Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
291
Menneske. Dette saavel som alt Bagvendt fulgte ogsaa ligefrem
af hans fordærvelige Grandsætning, at al Forskel mellem Sand
hed og Løgn, altsaa ogsaa mellem Godt og Ondt, ene laa i Ur-
dene. John Locke var mere grundig og aandehg, som man 1704#
kunde vente, men da han ret alvorlig antog Erfaringen lor al
Sandheds Kilde og den almindelige Menneskeforstand tor
Overdommer, blev hans Lærebygning langt mere tjenlig til at
bestride Kristendom og Videnskab, end han vel selv havde
tænkt. Hans Sætninger var det Bayle anvendte paa Kristendom
oa Historie, og det med saadant Held, at Man med afsmdig
Glæde har sagt, ingen redelig Læser kunde lienlægge hans Bog
uden at være Ukristen, og Tvivler om alt Aandeligt; ja saa rod
fæstet var denne Synsmaade i Engelland, at selv den kristne
Nevton holdt dens Lovtale. I England var det da ogsaa, at de
første, skarpsindigste, grundigste Fiender af Bibel og Kristen
dom fremtraadte, og det, hvormed Voltaire og hans Stalbrødre
glimrede, var borget hos Cherbury, Tindal og Mesteren for dem
Alle: Lord Bolingbroke. . 1750
I det nordlige Europa selv maatte da løfte sig en Dæmnmg
mod den rivende Syndens og Vantroens Strøm, hvis den ei
skulde nedskylle Alt i en bundløs Afgrund. Det skedte, og ene
derved blev det muiigt, at der endnu kan være Tale om Kri
stendom, som noget Nærværende, og Haab om dens Opreis
ning- men Dæmninger kan kun opholde og gennembrydes
snart- en Strøm som den, der frembmsede i Luthers Dage, maa
der til, om Tro og Dyd igen skal stadfestes for Aarhundreder
og ei langsom nedmales af Hvirvlen.
Tydelig at forklare Aandens Yttringer i Tydskland, hvor Alt
synes som Bølger at have løftet og sænket sig, skummet og bru
set efter sære Luner, lader sig maaske, vil Gud, nogenlunde
gøre om hundrede Aar, men ikke nu. Det tydske Sprog har
hersket fra Italiens Grændse til Skodborg Aa, og fra vesten for
Rhin til Østen for Veichsel og Theis; kraftfulde Mænd af saare
adskillige Folkefærd have skrevet i det fælleds Maal, opvækket
02 indskrænket hinanden i bestandig Strid. Hertil kommer
end at Landet har været deelt i hartad utallige Herskaber, og
at ikke blot de Gamles men alle de nyere Folkefærds Skrifter
have virket meget, ja stundom mere end i deres Fædreneland.
Det eneste almindelige Kendemærke hos Tydskerne er da en
uslukkelig Tørst efter Indsigt i Tingenes inderste Væsen Derat
kommer da den synderlige Ustadighed og de forvovne Spring
fra den ene til den anden Yderlighed, men deraf ogsaa den Al-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
