Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afrika - Afrika. Opdagelseshistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Deltagerne fortalte, at de en Tid havde haft
Solen paa højre Haand (altsaa i N.), hvilket
skal tjene til Bevis for, at de virkelig har
omsejlet Verdensdelen. — Romerske Hærførere
har ogsaa udvidet Kendskabet til A.; Cornelius
Balbus erobrede saaledes Aar 17 e. Kr. Fessan
og Ghadames, hvorfra senere Septimius Flaccus
og Julius Maternus trængte dybere ind i Sahara,
den sidste endog helt ned til Sudan. Ogsaa S. f.
Atlas trængte Romerne frem, og hvad Nil-Egnene
angaar, synes en Ekspedition, udsendt af Nero
for at finde Nilens Kilder, at have naaet de
store Sumpegne ved Bahr-el-Ghasal. Den store
Geograf Claudius Ptolemæus, som levede i 2.
Aarh. e. Kr., giver paa sit berømte Kort det
bedste samlede Billede af Oldtidens Kendskab
til A., og det er da navnlig hans to »Nilsøer«
og hans »Maanebjerge«, der rigtignok
henlagdes for Søernes Vedkommende til 6° og 7° s.
Br. og for Bjergenes til 12 1/2° s. Br., som har
godtgjort, at man i Oldtiden vidste bedre
Besked med Nilens Kilder end til over Midten af
19. Aarh. Hans Nilsøer og Maanebjerge findes
endnu paa Kort ind i 18. Aarh., hvorefter de
forsvandt derfra. Ptolemæus’ Kort strækker sig
ikke stort sydligere end hans Maanebjerge, og
A. bliver efter det bredere mod S. Efter
Ptolemæus optraadte i Oldtiden ingen Geograf, som
i væsentlig Grad har beriget Kundskaben om A.,
og de i Oldtiden vundne Resultater gik
næsten ganske tabt i den tidlige Middelalder —
for Kirkefædrene og Videnskabsmændene paa
denne Tid gjaldt A.’s Indre for ubeboeligt —
og Ptolemæus’ Viden gik senere i Arv til
Araberne, der i 7. og 8. Aarh. erobrede Nordafrika.
I 10. Aarh. naaede Araberne paa Østkysten frem
til den sydlige Vendekreds og havde her ved
Portugisernes Ankomst talrige Kolonier som
Sofala, Mosambik, Mombasa, Melinda o. a. V.
for Gibraltar-Strædet naaede Araberne kun til
Kap Nun, maaske til Kap Bojador. Flere arab.
Korttegnere som Edrisi (1099—1186) har udg.
Kort over A., og Ibn Batuta (1302—77), den
største arab. Rejsende, som paa en 24 Aar lang
Rejse endog naaede Peking, besøgte senere (1352—53)
Byen Timbuktu og endnu sydligere
liggende Egne; ogsaa Leo Africanus naaede omkr.
1500 Sudan, og begge har beskrevet deres
Rejser. Araberne har imidlertid kun bidraget
forholdsvis lidt til at forbedre Afrikakortet.
Endelig hen imod Slutn. af Middelalderen
begyndte Europæerne atter at bidrage til at
udbrede Kundskab om A., og Fremskridtet i saa
Henseende skyldtes, foruden Portugiserne,
Republikkerne Venedig og Genua. Marino Sanuto’s
Kort af 1320 efter arabiske Kilder skriver
sig bl. a. fra denne Tid; Fra Mauro’s langt
yngre Kort (1457—59) betegner et betydeligt
Fremskridt. I 14. Aarh havde Genueserne
opdaget Madeira og de allerede i Oldtiden
kendte Canariske Øer; A.’s nordvestlige Kyst
var nogenlunde bekendt, og franske Søfolk har
sikkert i Slutn. af 14. Aarh. endog naaet
Guinea-Kysten, men de Tiders Hemmeligholdelse af
Handelsvejene virkede yderst hemmende paa
Udbredelsen af geogr. Kundskab; Kort
betragtedes under visse Omstændigheder den Gang
som Statsdokumenter af den fortroligste Art.
