Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOUTOKÆINO.
Stjærne, og Maanens smalle Bue tændes lavt i Syd, medens De
drikker Kaffe.
Men i den lange Nat, som følger efter, viser Naturen Dem,
at ikke alle dens Kræfter er gaaede til Ro; da opruller den for
Deres studsende Blik et Skue, der erstatter Dem, hvad dens
Fattigdom i andre Henseender lader Dem savne. Da vaagner
Elektricitetens og Jordmagnetismens Søsterkræfter og kaster deres
Straaleglans hen over den mørke Himmel, hen over den hvide
Jord; da begynder hele den muntre, kaade, boltrende Leg mellem
Lys og Farver og Former og Bevægelser. Snart reiser de
mægtige Kræfter deres herlige Flammetelt, bygget af Hundreder af
sitrende Straaler; snart væver de af Regnbuens brogede Pragt
tusindfold slyngede Guirlander og Draperier, der flagrer fra Syd
til Nord, fra Øst til Vest; snart forvandler de hele
Himmelhvælvingens Flade til et stormbevæget Hav af mægtige Lysbølger, der
med lynsnar Fart iler fra Horisont til Horisont. I stadig Veksel,
i stadig Fornyelse fortsættes dette underfulde Lysspil den hele
lange Nat igjennem, indtil de sidste Rester af de flygtige
Lysskikkelser bortskræmmes af den gryende Dags blege Dæmring.
Saaledes gaar Døgn efter Døgn i Koutokæino. Et meget
afvekslende, et meget indholdsrigt Liv er det jo ikke, og havde
man ikke sit Arbeide at udføre, maatte man kunne bringes til
Fortvivlelse af denne dræbende, aldrig endende, livløse
Ensformighed. Men jeg føler mig slet ikke ulykkelig over dette Liv;
jeg kan arbeide uforstyrret, og jeg faar meget udrettet, og det
falder mig sjældent ind at tænke paa, hvorledes der ser ud
andensteds i Verden. Kun naar jeg en Gang imellem kommer
lidt ud i Egnen og der i Synskredsen ser Konturerne af de fjærne
Bjærge, føler jeg ligesom en dragende Længsel efter at komme
hen til dem og til de lykkeligere Egne hinsides dem. Men saa
trøster jeg mig med, at Veien gaar did til Vaaren, og snart er
saadanne Tanker glemte, og jeg føler mig atter hjemme blandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
