Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Saga
et grandgiveligt Mærke paa en nær Helsot, naar man i et Land
begynder ivrigen at længes efter at faae dets Krønike beskre
vet; thi det er ret, som naar en Gubbe kalder ad Mænd til at
beskrive hans sidste Villie, til at tømre hans Kiste og udgrave
hans Bautasteen. Underligt er det ei heller, thi aldenstund der
har i et Land været mange Mænd, baade gilde og gæve, og til
draget sig Hændelser, som ere Ihukommelse værd, da gaae og
de Minder enstund udi Arv som Sagn og Sang fra Mand til
Mand, og saalænge der er synderlig Evne og Lyst til at ligne de
Gamle, da nemmes de Minder heel gierne og let, og det falder
Ingen lettelig paa, at de skulde sankes og fæstes i Bog for ikke
at glemmes, thi det var jo ret, som man tænkde, det nu var for
bi med priselig Idræt, og havde den Tanke at fostre sig Børn
med Lyst til at dovne, og glemme de Ting, deres Fædre bedreve
og helst vilde nemme. Sandt er det ogsaa at sige, at saadan en
Slægt maatte vel spørge os ad, for hvem de skulde sanke og
skrive, om vel de Sange og Sagn vilde mere forlyste vanartede
Børn, naar de saae dem i Bog, end naar de hørde dem af deres
Fædre. Derimod, naar det først er kommet saavidt, at Faa kun
mindes de fremfarne Dage, og liden Lyst til Bedrift er tilsyne,
da maa det sagtens begive sig saa, at de enkelte Mænd, som
endnu komme Fædrene ihu og lystes ved dennem at prise og
ligne, vorde heel sørgelig tilmode, naar de tænke derpaa, at det
skiønne Arvegods, som de have annammet og vogtet, vel ogsaa
forøget, skal nu komme i Slemmeres Vold, adspredes og plat
forgaae, at de selv skal forglemmes med alle deres Frænder. I
saadanne Dage, naar bange Ahnelser om de Ting, som forestaae,
pine de faa Ædlinge, som ere tilovers, da avles den stærke At
traa derefter at faae Landsens Krønike sømmelig beskreven.
Vel maa det tykkes heel unyttigt, at overantvorde den til en do
ven og glemsom Slægt, men ret som en Riig, der ei vil udskifte
sit Gods mellem usle Børn, og graver det i Jord, sagtens maa
tænke, at en bedre Huusholder det engang monne fmde, er vel
saadant og den Trøst, som størker de synkende Hænder til at
holde Sagastaven i de onde Dage, men fornemmelig sysler man
ivrig, fordi ligesom der staaer om de Bondemænd, at de lagde
deres Axle under Kong Valdemars Kiste, for at husvale sig mod
den bange Forventning, saaledes husvaler det ogsaa underlig i
saadanne Dage, at sysle med Fædres Idrætter, og om de skal
jordes, dog selv være med ved den Jordefærd og betee dem den
sidste Æresbeviisning. Det kan da siges i en sandfærdig Lig
nelse, at Absalon gav Munkene i Soer en Kridepen af Kirke-
639 41*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
