Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Samfærdselsmidlerne - Nutidens Broer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
NUTIDENS BROER.
fjærnes. Fremdeles skælner man mellem de forskjellige Arter Broer med
Hensyn til det Øjemed, hvortil de skulle tjene, og man gjør derfor Forskjel paa
Broer, efter som de ligge i Forløbet af Landeveje, Jernbaner, Vandledninger eller
Kanaler. Man kalder dog de Broer, der føre over Veje, Dale o. s. v.,
Viadukter, og saadanne, som selv lede Vandløb eller Kanaler over Dale
eller Floder, Akvædukter. Endelig deles de ogsaa med Hensyn til det
Materiale, hvoraf Broen er bygget, i Træ-, Sten- og Jernbroer.
Brobygningens Historie. De ældste Broer over større Vandløb
var altid bevægelige og sammensatte af en Del Skibe eller Fartøjer, saaledes
som f. Ex. den, Darius slog over Bosporus og Xerxes over Hellespont. De
ældste faste Broer var vist nok de, som gik over Eufrat ved Babylon, og som
vare dannede -af Bjælker, der laa paa Stenpiller. En Betingelse for
Bygningen af længere faste Stenbroer var Opfindelsen af Hvælvingkonstruktionerne,
der tilskrives Demokritos fra Abdera. Grækerne, Ægypterne og særligt
Romerne uddannede Bygningen af Stenbroer til stor Fuldkommenhed; endnu
den Dag i Dag kunne vi beundre disse ældgamle Kæmpeværker af Sten,
saaledes i Rom, ved Rimini, Frankfurt a. M., som endnu stadigt gjøre Tjeneste.
Et af de mest storartede Bygningsværker af denne Art er Appius Claudius’s
Vandledning ved Rom, der endnu benyttes den Dag i Dag. Da Romernes
Verdensherredømme fik Ende, forfaldt ogsaa Brobygningen; selv den stærke
Udvikling af Byerne i Middelalderen kunde ikke give den nyt Opsving; først
i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede kan der i Frankrig paavises tydelige
Fremskridt i saa Henseende. Medens tidligere Brobuerne var Halvkredsbuer,
anvendte man nu allerede andre Kurver, navnlig Ellipser, Kurv- og
Segmentbuer; af den Tids betydelige Bro- og Bygmestre skulle vi nævne Franskmændene
Pitrou, Cessart, Peronet. En senere Tid have vi at takke for Udviklingen
af Brobygning af Træ. Paa dette Omraade var navnlig Amerikanerne
virksomme, til Dels tvungne af de herskende Forholds Magt. Burr var den første,
som byggede en Buebro af Træ over Delaware. (Af saadanne Broer findes
Tegninger Opf. B. H, 86 og fig.).
Allerede i det 16de Aarhundrede skal man have tænkt paa at bygge
Broer af Jern, men i ethvert Tilfælde blev en saadan dog først udført i
Aaret 1780 af Englænderne Wilkinson og Darnley; det var en Støbejerns
Buebro over Savern ved Coalbrookdale. Ved Konstruktionen af de første
Jernbroer skruede man mindre Støbejernsstykker sammen, især segmentformede
Plader og Rør, de sidste f. Ex. ved Havelbroen ved Potsdam ganske i
Analogi med de hvælvede Broer af Sten; senere blev Støbejernet definitivt
ombyttet med Smedejern, idet det første ikke havde tilstrækkelig Bøjningsevne.
En særlig Kategori danne Hængebroerne, hvoraf man har fundet de
første Spor hos Indierne og Kineserne. Disse Folk benyttede to Lianreb,
som vare udspændte saa stramt som muligt ved Siden af hinanden, og paa
disse blev Brofjælene lagte paa den mest primitive Maade. Den første
Hængebro med horisontal Bane, som svarer til vor nuværende Type, er dog først i
1796 bleven bygget af Finlay over Jacobs-Creck i de Forenede Stater;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
