Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
224
Afgang den saxiske Hertug Henrik, med Tilnavnet Fuglefænger
918 blev Tydsklands Konge; thi ved at anlægge befæstede Borge
med god Vagt paa Grændserne holdt han de mindre Røverflokke
i Ave, og, da Ungarerne nu med en stor Hær vilde prøve deres
Lykke i aaben Mark, bleve de aldeles slagne, Hvad Han saa
vel begyndte, fuldendte hans Søn : Otto den Store ; Ungarerne
erkendte Tydskernes Overlegenhed og Kristendommens Sand
hed. Efterat at have saaledes faaet Ro mod Østen, søgte Otto
ved en heldig Krig at skaffe sig en ligedan mod Norden, hvor
de danske Hedninge idelig foruroligede Grændsen, og vendte
derpaa sin Opmærksomhed paa det fagre Land i Syden, der
selv gav sig under hans Varetægt. Italien havde siden Karl den
Stores Tid været i største Forvirring; thi Landet var delt i
hardtad utallige Smaastykker, hvis Herrer ringeagtede de svage
Karolinger, og befeidede hinanden indbyrdes. — Da Karolin
gerne vare uddøde, voxte Forvirringen ved Krige om Konge
og Keiser-Værdigheden, og en i disse fornærmet Dronning var
det, som kaldte Otto til Hjelp. Han kom, indtog uden synder
lig Modstand Italiens to øverste Dele og lod sig krone baade til
962. lombardisk Konge og romersk Keiser. Man kunde vente, at
Tydsklands Konge, hvis Hoved bar denne tredobbelte Krone,
vilde vorde saare mægtig; men netop det Modsatte indtraf; thi
Tydsklands Hertuger, som hidtil havde været Kongernes Lehns
mænd, vovede at gribe til Vaaben selv imod Otto, og hans
Eftermænd nødtes saameget mere til at føie sig efter dem, som
de uden disses Hjelp ei kunde vedligeholde deres stedse anfæg
tede Herredømme i Italien. Da det saxiske Hus var uddød,
søgte vel Henrik den tredie af det frankiske igen at ophjelpe
Kongemagten; men han forbittrede kun derved Gemytterne
saaledes, at hans Søn Henrik den fjerde efter en urolig Rege
ring afsattes, og Fyrstemagten steg høiere end nogensinde før.
I det kristne Europas andet Hovedrige : Frankrig, var Tilstan
den ligedan svage Karolinger havde siddet paa Tronen indtil
Slutningen af det tiende Aarhundrede, da de afløstes af en ind
født Slægt : Kapetingerne, men saavel disse som hine havde ei
stort mere end Kongenavnet, da Landet var delt mellem mæg
tige Lehnsmænd, som langt fra at adlyde Kongen, befeidede
ham og hinanden. Sørgelig var den kristne Menigheds Tilstand:
Sværmene fra Norden havde genfødt den legemlige Størke ; men
den indgroede Attraa efter Uafhængighed, som enhver fribaaren
Nordbo førte med sig og forplantede i sin Æt, fødte uophørlig
Strid mellem Hertuger og Grever, ja selv mellem Adelsmænd,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
