Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abrahamson, Josef Nicolai Benjamin, dansk Militær og Skolemand - Abrahamson, Werner Hans Frederik, dansk Militær og Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilværelse; han har derfor »et stedsevarende
Krav paa Armeens Taknemlighed«. Fra denne
Stilling traadte han tilbage 1835, blev
Overkvartermester i Generalkvartermesterstaben og kort
efter Chef for hele Rigets Udskrivningsvæsen;
1840 blev han Oberst; 1827 var han bleven optaget
i den danske Adelsstand. — A.’s Navn er tillige
knyttet til mange andre Omraader; han var bl. a.
Direktør for Døvstummeinstituttet, Deputeret for
Odense i Stænderforsamlingen, Medstifter af »Det
kgl. nordiske Oldskriftselskab« (1825) og i 3 Aar
dettes Præsident. Til Belysning af dette sidste bør
det betones, at han med megen Iver deltog i den
Virksomhed, der udgik fra Oldsagskommissionen
af 1807. og at han bl. a. er Forf. af et arkæol.
Skr. »Thors Hammers Tegn« (»Skandinavisk
Litt. Selskabs Skr.« [1810]), der trods sine store
Mangler maa betegnes som et af de i
videnskabelig Henseende rigtigst anlagte Værker, der
fremkom i hin Tid, hvor den arkæol. Videnskab var
saa ganske i sin Vorden.
Chr. Bl.
Abrahamson, Werner Hans Frederik,
dansk Militær og Forfatter, f. i Byen Slesvig 10.
Apr. 1744, d. i Kbhvn 22. Septbr 1812. Efter at
have nydt en tarvelig Undervisning i Hjemmet
kom han 1758 paa Landkadet-Akademiet.
Tilstanden var her i de første Aar, A. var Elev,
under al Beskrivelse: Raahed i Tonen i
Forbindelse med en tarvelig Undervisning i et meget
indskrænket Antal Fag, et strengt Forbud mod
at tale Dansk paa Akademiet af Hensyn til de
vordende Officerers Uddannelse for Armeen,
hvor Tonen var tysk, var de mest karakteristiske
Træk for Skolen. Trods de lidet udviklende
Omgivelser udfoldede A. dog en betydelig Energi
for selv at vinde videre frem; skønt tysk født
lagde han sig i Modsætning til de mange i
Danmark levende Tyske med en forbavsende Iver og
Interesse efter at tale og skrive Dansk, saa at det
i hans frodige litterære Produktion er umuligt at
opdage, at det Sprog, paa hvilket han udtrykker
sig, ikke er hans Modersmaal. Samtidig
studerede han i Forening med en Kammerat Italiensk
og Engelsk, Sprog, som dengang kun fandt faa
Dyrkere i Danmark. 1762 blev han Fændrik og
Aaret efter Sekondløjtnant i Infanteriet, men
forsattes 1768 til Artilleriet. Samtidig gør han sit
første litterære Forsøg ved at indsende et Digt i
rimfri Jamber — en hidtil kun sjælden anvendt
Form i dansk Digtning — »Landsfaderen og
Erobreren« til »Selskabet for de skiønne og
nyttige Videnskaber«, der belønnede det med en
Pengepræmie paa 40 Rdl. Det var dog ikke paa
Digtningens Omraade, A. skulde tjene sine
Sporer, dertil besad han ikke aandelig Smidighed
nok. Derimod var det et lykkeligt Indfald 1771
at ansætte A. som Lærer ved Artilleriskolen i det
danske og tyske Sprog, Historie og Geografi, og
senere (1780) ved Landkadet-Akademiet som
Lærer i »de skiønne Videnskaber«. I disse Stillinger
virkede A., der 1786 blev Kaptajn, men Aaret
efter af Helbredshensyn maatte tage sin Afsked,
til henholdsvis 1806 og 1810; hans nidkære
Virken ligger vel for en Del i det skjulte, men naar
der under det Guldbergske Regimente paabødes
en Omorganisation i Armeen i Retning af dansk
Sprog ved Kommandoen, er det sikkert en Mand
som A., man maa takke for, at dette Paabud fik
sine praktiske og betydelige Resultater. Med sin
glødende Kærlighed til alt Dansk har han, der
var en udmærket og af Kadetterne meget afholdt
Lærer, forstaaet at meddele sine Elever noget af
sin Begejstring og gøre dem det forstaaeligt og
naturligt, at der i et dansk Land taltes dansk
Sprog. Denne hans Interesse for Sproget drev
ham snart til at søge til Kilden, det oldnordiske,
og han er den første, der 1773 publicerer en
Oversættelse af en islandsk Saga (Gunnlaug
Ormstunges), ligesom han paa en Maade er Rask’s
Forgænger, naar han i sine tvende Sproglærer af
1801 og 1812. udarbejdede paa Tysk for
Akademieleverne, mener at maatte basere
Modersmaalets grammatiske Teori paa Stammesproget. A.
