Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere.
Bevidst eller ubevidst — hvor megen Krænkelse
og Saarhed tilføier ikke Menneskene hinanden.
Kunde vi se ind i de Millioner Hjerter, der bløder
i Stilhed af skjulte Saar — aa det vilde bli at se
ind i et Væld af Blod og Taarer.
Det eneste, som lyser over al denne Smerte, er
disse Kristi største Ord: «Fader forlad dem, thi de
vide ikke, hvad de gjøre».
Det maa vi tro; naar det ene Menneske tramper
paa det andets bedste Følelser, sønderriver dets gyldne
Haab, misforstaar dets ædleste Bestræbelser, ja kanske
tillægger det lumpne Bevæggrunde — da kan man
alligevel tilgive i Kraft af de Ord: «Aa de ved ikke
egentlig, hvad de gjør, hvor ondt de gjør.» Det
lægger Tilgivelsens Dagskjær over Mørket.
Værre kan det være at glemme.
At faa slettet ud af Mindet, af Sindet — alle de
Furer, som haardt belæssede Ukjærlighedens Vogne
skar i den bløde Hjertejordbunden.
Forlad os vor Skyld!
Den, som har loddet tilbunds i sig selv og fundet,
hvor ofte hans Evne svigtet hans Vilje — og hvor
svært det ofte var at ville, den føler, at han trænger
intet mere selv end Tilgivelsens Morgenrøde over sin
Dag, og at uden den — uden fuld Fred mellem ham
og Gud — en fuldstændig Harmoni mellem Sjælens
Længsler og dens Ophav — er det umuligt at leve,
at tilgive — at glemme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
