Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•271
„Herre," sagde han, „tilgiv mig! Du kjender
min Svaghed. I Nat har jeg atter fornægtet
dig. Læg nu din Haand paa mit Hoved og lad
mig græde ud ved din Fod! Da skal
Dødsangsten, som overvældede mig, forsvinde, og jeg
skal vise mig Kronen værdig, som du i Naade
vil skjænke mig."
Og Petrus græd ud hos sin bedste Ven og
følte hans Haand med Sjælefredens og
Velsignelsens herlige Magt hvile paa sit Hoved.
Da Apostelen styrket og beroliget rejste sig
op, var Jesus ikke længer synlig. Stormen var
taget til paa Ny og jog fra Havet sorte
Skymasser ind over Tiberdalen. Regnen faldt atter
i stride Strømme. Men Apostelen følte, at
Herren, om end usynlig, var hos ham, og denne
salige Følelse forlod ham aldrig mere.
Petrus rettede sme Skridt tilbage mod
Staden og det Mamertinske Fængsel. Han
dundrede paa dets Jernport, indtil Vogterne
lukkede op, og sagde til dem: „Venner! giver
mig nu atter mine Lænker paa! Det sømmer
sig ikke for mig at undfly Sejrens Løn!"
Da Morgenen kom. sov han ganske rolig i
sine gamle Lænker, midt imellem sine Medfanger.
* ❖
■’f
Do mine, qvo vadis? Herre, hvorhen
gaar du’? Saaledes hedder endnu den Dag i
Dag Stedet, hvortil Sagnet henlægger denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