var endvidere Medlem af den kgl. Kommission til
Bevaring af Oldsager i Danmark og Norge, der
oprettedes 1807, og virkede med stor Iver for
denne Sag, ligesom han var en af de første, der
bragte Studiet af Runeindskrifter frem i
Danmark. Som han var den første, der meddelte
offentlig Undervisning i Dansk, har han ogsaa
før nogen anden i den nyere Tid Øjet opladt for
den litterære Skat, der ligger gemt i Landets
Folkeviser, om end hans Tanke, at denne Digtart
burde genoptages, næppe var realisabel; lige før
sin Død lykkedes det ham, i Forening med
Nyerup og Rahbek, at faa 5 Bd. »Udvalgte danske
Viser fra Middelalderen« udgivet. Kærligheden
til den danske Litteratur gjorde ham ogsaa til en
ivrig Tilbeder af Ewald og dennes Muse; han var
Sjælen i »Det danske; Litt.-Selskab«, der sluttede
Kreds omkring Digteren, medens »Det norske
Selskab«, der lededes af andre Sympatier, havde
hans dybe Mishag. Upartiskhed er i det hele ikke
den Egenskab, der præger A.’s Karakter; han er
aaben og ærlig, trofast og nøjsom, men noget
smaatskaaren og uforstaaende over for
anderledes tænkende. Dette viser sig navnlig i den
lange og forbitrede Kamp i Litteraturen mod de
i Danmark bosatte Tyske, og hvortil Baggesen’s
Opera »Holger Danske« gav den tilfældige
Anledning (»Holgerfejden«). Medens man ganske maa
sympatisere med hans Forestillinger til
Kronprinsen om det unaturlige i, at han ved
Akademi-Højtidelighederne maa holde Taler paa Tysk i en
dansk Opdragelsesanstalt for unge Mænd, er der
ikke lidet ensidigt i den Maade, hvorpaa han
drager til Felts mod »Hjemmetyskerne«. Han
overser næsten ganske den Bet., den tyske
Kultur og de tyske Statsmænd har haft for dansk
Udvikling. Han kæmper imidlertid med aabent
Visir, og det er øjensynligt, at han aldrig vil
opgive den Sag, han een Gang har sat noget ind
paa, selv om han derved udsætter, sig for et Skær
af Bornerthed og Rigorisme. A. er en af de
bedste Typer paa Mændene fra Kronprins Frederik’s
Dage; han ligner denne i meget, og da man i
Kronprinsens yngre Aar i Skrift og Tale
harcellerede en Del over dennes udprægede militære
Passioner og Tarvelighed i Levevis, skrev han et
meget varmt og kraftigt Forsvar: »Tronfølgeren
i Gondar« (1787). Skønt A. ellers var en meget
frugtbar Forf. — han har udg. 15 Afh. over forsk.
Materier, været med til at starte 8 Tidsskrifter og
Ugeblade, hvoriblandt »Alm. dansk Bibliotek«
og »Borgervennen«, samt været Medarbejder ved
samme, skrevet en Del Poesier og en Mængde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
