Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dimisprædiken
19
Se vi ikke hvorledes Egennyttens Uhyre omsnoer Menneske
heden og fortærer dens ædleste Safter, hvorledes Menneskene,
nu da Himlen er blevet dem et Intet, stræbe at rodfæste sig i
Jorden? se vi ikke, hvorledes de Arme, som ei mere have nogen
Glæde i Gud, søge den paa tusinde Veie og finde dog ingen, som
kan stille deres Længsel, hvorledes de, for at glemme den og
sig selv, daglig beruse sig i Giften, som opæder deres Siæle O.
kan end ikke dette Syn drive os til at skatte den himmelske
Urt som fordum var Siælens og Hiertets Lægedom da lader os
gange ind i de Kristnes Forsamlinger, og høre hvad det er som
skal være stærkere end Herrens Ord! lader os dømme om disse
enkelte Dyder og Laster, udtværede i Sprogets Vand, kunne
stille Siælens Tørst, om disse opløsende Betragtninger over Li
vets Sysler og disse Klogskabens Raad kunne gnbe Menneske
i hans Inderste, virke Afsky for Synden og opvarme Hiertet.Ul
hellig Idræt! Lader os dømme, om Selvfornægtelse, og Kærlig
hed til Gud kan opvokse af den samme Jord, som føder den
lokkende Synd! Dog - vi behøve ei at dømme, lader os blot
feste Øiet paa Tilhørernes Aasyn, thi der stander Dommen at
læse’ Ei se vi der den glødende Andagt, som vidner om Siæ
lens Opløftelse, ei er Hiertets Taarekilde opladt ved den dybe
Følelse af Siælens Nød; ligegyldige eller opmærksomme, men
altid kokle, staa de der, medens Tanken sover eller løber rundt
paa Jord, kolde udgange de af Herrens Tempel, og vide ei hvor
de vare, thi rørtes de endog ved Beskrivelsen af jordisk Nød,
Lidelse og Kummer, hastig tørredes dog den lette Taare, den
døde hvor den fødtes, i Øiet. Kun hist og her, stedse siældnere,
se vi en hellig Taare bæve i den graahærdede Oldings Øie, men
den kvæger ei vor Siæl, den brænder som Ild, thi den nnder at
inderlig Bedrøvelse over, at den Gamle ei mer kan finde sin
Gud og Frelser der, hvor han forhen aldrig søgte dem forgæves,
den rinder over, at han istedenfor de hellige Toner, som hans
Siæl forstod, fordi de kom fra alle Aanders Fader og Forløser,
nu maa høre fremmede Lyde, som han ikke fatter, eller som
forstyrre og udslukke hans Andagt. Ol forstod kun Taleren
dette Taarens tause Sprog, kunde han stirre ind i det i>e
klpmte Hierte, hvorfra den og de bange Suk opstege, han vikle
grue for sig selv, grue for sin Idræt, hensvømmende i Angeis
Taarestrøm vikle han love sin Gud aldrig mer at vanhellige
hans Hus med menneskelig Klogskabs overtalende Ord.
Brødre i Kristo ! hører og mærker hvad Herren fordum sagde .
nødvendigt er det, at Forargelsen maa komme, men ve Ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
