Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saga
105
Sært i Verden det mon gaa !
Naar jeg tænker mig tilbage,
Kun lidt mer end tyende Aar,
Hvergang jeg den Kirke skued,
Kirken med sin Præstegaard,
Hjertet banked, Øiet lued.
Nu jeg skal for Øie faae
Samme Syn fra samme Have,
Og nu skal den Kirke staa,
Som en anden mellem Grave,
Ingen Længsel er i Sind,
Ingen Rødme er paa Kind,
Ingen Lyst til did at flyve.
Stærkt det mig paa Sinde falder,
Tykkes übevidst og sært,
Hvorfor i den unge Alder
Dette Sted var mig saa kært.
Var det dig, hensovne Ven,
Ene, som mig drog derhen?
Svar mig, Hjerte, du maa dømme;
Ak, men du i tunge Drømme
Har vel dine Længsler glemt,
Eller og saavel dem gemt,
At du end dem ei kan flnde.
Kære halvforglemte Minde!
Vil du vaagne nu igen?
Hvorfor mon saa sødt jeg bæver?
Dunkle Skikkelse! hvi svæver
Saa du frem? hvi flygter du?
Hvor i Verden mon du færdes nu?
Mon jeg mer dig skal livagtig skue,
Mens vi færdes under Himlens Bue?
Da mig Verdens Strøm henrev,
Hjertet til en Staadder blev,
Meget Gud mig gav tilbage,
Der han gav mig Jesu Tro,
Kan maaske og Fremtids Dage
Give Hjertet Fryd og Ro?
Dog, jeg sværmer som en Daare,
Hjertet gøres mig saa blødt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
