Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tripolis og dens historie. — Europæiske konsuler i Orienten. — Anserijjestammerne og deres religioner. — Hos mutesarrifen i Lattakie. — På vejen til Antiokia. — Kong Antiochus' residens. — Hethiterne og deres arkitektoniske mindesmærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
dø af sult, var dette den eneste måde at tåge tingene på. Og
begivenhederne gav ham virkelig ret; thi det vårede ikke
længe, førend de nylig udjagne vendte tilbage igen, denne gang
medbringende byg til hestene, æg, mælk og brød, kort sagt alt,
hvad man under sådanne forhold kan forlange. »Der kan Du se,
effendi,« sagde min ledsager triumferende, »jeg ved, hvorledes de
skal ha’ det.«
Djeneid var ligeså flink til at behandle byttet som til at
erhverve det, og efter at der var sørget for hestene, sad vi snart
ved et hyggeligt aftensmåltid, som den gemytlige gendarm uden
videre inviterede vor nødtvungne vært med til; det lod også,
som om denne efterhånden glemte den modtagne omgang eller
betragtede den som velfortjent; thi vi bleve — i al fald tilsyne
ladende — de bedste venner, og Djeneid og jeg tilbragte vor
nat i den tryggeste søvn.
Næste morgen tog vi afsked, idet min følgesvend med ond
skabsfuld overdrivelse takkede for god behandling; jeg havde
inden afrejsen spurgt ham, om han ikke syntes, jeg skulde give
dem noget til erstatning for, hvad vi havde rekvireret, men han
svårede: »Nej, hvor kan Du falde på det; prygl kunne de få,
hvis de overhovedet skulle have noget, og så kunne de endda
være glade over at slippe således. «
Dermed drog vi af sted, og på vejen fik jeg at vide, at
hvad jeg her havde set, var den sædvanlige form for bøndernes
mellemværender med gendarmerne. Når disse rejse rundt på
inspektion eller for at opkræve skatter, invitere de sig selv til
gæst omkring i landsbyerne, og giver man dem ikke noget,
skulle de nok selv sørge for at skaffe sig det. De højere
embedsmænd se igennem fingre med disse voldsomheder, da
de ved, at gendarmerne sjælden have noget at betale med, og
leve skulle de dog. Nu forstod jeg modsætningen til den
forekommenhed, jeg ellers overalt var vant til at møde, hvor
jeg ferdedes alene; det var den ledsagende gendarm, som
havde fremkaldt uviljen imod os i landsbyen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
