Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Ordet Tilgivelse udtrykker den rette og højeste
Grad af at forlade. I den giver man til, eftergiver man
alt det onde, som Fejlen virkede, man giver bort det
bitre Minde, Harmen, alt hvad der dannede en Mur mellem
en selv og den fejlende. Man beholder intet mere af
alt dette, men idet man saaledes bortgiver sin Vrede,
bliver man rigere paa Kærlighed, rigere paa Kraft [1]». —
Naar man véd, hvorledes Kristendommen mere og mere
blev alt for Fr. Bremer, hvorledes det var hendes kæreste
Opgave at fordybe sig i religiøse Spørgsmaal, og hvor godt
hun forstod i sine private Breve at klare det kristelige for
andre, da undrer man sig ikke over, at hun kunde føle
sig tilskyndet til at træde offentlig frem til Forsvar for
Kristendommens Sandheder, naar disse bleve angrebne.
Dette skete netop paa dette Tidspunkt, i Begyndelsen af
1840’rne. Nogle Aar tidligere, 1835 og 36, havde den
tyske Professor David Strauss udgivet sin opsigtvækkende
Bog: «Jesu Liv, kritisk bearbejdet». Denne Kritik
gik ud paa at undersøge, om der ikke laa Myther bagved
Fremstillingen af Jesu Liv i Evangelierne, og saadanne
fandt han nok af, om end ikke det hele var Mythe.
Strauss forkastede alt det overnaturlige, men med stor
Inkonsekvens vilde han alligevel hævde Kristi overnaturlige
Fødsel, hans Undergerninger, Opstandelse og Himmelfart
som evige Sandheder, (skønt de skulle være
historiske Usandheder). Hans Bog vakte Røre rundt
omkring, og Bevægelsen havde nu forplantet sig til Sverige
«med stærkt Bulder og Spektakel». Mange vare henrykte
over Strauss’ Lærdomme, der bleve udbredte i svenske
Bøger; de mente, at først nu havde man opdaget, hvad
der var Sandhed i Kristendommen, og hvad der ikke var
det. Overfor alt dette følte nu Fr. Bremer, at hun burde
træde op, «trods det paulinske men ikke kristelige Ord:
«Kvinden tie i Forsamlingen», som hun udtrykte sig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
