Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adel. 1) Europas A. i Alm. 2) A. i de enkelte Fastlandsstater. 3) A. i England. 4) A. i de nordiske Riger. 5) A.'s Betydning for Stat og Samfund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ridderfærdigheden blev et højere Trin, som kun
de færreste naaede. Efterhaanden droges
Grænserne skarpere; den fri Kvinde, der ægtede en
ufri, mistede sit Adelsskab; de lavere Klasser
af A., der levede blandt og som Bønder, skødes
helt bort. Antagelsen af Familienavne paabødes
A. 1525. — Og A. var nu Rigsstand. Det rent
personlige Forhold til Kongen hørte op, om end
Kongen vedblivende kaldte hver Adelsmand »vor
Mand og Tjener«. A. var Rigets »fri og frelse«
Mænd, der »vover deres Hals for Riget« og
derfor nød Skattefrihed. A. oppebar Bøder af sine
undergivne og fik en stedse udvidet Jurisdiktion
over dem, til sidst den fulde Hals- og Haandsret;
A. var eneberettiget til at hjælpe Kongen
med at styre Landet; de Len, hvori Riget var
delt, skulde tildeles A., der deraf gjorde
Rostjeneste ligesom af sine private Godser. A.’s
politiske Indflydelse var samlet i Rigsraadet;
det valgtes af Kongen, men stod som den
egl. Herre i Riget over for de skiftende
Valgkonger.
Inden for den lange Periode fra Unionens
Stiftelse til Suveræniteten er der dog store
Svingninger i A.’s Stilling. Unionen aabnede den
danske A. Adgang til at vinde Len og Gods i
Sverige og Norge; men da den nationale
Bevægelse rejste sig i Sverige, benyttede den
danske A. den til at gøre Ende paa den stærke
Kongemagt i Danmark ved at afsætte Erik af
Pommern. I den flg. Tid gik A.’s Myndighed
stærkt fremad. Rigsraadet indskrænkede stedse
mere Kongemagten og fik lovhjemlet Ret til at
afsætte den Regent, der ikke overholdt sin
Haandfæstning; A. sad inde med næsten alle
Rigets Len paa de gunstigste Vilkaar, og kun
en ringe Del var henlagt til »Fadeburet« til
Kongens særlige Underhold; tillige fik A.
Hovedudbyttet af den katolske Kirkes Rigdom, idet
Prælaturerne næsten uden Undtagelse besattes
med A., medens Herreklostrene afgav Hjemsted
for A.’s ældre Mænd og ugifte Kvinder. Om alt
dette kom saa et stort Opgør i 16. Aarh.’s første
Menneskealder; Christian II’s Forsøg paa at
styrte Adelsvælden mislykkedes; under
Frederik I vandt A. videre frem end nogen Sinde og
saa sig allerede som den naturlige Arvetager
til hele Kirkegodset; men saa kom Grevefejden
med A.’s Nederlag over for Borgere og Bønder.
A. søgte Ly hos Kongen og Statsomvæltningen
1536 blev i første Linie en Sejr for
Kongemagten, som førtes videre ved Christian III’s kloge
Politik; de adelige Prælater forsvandt med
Katolicismen, Kirkegodset kom i Kronens
Hænder, Lensvæsenet omdannedes i monarkisk
Retning.
Efter Reformationen begyndte A. at miste sit
Præg af Krigerstand. Den rustede Adelsskare
havde længe ikke været Rigets eneste
Forsvarsmiddel; nu var den end ikke mere Kernen i
Hæren, og de mange Forsøg paa at reorganisere
Rostjenesten faldt ikke gunstig ud. Fra Krigen
vendte A. da mere og mere Tanken mod
Fredens Gerninger. Adelsmanden kunde studere
og gaa Embedsvejen, søge ind i Kongens
Kancelli og ende med at faa en af de godt aflagte
Lensmandsstillinger eller endog blive Rigsraad,
eller han kunde kaste sig over Driften af sit
Jordegods, samle Strøgodset til afrundede
Helheder, stræbe ved Stordrift at øge sin Rigdom.
A. gjorde baade det ene og det andet, og den
lykkelige Fredstid fra 1570 til 1625 kastede stor
Glans over den danske A. Den grebes af Tidens
Strømninger; den var religiøs og national,
beskyttede de Borgerliges videnskabelige Stræben
og tog selv Del i Arbejdet; en adelig Historiker,
Arild Hvitfeld, skildrede Fædrelandets Historie
fra A.’s Synspunkter, og Adelsdamerne syslede
med Slægternes Fortid og med Folkeviserne
fra Riddertiden. Pragtfulde Herregaarde rejste
sig rundt om; Prisstigningen paa alle
Landbrugsprodukter tillod A. at udfolde en hidtil
ukendt Luksus. Denne Glansperiode varede dog
kun kort; Ulykkerne strømmede ind over
Landet og ramte A. haardere end nogen anden.
Krigene viste, hvor liden Værd A. havde for
Landets Forsvar; de kritiske Forhold i
Landbruget aabenbarede, at A. havde levet over Evne;
dens Overdaadighed havde undergravet dens
Livskraft, og mange Slægter uddøde med unge
Mænd i Tyveaarsalderen.
Rigets Ulykker nødte Christian IV til at søge
Bistand hos sine Undersaatter, og i hans
senere Aar kom A. som Stand til at spille en
større politisk Rolle end nogen Sinde.
Stændermøder sammentraadte, og A. blev her den
førende Stand, der vandt store Dele af
Regeringsmyndigheden baade fra Konge og Rigsraad.
Der syntes at være Spirer til en frugtbar
Udvikling; A. viste levende Interesse for Riget;
dens Repræsentanter talte ogsaa ofte de lavere
Klassers Sag; men den kunde dog ikke tænke
sig at opgive sin hele Særstilling, og hvad den
vilde ofre, tilfredsstillede hverken Konge eller
Folk. I selve A.’s Rækker var der Splid;
Svigersønnepartiet gik sine egne Veje, og Rigsraadet
saa skævt til A.’s Stændermyndighed. Frederik
III, der maatte købe sin Krone med en
Haandfæstning strengere end nogen siden Frederik I’s,
sigtede fra første Færd bevidst mod A.’s
Undergang; Standens betydeligste Talent, Hannibal
Sehested, stillede sig paa Kongens Side; dens
mest fremragende Mand, Corfits Ulfeldt, gik i
Landflygtighed, hævdende Adelsmandens
middelalderlige Ret til frit at vælge sin Herre. Saa
gjorde Svenskekrigen og Kbhvn’s Belejring
Frederik III til den nationale Konge, der i Forbund
med Borgerstanden kunde tillægge sig selv
enevældig Magt.
Absolutismen kom i Danmark frem ved et
skarpere Brud med A. end andetsteds, og den
danske A. sank pludselig ned fra den næsten
mest til den mindst privilegerede i Europa;
efter Privilegierne af 1661 nød den forsk.
Æresrettigheder og Godsejerprivilegier, men den
havde ingen Særadgang til Embeder og ingen
Skattefrihed. Endda saa de første Enevoldskonger
med største Mistro paa den gamle A.,
og uden Støtte fra oven ødelagdes denne af
Landets ulykkelige, økonomiske Forhold og de
strenge Skattepaalæg; at den 1670 fik
Skattefrihed for Hovedgaardstaksten, blev foreløbig
snarest en Byrde, da dermed fulgte Pligten til
at staa inde for Fæstebøndernes Skatter. Paa
den Maade gik endnu inden Aar 1700 det meste
Adelsgods over paa ny Hænder, og mange af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
