Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afleveringskontrakter - Aflyd - Aflysning - aflægge - Aflægning 1) er en i Haver anvendt Formeringsmaade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afleveringskontrakter er en Fællesbetegnelse
for saadanne Kontrakter, hvor Skyldnerens
Hovedforpligtelse gaar ud paa Bevaring og
Aflevering af en Andenmand tilhørende Ting.
De danner saaledes Modstykket til Kontrakter,
ved hvilke Skyldneren forpligter sig til at
overdrage en Del af sin Formue til en anden ell. til
at holde den til vedkommendes Disposition, og
udgør selv en Underafdeling af Arbejdskontrakterne.
Hovedeksempler paa A. er Forvaringskontrakten
(Depositum, se Deponere), og
Laan til Brug (se Laan), men Pligten til
Bevaring og Aflevering indgaar i øvrigt som Led
i en Mangfoldighed af Retsforhold.
P. J. J.
Aflyd. Med dette Navn betegnede Jacob Grimm
det tilsyneladende helt vilkaarlige Lydskifte, hvorved
»Vokallydene, efter bestemte, med Sprogets
inderste Bygning nøje sammenhørende Love
afløser hverandre i selve Rødderne, uden at nogen
paa Endelsen beroende Foranledning var
nødvendig dertil« (Grimm: »Deutsche Grammatik«
I2 [1882] S. 10); han holder altsaa Aflyden nøje
ude fra Omlyden i Modsætning f. Eks. til Rask.
Da man i det hele betragtede Vokalsystemet i
Sanskrit som det opr. og som Følge deraf ansaa
a, i og u for Grundlydene, forklarede man ā, ō, ī,
ai (ei), au, iu som »Stigningsformer«, medens c
(i) og o (u) opfattedes som »Spaltningsformer«,
»Svækkelse« af a (se f. Eks. Schleicher:
»Compendium der vergleichenden Grammatik« 3.
Opl. [1871] S. 11 ff.); i binde, bandt, bunden
skulde man saaledes have Grundlyden i bandt,
Spaltningsformerne i binde, bunden; i bide (oldn.
bita), bed (oldn. beit), et Bid (oldn. bit) havde
man Grundlyden i Bid (oldn. bit), Stigningen i
bide (oldn. bita), bed (oldn. beit, gotisk bait). —
Den nyere Tids Sprogforskning har imidlertid
fremkaldt en fuldstændig Omvæltning m. H. t.
Betragtningen af A., idet Grundlaget for den
tidligere Opfattelse, Læren om a, i og u som de opr.
Vokaler, har vist sig uholdbart. Man opfatter nu
ikke mere A. som en enkelt Proces, men som fl.
forsk. Vokalovergange, der kun har det tilfælles,
at de i deres Hovedtræk findes i alle
indoeuropæiske Sprog, hvoraf man slutter, at de maa bero
paa Lydskifter, som allerede har været til Stede
i det indoeurop. Grundsprog. — Blandt saadanne
Lydovergange kan nævnes, at korte og lange
Vokaler kan skifte i nær sammenhørende Ord
ell. Ordformer (»kvantitativ A.«), som naar
Dansk har bide (med langt i)» men Bid (med kort
i, Latin har regere (med kort e), men rex (i
Oldtiden udtalt med langt e). I opr. ubetonede
Stavelser kan Vokaler svinde, som naar i Græsk
Dativ af patér (Fader) hedder patri (uden e),
Latin har e-st (han er), men — med Svind af e
i Forlyden — s-unt (de er), jfr. tysk ist — sind.
