Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - afrikanske Sprog - afrikansk Stjerneorden - Afrodiasme, Afrodisi - Afrodisia - Afrodisiaca - Afrodisias - Afrodite
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Einleitung über Völker u. Sprachen Afrikas«
[Berlin 1880]; Cust, A sketch of the modern
languages of Africa [London 1883, med Sprogkort
og Bibliografi]; »Zeitschr. für afr. Sprachen«,
udg. af Büttner [Berlin 1887 ff.];
Meinhof, »Die moderne Sprachforschung in Afrika«
[Berlin 1910, med Sprogkort af Struck]; Samme,
»Die Sprache der Hamiten« [Hamburg 1912];
Finck, »Die Sprachstämme des Erdkreises«
[Leipzig 1909]; »Zeitschr. für Kolonialsprachen«
[Berlin 1910 ff.]).
O. Jsp.
afrikansk Stjerneorden, stiftet 30. Decbr
1888 af Kong Leopold II af Belgien som Suveræn
for den uafhængige Kongo-Stat til Belønning for
Fortjenester af denne Stat. Ordenen har 6 Klasser.
Afrodiasme, Afrodisi (gr.), sygelig
Kønsdrift, Elskovsbrynde.
Afrodisia, Fester for Afrodite. Ved Gudindens
Helligsteder rundt om i Grækenland er der
sikkert fejret særlige Fester, men andre Navne for
disse end A. er sjældne (Hysterika i Argos). I
Athen og Korinth vides Hetærer at have
deltaget. Det var alm. Glædes- og Nydelsesfester,
sjælden med mere rituelle Træk, som et
Fakkelløb paa Delos.
H. A. K.
Afrodisiaca benævnes de Midler, der antages
at kunne virke vækkende ell. forstærkende paa
Kønsdriften. Som alm. bekendt fremkaldes
denne Virkning i mange Tilfælde af spirituøse
Drikke (især hede Vine, Champagne), muligvis
ogsaa af Krydderier. Men at tillægge visse af
disse, især Vanille, en særlig Virkning i nævnte
Retning, er næppe berettiget, og ligeledes er det
næppe med Grund, at man har en tilsvarende
Tiltro til visse Spiser (Æg, Vildt, Østers, Kaviar,
Trøfler) ell. til Fosfor. En særlig Stilling
indtager derimod de Medikamenter, der
erfaringsmæssig virker irriterende paa de (navnlig hos
Manden) for en stor Del forenede Urin- og
Kønsorganer, idet en saadan Irritation stundom
forbigaaende kan pirre Kønsdriften. Et saadant
Stof har man i de senere Aar fundet i Yohimbin,
et Planteuddrag. Tidligere var det
navnlig det virksomme Stof i spanske Fluer
(Kantarider), der var af Bet. i denne
Henseende. Det var dette Stof, der spillede
Hovedrollen i Oldtidens Elskovsdrikke (Filtra),
ligesom det dannede Hovedbestanddelen i de
berygtede, italienske Eliksirer (Diavolini) og i
de franske Pastilles galantes.
Lp. M.
Afrodisias (gr. afledt af Afrodite), bl. a. Navn
paa fl. Byer i Oldtiden; den mest bekendte laa
i Lilleasien, paa Grænsen mellem Karien og
Frygien (ved nuv. Geira) og havde et prægtigt
Tempel for Gudinden; storartede Ruiner er til
endnu. I Kejsertiden havde Templet Asylret, og
Byen var en Hovedby i Karien. — Et andet A.
laa i Kilikien (nu Porto Cavaliere), et tredie
i Spanien (nu Cadix).
H. A. K.
Afrodīte (Άφροδίτη) [hertil en Tavle med
4 Illustr.], Grækernes Kærlighedsgudinde,
svarende til Romernes Venus, Fønikernes Astarte.
Allerede i de homeriske Digte fremtræder
hun som en rent græsk Gudeskikkelse,
væsensbeslægtet med de øvrige olympiske
Guder. Men baade den gennemgaaende
Overensstemmelse med den asiatiske Kærlighedsgudinde
og mange Enkeltheder i Sagnene og
Gudsdyrkelsen (se ndf.) viser hen til Orienten.
