Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aabel, Hauk Erlendsøn - Aabenbaring - aabenbart Skrifte - aaben Lyd - Aabenraa (tysk Apenrade)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bryllup« og Geijerstam’s Folkekomedier. Hans
fantastisk straalende Oldfux i »Den stundesløse«
giver gode Løfter for den klassiske Komedie.
E. S-n.
Aabenbaring er et teologisk Begreb, der
træffes i al Religion, og hvis Bestemmelse derfor
ogsaa er lige saa forsk. som Opfattelsen af
Religionen, idet den nøje slutter sig hertil. I
Almindelighed kan Aa. siges at betegne den
objektive Side i Religionen, den Side, hvorefter
Religion fremtræder som et virkeligt Forhold fra
Gud til Mennesket. Da et saadant Forhold
ifølge sin Natur aldrig videnskabelig kan
bevises, maa Aa.’s Virkelighed altid finde sin
Anerkendelse ad personlig Vej, gennem Tro.
Det inderste og bærende Princip for Verden
er skjult, og det trænger til en Fortolkning
og Forklaring, for at dets sande Mening kan
blive klar og aabenbar. Hvor Religionen staar
paa et lavere Trin, har man søgt hen til
Genstande fra Naturen som Aabenbaringsorganer,
enten rent haandgribelige som Sten, Træer
og Dyr eller ikke-haandgribelige som Himlen,
Solen og Stjernerne. Hvor den har naaet et
højere, aandeligt Trin, er det enkelte
Mennesker, der er blevne betragtede som Fortolkere
af Tilværelsens Hemmelighed, saadanne som
Buddha, Moses og Muhammed. Det er Læren,
som her er traadt i Forgrunden, og det er alene
ved den rene og ophøjede Karakter af denne, at
den enkelte Religion skal bevise sig som den
sande Aa. I en anden og endnu højere Form
fremtræder imidlertid Aabenbaringsbegrebet i
den kristne Religion, hvor det først finder sin
Afslutning. Ikke ved en abstrakt Lære, men ved
sin hele hist. Fremtræden, fornemmelig ved sin
fuldkommen sædelige Personligheds Liv, der
indeholder for alle Mennesker et nyt, sædeligt
Ideal og et nyt Livsforhold til Gud, er Jesus af
Nazareth bleven afgørende for Menneskehedens
Udvikling; det er ikke ensidig til Forstanden,
men til den samlede menneskelige
Personlighed, at han har vendt sig med sin Paavirkning.
Medens man altsaa over for de andre Religioner
uden Vanskelighed vil kunne gennemføre en
saadan Betragtning af Aa., som den i de nyere
filosofiske Systemer almindelige, hvorefter alle
de enkelte historiske Religioner ses som Led i
en naturlig Udviklingsrække, hver ydende sit
bestemte Bidrag til den fuldkomne Sandhed,
saa vil Forestillingen om en enestaaende og
absolut Aa. dog stadig finde sit Hold i den
kristne Religion, for saa vidt som det maa
indrømmes, at man her i den givne Historie har
et fast Grundlag for det Tillidsforhold til den
højeste Magt, som man i Religionen søger, og
som ikke kan erstattes ved nogen som helst
upersonlig Lære. Det er Autoritetsforholdet, der
er uadskilleligt fra Aabenbaringsforholdet, som
paa denne Maade finder sin Plads, idet man
skelner imellem den ene overnaturlige Aa., 1.
Joh. 1, 1 ff., 1. Kor. 2, 6 ff., (hvortil ogsaa
Jødefolkets Historie herudfra kan slutte sig), der
som saadan ogsaa kan bruge overnaturlige,
underfulde Midler som Inspiration og Mirakler,
og en naturlig Aa., saaledes som den da ud
fra den sande Aa.’s Lys kan ses at fremtræde
i den almindelige Historie og i Naturen, Rom.
