Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saga
147
At Kongen ei en Klud saa fin,
Og Dronningen ikke saa fagert et Lin
Mon have i Borgen deroppe.
Han ynkes over de Liljer smaa
I Dragt saa pæn :
Saaraangen Blomme fra Rod vi slåa
Hel fin og væn;
Gik alle Konger end paa Rad,
De mægted dog ikke det ringeste Blad
At skabe og sætte paa Neide.
Den Foged mæler forvovne Ord,
Han bander paa,
At under hannem den stærke Jord
Vist synke maa ;
Den Hjølli klinger høit paa Eng,
Hist løber saa saare den liden sraaa Dreng,
Han lyster ei længer at bie.
Nei, se mig til den Knold af Dreng,
Den dovne Hund !
Her smider han jo sin Le i Eng,
Men bi du kun !
Jeg nok engang paa dig faar Hold,
Du løber vel dog ikke Pokker i Vold,
Da skal jeg dig lære at læse.
Det svarer Dværgen alt under Slot :
Ja bi du kun !
Og Vætten snakker derom saa smaat
Paa Søens Bund,
Den Foged knap paa ham faar Hold,
Han løber dog slet ikke Pokker i Vold,
Men Pokker han løber af Syne.
Hel hvast han løber fra Skanderborg
Ad Kongevei,
At komme fort, det er al hans Sorg,
Han stilles ei,
Før Borgen staar som Røg i Sky,
Før Kirken har seer udi Stillinge By;
Da maa han saa bitterlig græde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
