Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
tilsyneladende træt og forlangte, at vi skulde hvile os
paa Høstakkerne, der stod som store, graagrønne Bi-
kuber langs Veikanten. Hun træt! Hun kunde sprunget
lange Strækninger uden at hvile. Sagen var, at hun
havde min stakkers Fod i stadig Erindring. Atter et
fint Træk blandt de mange paa hendes gode Hjertelag!
Vi saa den hvide, idyllisk beliggende Præstegaard
titte frem mellem Kaprifolium og Løvtrær, som et
stille Asyl for landlig Hygge og Ro. Et lidet Due-
hus stod ved Siden. Hele Dueflokken sad og solede
sig paa Taget.
Ulla betragtede Scenen med underlig tankefulde
Øine, idet hun hvilte paa Høstakken, med sin
lyse Kjole omhyggelig bredet ud, at den ikke skulde
krølles.
«Hvor man kunde ha Lyst til at bo paa et
saadant Sted .. . her er saa fredeligt, saa stille»,
hviskede hun. «Jeg indbilder mig, at de Mennesker,
som bor derinde, ikke har nogen forfængelige, unyttige
Ønsker... . De er rolige, glade og tilfredse . . . de gaar
i Seng efter Dagens Stræv med god Samvittighed . ..
de har intet at angre, intet at frygte», tilføiede hun,
og det gamle, tungsindige Udtryk fløi i Sekundet
som en kold Sky henover de varme, smukke Træk.
«Men vi lovte jo hinanden at være glade»,
raabte hun i en anden, freidig Tone, «Godt, vi vil
være det. Ingen utilfredse Grublerier! Øieblikket leve!»
Hun kastede med det samme en Haandfuld Hø
spøgende henover mig og lo med rigtig Barnejubel over
den komiske Maade, hvorpaa jeg modtog den uventede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