1, 19 ff. Acta 14, 17; 17, 26 ff. Men ganske vist
maa det indrømmes, hvad ogsaa nu almindeligt
sker over for en ældre teologisk Betragtning, at
det aldrig vil være muligt ved Henvisning til de
fortalte Undere og Spaadomme at bevise
Kristendommen som den sande Aa., og at det vil
være urigtigt, naar man betoner Aa.’s
intellektuelle Side paa en saadan Maade, at man vil
finde en udformet Lære som aabenbaret;
dette sidste vil føre til, hvad virkelig er
sket i den lutherske Teologi, at man har
betonet Skriften som den egentlige Aa. og ud af
den læst den Kirkelære, som senere Tider har
opstillet. Det er Stifterens personlige Liv, der
er Aa., og ikke direkte nogen bestemt Lære.
F. C. K.
aabenbart Skrifte. Skriftemaalets
Offentlighed, som inden for den kat. Kirke opr. havde
været Reglen, indskrænkedes tidligt til de
groveste Synder, og denne Ordning fastholdtes efter
Reformationen af Protestantismen, der anvendte
aa. S. som en Form for Kirketugt. Efter den
ældre danske Ret var denne Kirkestraf
hjemlet dels selvstændigt for forsk. Brud paa rent
kirkelige Forskrifter (Undladelse af at lade sine
Børn døbe, forsømt Altergang, Samkvem med
Bandsatte o. lign.), dels ved Siden af anden
Straf for Overtrædelser af den verdslige
Lovgivning (Manddrab og Tyveri, for saa vidt Vedk.
slap for Livsstraf, Mened, Lejermaal o. fl.).
Endnu i D. L. stod aa. S. i fuldt Flor, men
allerede i Beg. af 18. Aarh. kunde der uden
Vanskelighed ved kgl. Bevilling opnaas Fritagelse
derfor, i det mindste i visse Tilfælde, og
saadanne Bevillinger blev efter en kortvarig
Reaktion under Christian VI (Frd. 23. Decbr 1735) i
den flg. Tid stedse almindeligere. Ved Frd. 8. Juni
1767 ophævedes aa. S. dernæst helt i det praktisk
vigtigste Tilfælde (Lejermaal), og senere hen er
det efterhaanden gennem Praksis ganske
forsvundet sammen med den øvrige Kirketugt.
Formelt afskaffet blev det dog paa adskillige
Omraader først ved Lovgivningen fra 19. Aarh.,
f. Eks. Straffeloven af 1866.
P. J. J.
aaben Lyd kaldes især Vokaler, ved hvis
Frembringelse (Udtale) Munden er stærkt aaben,
idet Tungen holdes sænket ned i Undermunden.
Den mest aabne af alle Lyd er a; Tungen hæves
derimod noget ved Udtalen af æ, ö (Lyden i »en
Dör«) og å, hvilke dog er mere aabne end e, ø
(Lyden i »han dør«) og o. De mest lukkede
Vokaler er i, y og u, hvor Tungen er hævet
højt op mod Ganen. — Ved »aabent i« forstaar
man en e-Lyd, som skrives med i, f. Eks.
til, Vilje, ligesom et »aabent e« betegner en
æ-Lyd, der skrives med e, f. Eks. her, tjene.
Blandt Konsonanterne maa de saakaldte
»bløde« (spirantiske) Lyd, f. Eks. dansk (men
ikke norsk) d i gad og g i Dag, bestemmes som
aabne i Modsætning til de helt lukkede
Konsonanter f. Eks. Begyndelseslydene i de to nævnte
Ord. Ved lukket d og g sættes Tungen fast imod
Overmunden, ved de aabne hæves den kun op i
Retning af Overmunden. Aabne er ligeledes
Læbelydene f og v i Modsætning til p, b og m.
V. D.
Aabenraa (tysk Apenrade), Købstad i det
østlige Slesvig, Kredsstad i Kredsen af samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
