Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Moe (1813–1881) - Den gamle mester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
Om våar, nåar livet vil vaagne op,
og stormstød rase ira ijeldet,
da bøier sig ydmyg ungtræets top,
seiv maalfør gran vorder fældet
men da min gamle, min kjære eg
staar ret og rank i den vilde leg
med knudrede arm mod veiret,
og hidtil saa har den seiret.
Det volder to ting: først har den sin rod
slaaet dybt i klippernes revne
se deraf fanger den magt og mod
at staa i det barske stevne.
Og dernæst op imod lysets glans
den løfter stadig kvistenes krans
og drikker fraoven saften,
lyset, livet og kraften.
Gud unde hver prest, som kommer her,
at staa saa rolig og mægtig!
Mig unde han, gamle mester kjær,
at se paa dig ret andægtig!
Ja, lær mig trods sneens tyngende lag
at løfte mod himlen dag for dag
i bønnen udbredte hænder,
saa vinterdvalen dog ender!
Men glider og lider det frem mod våar
langs Krøderens tause strande,
og foraarsbudet i vindstød gaar
og pisker de rørte vande:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
