. ikke, Farverne
savner tilstrækkelig Kraft, og større Forandringer
kan ikke ret vel foretages. Heraf følger, at A.,
naar det skal fremtræde i virkelig kunstnerisk
Skikkelse, fordrer en øvet og sikker Haand,
medens for øvrigt A.’s forholdsvis let
overkommelige Teknik gør den særlig skikket for
Dilettanter.
A. fremtræder dog langtfra altid i en saadan
Skikkelse, som ovf. er antydet; det frembyder
mangfoldige Overgangsformer, der glider over
i andre tekn. Metoder. Dets Udøvere har til
Tider søgt at tilføre det ny Kraft ved at bibringe
det noget af Oliemaleriets Fortrin, men har da
ogsaa dermed samtidig overskredet den strenge
Akvareltekniks Grænser. Man har saaledes ved
Paasætning af Gummivand og Linolie søgt at
give Farvetonerne mere Kraft og Liv. Den hvide
Farve, dels blandet i andre, dels lagt paa hist
og her (til Smaalys), skaffer sig efterhaanden
mere Raaderum og gør sin betydelige Virkning,
men rokker ved Akvarelteknikkens Princip:
Gennemsigtigheden. A. nærmer sig i det hele
ikke sjælden til Gouachemaleriet (s. d.)
med dækkende, altsaa ikke transparente
Vandfarver.
Historie. Medens Akvarelmaleriet med
dets bestemt udformede Teknik og konsekvent
gennemførte Transparence er af forholdsvis
ny Datum, er Malning med Vandfarver
derimod lige saa gammel som Malerkunst
overhovedet. Vi træffer den i Ægyptens Mumiekister,
i Pompejis Huse, i Katakombernes Gange.
De ægypt. Vægmalerier, Omridstegninger med
røde, uddybede Linier, hvid Grund og derover
de forsk. Farvetoner, er udførte med
Akvarelfarver, ɔ: Farver tilsatte med Gummivand. I
Katakombernes Vægmalerier træffer vi atter A.
Ligesaa senere hen i Miniaturer og Bogillustrationer;
det første Udkast til Tegningen udførtes
med Sølvstift, derefter blev Linierne trukne
op ved Hjælp af en Pennefjer og det hele
koloreret i lyse, ubrudte Farvetoner, medens
man med Pennen gav Skygger og andet den
fornødne Kraft; en dækkende, hvid Farve blev
af og til benyttet til Lyspartierne. Heraclius’
Skrift »Om Romernes Farver og Kunstfærdigheder«
og Theophilus’ Diversarum artium schedula
(fra Slutn. af 11. ell. Beg. af 12. Aarh.)
giver Oplysninger om denne Akvarelteknik fra
den tidlige Middelalder. A. kan imidlertid ikke
staa sig mod Gouacheteknikken med dens mere
sammensmeltede, kraftig virkende Farver. I
den byzantinske Periode træffer man saaledes
næsten udelukkende Gouacheminiaturer. I den
flg. Tid dukker A. vel op af og til; men da den
gotiske Stil ret er kommet i Flor, bliver
Gouachen atter eneraadende. Akvarelteknikken
finder sig da ny Omraader i Træsnittet. De
kolorerede Træsnit, Helgenbilleder, Portrætter,
Spillekort etc. kommer paa Moden og bliver velsete
Varer paa de store Markeder, og »Illuministerne«,
som, meget haandværksmæssig,
foretager Koloreringen af disse Blade, betjener sig
gerne af Akvarelfarverne, der desuden ogsaa
bliver anvendte af og til paa Kobberstik (16.,
17. Aarh.). Endvidere finder A. lige fra
Renaissancen og op til den nyere Tid en udstrakt
Anvendelse ved Malernes Tegninger og Skitser.
Det bliver almindeligt, at Kunstnerne tegner
Udkast til deres Billeder med Pen, kolorerer dem
over med tyndt paasatte Vandfarver og ved
Hjælp af Dækhvidt og Tusch skaffer Lys og
Skygge til Veje (saaledes Haandtegninger af
Dürer i Wiens Albertina). De hollandske
Landskabsmalere benytter ofte sort og brunt til
deres Skitser for ved denne Farvesammensætning
at opnaa en Lysvirkning, der svarer til
Raderingens. Medens man ofte nøjes med
Skitseren graat i graat, gaar man til Tider
videre, undermaler graat i graat og paasætter
derover hist og her Lokalfarver. I 18. Aarh.
er A. Modesag og dyrkes ivrig af Dilettanter.
Imidlertid begynder nu ogsaa A. mere og mere
at antage Former, der nærmer sig den fuldt
udviklede Akvarelteknik. Den gradvise
Fremadskriden fremtræder skarpest udpræget (og
tillige bedst oplyst) i England, hvor denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