Derfor maa man antage, at Forestillingen om A.
enten fra første Færd er kommet til Grækenland
fra Asien (ved Fønikerne) ell. i alt Fald,
hvis Grækerne opr. har haft en Frugtbarheds-
og Kærlighedsgudinde, er blevet stærkt
paavirket af den østerlandske Astarte-Skikkelse. Selve
Navnet A. lader sig ikke tyde af det græske
Sprog og stammer rimeligvis ogsaa fra
Østerland (mulig er det en forvansket (kyprisk?)
Gengivelse af det fønikiske Ashtoret = Astarte).
Thi Grækernes egen Etymologi, der afledede det
af ἀφρός »Skum« (den af Havets Skum
opstegne), har intet videnskabeligt Værd, og de
Afledninger, man i nyere Tid har villet sætte
i Stedet, er ikke stort bedre.
A. i Sagn og Digtning. Efter Iliaden
er A. en Datter af Zeus og Dione (der i Epeiros
betragtedes som Zeus’ Ægtefælle). Efter
Hesiodos’ Teogoni hører hun derimod til de Guder,
som fødtes i Tidernes Morgen, før den
olympiske Gudeæt blev til. Her siges hun ifølge den
anførte Navnetydning at være født af Havets
Skum, der blev befrugtet, dengang Kronos
berøvede Uranos hans Manddomskraft; hun
fremsteg af Havet ved Øen Kythera, men
førtes derpaa over Vandet til Kypros. — Ligesom
Astarte er A. Frugtbarhedens Gudinde. Hun
giver baade Dyr og Planter Vækst og Trivsel,
og Foraaret er den Tid, da hun især udøver sin
Magt. Myrten, Rosen, Anemonen, Æblet o. a.
er hendes hellige Planter; blandt Dyrene,
navnlig Fuglene, sættes især de, som udmærker sig
ved stor Frugtbarhed, i Forbindelse med hende
(saasom Haren, Duen, Spurven). Men ogsaa
Menneskene, ja selv Guderne er A.’s Magt
undergivne. Hun skænker lykkelig Kærligheds
Glæde og Lyst, men straffer sine Fjender med
ulykkelig ell. unaturlig Elskovs Sorg og Nød.
Da Forestillingen om Elskovs Trolddomsmagt og
Troen paa overnaturlige Elskovsmidler var alm.
i Oldtiden, tænkte man sig A. udrustet med et
Bælte, der med uimodstaaelig Kraft fortryllede
enhver. Selv er hun som Kærlighedens
Gudinde ung og blændende skøn; hun kaldes den
gyldne, sødt smilende o. s. v., og Digterne
udmalede ofte alle hendes Yndigheder. Chariterne
(Gratierne) er hendes Tjenerinder; de bader og
salver hende, smykker hende med gyldne
Smykker og væver hendes Klædning, som de
gennemtrænger med Vaarblomsternes Duft. Til
hendes Følge hører desuden Peitho (Overtalelse),
Himeros (Længsel), Pothos (Savn), Hymenaios
(Bryllupsguden) og fremfor alle Eros
(Kærlighed, se ndf.). — A. føler selv mere end nogen
anden Gud Elskovs Magt. Hendes Ægtefælle er
Hefaistos, men hun er ham utro af Kærlighed
til Ares, hvem hun føder Sønnerne Eros og
Anteros (Kærlighed og Genkærlighed) og fl. a.
Børn. Ogsaa dødelige Mennesker, som Adonis
og Anchises, skænker hun sin Gunst; med den
sidste har hun Sønnen Æneas. Hun beskytter
Troja i Krigen med Grækerne, som A. i
Grunden selv er Ophav til. Ved Peleus’ og Thetis’
Bryllup havde Eris (Tvedragt), fordi hun var
den eneste Gudinde, der ikke var indbudt,
kastet et Guldæble med Indskriften »til den
skønneste« ind blandt Gæsterne. Gudinderne Hera,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