Hvor i Grundsproget Vokalen foran n, m, l og r
enten svandt ell. blev til et dunkelt farvet ə, fik
de germanske Sprog un, um, o. s. v., en
Lydovergang, vi har Spor af i Former som bunden,
fornummen o. s. v., hvor Accenten opr. har hvilet
paa Endelsen. — Et meget alm., men hidtil
uforklaret Aflydsfænomen er, at man af samme Rod
kan finde Former med e og o ved Siden af
hinanden (»kvalitativ A.«); Græsk har f. Eks. légo,
tale, men lógos, Ord; da indoeurop. o i de
germanske Sprog bliver til a, viser e/o-Aflyden sig i
alle germanske Sprog som en Vekslen mellem e
(æ) og a, som naar vi har skære — skarp, bære
— Barn; ligeledes veksler Diftongerne
(germansk ī) med oi (germansk ai, oldn. ei), og eu
(germ. iu) med ou (germ. au). Denne Vekslen
mellem e og o (germansk a) ses især tydeligt i
Tidsbøjningen af de stærke Verber, idet
Nutidsformerne i alle indoeurop. Sprog dannes af
e-Trinnet, og altsaa i germansk Sprog har e (æ), ī
og iu: bære, bide, byde (af gammeldansk biuthæ),
mens Fortidsformerne (opr. Perfektum) dannes
af o-Trinnet (ligesom i gr. lé-loipa, Perfektum af
leipo, forlade): oldnordisk bar, gotisk bait (deraf
oldnordisk beit, dansk bed), oldnordisk bauð
(deraf dansk bød). Litt.: H. Hirt, »Der
indogermanische Ablaut« [Strassburg 1900]).
V. D.
Aflysning. Dette Ord kan betyde det samme
som Aflæsning (s. d.), men det kan ogsaa
bruges i videre Forstand om enhver offentlig
Bekendtgørelse, hvorved man tilbagekalder en
tidligere Bekendtgørelse om et retligt Skridt,
man agtede at foretage.
V. B.
aflægge (Søv.), at indtegne i et Søkort en
Række Lodskud, et Skibs Kurs e. l. (kaldes ogsaa
afsætte).
H. E.
Aflægning 1) er en i Haver anvendt
Formeringsmaade, som i Planteskoler kun benyttes til
Træer og Buske, der ikke lader sig formere ved
Frø ell. Stikning, som f. Eks. Varieteter af Ahorn,
El og jap. Kvæder. A. kan karakteriseres ved, at
man bringer Kvisten til at slaa Rødder, inden
den skilles fra Moderplanten. Den bestaar i, at
Grenene bøjes ned og dækkes med 5—15 cm Jord,
men saaledes at Spidsen af Grenen rager op over
Jorden. Ved en Trækrog fastholdes Grenen i den
bøjede Stilling. Ved Grenens Bøjning hemmes
Saftløbet, navnlig af den bearbejdede,
nedadgaaende Saft, og det befordrer Roddannelsen.
For mange Planter, som er mindre villige til at
danne Rødder, er det ikke tilstrækkeligt at bøje
Grenen, man maa fremkalde en yderligere
Standsning af Saftløbet ved at saare den paa det
Sted, hvor man vil have Rødderne til at skyde
frem. Dette kan enten gøres ved, at man vrider
Grenen, ell. ogsaa at man skærer den halvvejs
igennem paa tværs og derpaa drejer Kniven
saaledes, at Grenen spaltes, i Reglen c. 6 cm paa
langs og opad. Tværsnittet gøres bedst lige under
en Knop, og naar Grenen bøjes ned, passer man,
at den løsskaarne Tunge kommer til at gaa
lodret ned i Jorden, i hvert Fald maa de to
Saarflader ikke komme i Berøring med hinanden, da
de ellers let vokser sammen igen. For at sikre sig
derimod kan man sætte en Sten ind i Spalten.
Ved slyngende og klatrende Planter anvender
man den saakaldte »slangeagtige« A. Ranken
lægges hen ad Jorden, og idet man begynder
indvendig fra, graves hveranden Knop ned i
Jorden, idet Ranken bøjes saaledes, at de
mellemliggende Knopper kommer oven over
Jordoverfladen, i hvert Fald maa man passe, at der altid
er en Knop paa den nedadvendte Bue, og
ligeledes paa den opadvendte Bue. Knoppen trækker
Saft til sig, og den, der befinder sig nede i
Jorden, vil benytte denne til Dannelse af Rødder,
medens Knoppen paa den opadvendte Bue vil
give et Skud. Man faar derved lige saa mange
Planter af en Ranke, som der er Buer. A. udføres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