Den store Fart, der efter 1400 kom i Opdagelserne,
skyldtes dog især Portugiserne. Det var
den portugisiske Prins Henrik »Navigator« (1394—1463),
som fra Sagres i Nærheden af Kap
St. Vincent fra Aaret 1415 udsendte en Række
Ekspeditioner, der efterhaanden bragte
Datidens Søfareres Frygt for, at bl. a. den stærke
Hede S. f. Kap Bojador vilde udslukke alt Liv,
til at vige, samt viste, at A. ikke blev bredere
og bredere Syd paa, men netop det modsatte.
Prins Henrik nærede bl. a. Ønsket om at finde
Vej til den af Marco Polo omtalte, gaadefulde
kristne Præstekonge Johannes’ Rige i A.
(Abessinien). Kap Bojador blev omsejlet 1433 af
Gil Yanez; den samme, der foretog fire Rejser,
naaede 1436 forbi 25° n. Br. 5 Aar senere
naaedes Kap Blanco (20° 46′ n. Br.), 1446
Senegal-Floden og det følgende Aar Kap
Verde (14° 43′ n. Br.); 1448 var man naaet
til Sierra Leone, og ved Henrik’s Død var
man kommet til det omtrent 2 1/2° sydligere
liggende Kap Mesurado, saa at omtrent 4000
km af A.’s Vestkyst var blevne befarede af
Portugiserne i hans Levetid. Øerne i Guinea-Bugten
blev opdagede 1469, og 1484 kom Diego Cao —
Martin Behaim deltog i Ekspeditionen som
Kosmograf — til Kongo-Flodens Munding. Bartolomeu
Diaz omsejlede 1486 A.’s Sydspids; et af
Forbjergene her kaldte han »det stormende
Forbjerg«, hvilket Navn Kong Johan II
imidlertid omdøbte til »Kap det gode Haab«.
Endelig opdagede Vasco da Gama paa sin
navnkundige Rejse 1497—99 Vejen til Indien; han
passerede Kap det gode Haab i Novbr 1497, 21
Aarhundreder efter at fønikiske Søfolk, udsendte
af Kong Necho, havde omsejlet A. for første
Gang, og anløb undervejs paa Østkysten det
nuv. Durban og de arabiske Kolonier
Mosambik, Mombas og Melinda. 1503 naaede Saldanha
Kap Guardafui, og 1541 endelig Estaban da
Gama Suez.
Omkr. 1500 havde Afrikakortet saaledes i
grove Træk faaet et til Virkeligheden svarende
Omrids, men med det Indre gik det i det hele
taget til Slutn. af 18. Aarh. og endnu senere
kun saare langsomt frem. Fra Atlas-Egnene,
Tripolis og Barka fik man først i 18. Aarh.
i Europa atter paalidelige geogr. Efterretninger
gennem Shaw, Danskeren Høst (opholdt sig
i Marokko 1760—68), Poiret, Stanley, Desfontaines
o. a., men om Egnene hinsides Lille Atlas
maatte man nøjes med Arabernes
Efterretninger. Nil-Dalen blev oftere besøgt af danske
Rejsende; Norden (f. i Holsten, Kaptajn i den
danske Marine) sendtes 1737 til Ægypten, som
han berejste og beskrev til Der ved Nilen
mellem første og anden Katarakt, og Niebuhr
(f. i Hannover, dansk Ingeniørofficer) sendtes
1761 til Ægypten og Arabien. I Senegambien
skete betydelige Fremskridt i Beg. af 18. Aarh.;
Thomson og Jobson trængte ved Gambia frem
til Tenda; Botanikeren Adanson berejste 1749—53
Senegambien. Fra Slavekysten naaede Norris
1772 Dahomey, og Isert (dansk Chirurgus paa
Fortet Christiansborg paa Guinea-Kysten fra 1783—89)
foretog saavel fra Slave- som fra
Guldkysten flere Rejser ind i Landet. Kongo blev
i anden Halvdel af 17. Aarh. ofte besøgt af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
