Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Saga
641
sine Landsmænds Dyd og Kongernes Vælde vidt over det, som
tilbørligt er, men det er Tingen, at nu kan vi lade de Gamle
smukt rette hinanden, og kvitte med Ukvemsord, siden de fin
des engang, som ei maatte være. Sært maa det synes i en Hast,
at saadan en Mand, som Saxo var, kunde glemmes saa reent,
at Ingen kan sige, hvorfra han var, eller bære os nogen Tidende
om ham, men naar det rettelig betænkes, da er det sørgeligt
kun, ikke sært, thi den sidste Mand i en Stad kan vel efterEvne
reise sine Frænder Bautastene, men selv faaer han visselig in
gen, uden han reiser den selv, og hvor skulde han have Sind
til at sørge for sin Ihukommelse anderledes end ved at tegne
sit Navn paa de Andres. Tidens Tavshed om sit Øies Mund
skal da ikkun lære os, hvor høilig han og Absalon, men Herren
egentlig alene er at love, fordi Landsens Krønike blev beskre
vet, der det var den høie Tid, thi ellers vare jo de gamle Fædre
alle os end mere übekiendte, end Saxo monne være, thi til han
nem kiende vi endda slet ikke saalidt, aldenstund det indvortes
Levnet tykkes os den ypperste Deel, og at hans Leiestæd, som
vi det kunde vente, er i Roskilde Kirke, det er os overant
vordet.
Ret som nu ingen navnkundige Been i togange hundrede A.ar
begroves i Roskild, maa vi og sige med Sorgen, at den Tids
Mænd og Idrætter vedkomme ei denne Saga, Roskilde Saga,
uden saavidt det er mærkeligt at see, hvad der voxde paa Da
ners Mark, der Rosenkilden var tilstoppet.
Det er vitterligt. at Valdemar Seier, Kong Valdemars Søn,
plantede røde Kors ved Danmarks Grav, at Dannebraag, som
kaldtes med Sandhed et himmelfalden Banner, saasom Korset
staaer deri, dog ingenlunde kom som Seiersbud, men hængdes
kun paa Heltegraven som et Vidnesbyrd om den Hensovnes
Færd, og fløi kun paa Valen for at minde danske Mænd, om
hvad de havde skammelig forgiæt, ja fra den Stund, da Valde
mar mod Eed og høi Forpligt drog ud til Bornhøvede at stride,
er Danmarks Krønike ikkun at agte som et Vidnesbyrd om,
hvordan Herren tugter et vanartet Folk saaledes, at deres egne
Synder pine og knuse dem. Det var Peder Jakobsen og Niels
Styggesen, Bisper i Roskild, de flydde hen ud af Landet for den
Krigimellem Brødrene, Kong Valdemars Sønner, og den Over
vold, Kirken af dem maatte lide, da de brøde dens Fred og toge
dens Rente, og det er et mærkeligt Sagn, at de flydde dog mest, for
di Hr. Peder havde seet et blodigt Sværd svæve over Lundechor*) ;
*) Arilds Bispekrønike S. 46.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
