Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 37. Merkisaliks Rensdyrjagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
men forgjæves; ingen af Brødrene vilde sige et Ord, og deres Gamle
heller ikke. Saasnart de havde spiist, gik de igjen, med Undtagelse
af Faderen, der fortalte et og andet. I Talens Lob sagde hiin: »Vi
ere i Forlegenhed for noget til et Bor, du kunde lade mig faae det
Knæbeen der.« Merkisalik svarede: »hvorfor ikke, det Slags have vi
nok af.« Den Anden tog det, takkede og gik sin Vei. Den næste
Morgen vaagnede Merkisaliks ved en Lyd, ligesom af Teltestænger.
Da de stode op og gik ud, saae de, at de Fremmede vare ved at bryde
Teltet ned for at drage bort. Nu vare Merkisaliks altsaa atter ene,
og Sønnen gik atter uden Følgeskab paa Rensjagt. Medens han endnu
var ifærd med at slæbe sine fældede Rensdyr hjem, fortalte han en
Dag, at han havde en Byld paa Knæet. Bylden voxede, den blev
værre og værre, Forældrene bedrøvedes, og omsider døde Sønnen
efter at have bekjendt, at det var Faderen til de mange Mænd, som
havde forvoldet ham det, ved at hexe over Knæbenet af hans fangne
Rensdyr. De stakkels Forældre vare fortvivlede over at være
berøvede deres Forsørger. Imidlertid begyndte Indsøerne allerede at fryse
til, og det var paa Tiden at drage ud af Fjorden; da det derfor en
Morgen var smukt Veir, lavede de sig til, græd endnu over Sønnens
Grav, og seilede derpaa, endnu under Klager, for en let Østenvind ud
af Fjorden. Da de vare komne til deres Vinterplads, opfyldtes
Merkisaliks Sind af Had, og han grundede paa, hvorledes han skulde
hævne $ig. Omsider besluttede han at, låve en Tupilek til de mange
Brødre. Hver Dag befattede han sig ikke med andet, end at samle
Been af alleslags Dyr, som han fandt, lagde dem derpaa i Elven,
omviklede dem med Haar fra Baadeskindene, gjorde dem tilsidst levende
og satte Tupilekken i en Elv, som forte den ud i Havet. Da han
saae ud efter den, var den bleven til en Agpaliarsuk (lille Alk) der
dukkede op og ned, og vendte sig mod sin Eiermand. Derpaa sagde
han: »saaledes vil jeg ikke have dig.« Strax dukkede den ned og
kom op igjen som Teist. Atter sagde han: »saaledes vil jeg ikke
have dig.« Den gjennemgik derpaa alle Fugles Skikkelse, men han
forkastede dem alle; derpaa gjennemgik den alle Sælhundearter og
Mattak-Dyr IDelphiner), men heller ikke dem kunde han bruge.
Omsider da den dukkede op, hørtes dens Aande som en vældig Susen,
og der saaes en lille Hval; da sagde han: »saaledes vil jeg have dig,
du skal hævne mig.« Da var det, som om Dyret spurgte: »hvor skal
jeg hen?« Han svarede: »til de mange Brødres Jageplads.« Ved disse
Ord trak den Veiret dybt og dukkede under; men Manden kom hjem
og ventede nu paa at høre fra de mange Brødre, som boede nordenfor
ham. En Aften saae han en fremmed Kajak komme omkring det
nordre Næs, og da den nærmede sig, gjenkjendte han en stakkels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
